
Teis Markfoged
Analyse: Handling bag ordene i transfervinduet
Om 14 dage skifter kalenderen til Juli, og det betyder åbningen på transfervinduet. Det er her fodbolddirektør Carsten V. Jensen skal eksekvere på det arbejde, som der er pågået i perioderne uden for selve transfervinduet. 3point.dk har midt i sommerheden taget temperaturen på Brøndby-truppen, og kigget på CVs sommerlektier.

Det der eksekveres i transfervinduet er ikke et udtryk for arbejdet i selve juli og august måned, men i perioden uden for vinduets åbning. For det er i den åbne periode, at forberedelse og scouting skal forvandles til reelle handlinger. I skrivende stund står Brøndby med en alt for stor trup, med for mange spillere for langt fra betydende spilletid, og med kontrakter der ikke matcher deres værdi for Brøndby. Du kan læse mere om kontrakterne for alle spillerne ved at trykke på linket herefter og læse analysen om "Kontraktsituationen i Brøndby", og se hvem der har de længste aftaler i klubben.
EXIT.
Der ligger en række åbne spørgsmål i truppen, og venter på at blive besvaret henover sommeren, når det kommer til afgange fra truppen. En del ligger i det faktum, at truppen indeholder for mange (spillere), så for at nogle kan blomstre skal andre luges ud. Mens det for andre spillere slet og ret handler om talent og kvalitet, der ikke ses overhørigt hos klubber i udlandet, der køber spillerne ud af kontrakterne i Brøndby.
- Mads Hermansen kan blive en transfer ud af klubben, ikke af nød, men fordi talentet er så stort og åbningen opstår mod en passende økonomisk kompensation til Brøndby.
- Anis Slimane ligger i kortene til at forlade Vestegnen (med et år på aftalen og et uudtalt ønske om at skifte udenlands)
- Christian Friedrich (0 min i sidste sæson for Brøndby): For langt tilbage i hakkeordenen, og med en broget sæson i Fremad Amager sidste år tegner fremtiden pt. andetsteds end i Brøndby.
- Christian Cappis (1113 min i sidste sæson for Brøndby): Begrænset spilletid, størstedelen af minutterne som vikarierende venstreback, amerikaneren skal ud og have luft under vingerne andetsteds.
- Rasmus Wikström (0 min i sidste sæson for Brøndby): Køen til bagkæden er lang, og svenskeren står i skrivende stund et stykke nede i arvefølgen. Venter der endnu et lejeophold eller forsøger Brøndby at hælde ham permanent ud?
- Josip Radosevic (1922 min i sidste sæson for Brøndby): En betydningsfuld spiller i se senere års Brøndbyhold, men også en spiller for hvem fremtiden godt kunne ligge andetsteds, hvis de blågule virkelig mener det skift i spillestil, der har været talt meget om. Så ville det ikke være fair, selvom kroaten med sikkerhed ikke ville brokke sig, at se ham ende sine dage i gult og blåt på bænken.
- Joe Bell (1149 min i sidste sæson for Brøndby): Har aldrig fundet fodfæste. Fra det ene yderpunkt som fast mand i forårets start til det modsatte med ingen spilletid til sidst. Kommer der et bud kunne CV måske lokkes til at sælge new zealænderen.
- Carl Björk (26 min i sidste sæson for Brøndby): En lottokupon der ikke har udviklet sig til at være en trussel. Med Kvistgaardens opblomstring, Hedlunds forlængelse og Omoijuanfos ankomst er tiden oprindet for svenskeren på Vestegnen.
- Marko Divkovic (488 min i sidste sæson for Brøndby): Så mange lovende løfter, men alt for lidt output.
- Blas Riveros (2090 min i sidste sæson for Brøndby): Sydamerikanren kan blive et aktiv på transfermarkedet, hvis CV vælger at sælge backen (der har udløb om et år).
- Udlejninger af eventuelt Marinus Larsen og/eller Bertram Kvist kunne også komme i spil, hvis Brøndby skønner deres udvikling kan fremmes under fremmede forhold som Salech gjorde i HB Køge.
Udover at løsne lønkroner i budgettet, så kunne flere af afgangene også gøre vejen for Masterclassspillere kortere, herunder fx. en Noah Narteys indslusning til spilletid, der alt andet ville være kortere uden en Radosevic og/eller Bell i truppen. Betyder det så at alle på listen over mulige afgange også skifter adressen væk fra Brøndby, slet ikke, for det handler for Carsten V. Jensen også om at finde arvtagere til de uønskede spillere i Brøndby. Og med begrænset succes for en række af dem, så er det ikke de nemmeste aktiver at slippe af med.
INTRO.
Det er ikke en svingdør fodbolddirektør Carsten V. Jensen skal have gang, hvor tilgangene skal matche afgangene i antal. Brøndby er et sted med deres trup, hvor der skal tilføjes få, men kvalitative navne til truppen. Skal Jesper Sørensen være tro mod sit udmeldte ord omkring spillestil fra primo 2023, så skal fællesnævneren for indgående transfers være spillere med kvalitet på bolden - og spillere som skal kunne gå ind og forbedre holdet fra dag 1.
- Målmand: hvis Mads Hermansen sælges og en ny førstekeeper skal hentes ind.
- Venstreback: siger Brøndby farvel til Riveros kan det åbne op for en opgradering på venstreside af forsvaret, hvor unge Lukas Larsen ikke er helt klar, men kan lure i kulissen til de kommende sæsoner.
- Central midtbane: en 6er er tæt på et must for Brøndby. Især hvis 3-4-3 fastholdes har de blågule brug for en mere boldfast 6er, der både kan arbejde mod bolden, men også har evnerne til at distribuere spillet kort såvel som langt, højt såvel som lavt i banen mellem modstanderne.
- Offensiv spiller: Ikke en rendyrket 9er, ikke en rendyrket offensiv midtbane, men en hybrid der kan arbejde måde helt fremme og på siderne.
Dark horsen pladsen er højreback / wingback. Vurderer Brøndby at Sebulonsen og Mensah er tilstrækkeligt vil der givetvis heller ikke blive handlet mere til denne plads. Så skal det være uventede ændringer i trupstrukturen der skaber åbninger her.
OPSUMMERING.
Brøndby skal trimme truppen, og få skåret de aktiver væk, der optager pladserne, men er for gamle og for langt fra reel spilletid og betydning. Færre mellemspillere, og med mere luft til de unge Masterclasspillere nedefra. På ind siden handler det om at styrke få nøglepositioner med så dygtige spillere, så der kommer et kvalitetsløft på kort sigt.