-119.jpg%3F2026-07-02T07%253A10%253A33.104Z&w=3840&q=75)
Carl Johan Dahl
Analyse: Fra næstældst til midterfeltet - Brøndbys stille generationsskifte er i gang
Brøndby har på ét år reduceret gennemsnitsalderen markant og er rykket væk fra positionen som Superligaens ældste hold, blandt andet ved at skære ned på spilletiden til spillere over 30 og øge andelen til teenagere og 20–24-årige. Men selvom udviklingen peger mod en mere balanceret trup, halter Brøndby stadig efter ligaens snit, når det gælder spilletid til unge spillere i udviklingsfasen.

På bare ét år er Brøndby gået fra at være Superligaens næstældste trup, målt på spilletid, til at placere sig midt i aldershierarkiet. Bag ændringen gemmer sig et bevidst strategisk skifte – men der er stadig arbejde foran ledelsen.
Indledning: Det næstældste hold i februar 2024
Da Brøndby i februar 2024 kunne se sig selv som Superligaens næstældste hold, stod det klart, at en foryngelsesproces var nødvendig. Dengang var gennemsnitsalderen godt 27 år, og store dele af spilletiden blev fordelt blandt spillere i deres sene 20’ere og 30’ere. Et år senere ser billedet anderledes ud:

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Gennemsnitsalderen er nu 25,9 år, og klubben rangerer som den 7. yngste i ligaen. Det vidner om, at den sportslige ledelse har sat gang i en proces – men analysen viser også, at visse strukturelle udfordringer fortsat eksisterer.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Gennemsnitsalder i bevægelse – Brøndby er ikke længere næstældst
Gennemsnitsalderen i Brøndbys trup – blandt dem der reelt får spilletiden – er faldet markant det seneste år: fra omkring 27,4 til 25,9 år. Dermed er Brøndby gået fra at være ligaens næstældste (kun Hvidovre var ældre i sæsonen 2023/24) til nu at befinde sig i midterfeltet.
Sammenligner man med rivalerne, ligger FC Midtjylland lavest med blot 24,1 år, mens FCK er marginalt ældre end Brøndby med 26,1 år. Det peger på, at Brøndby ikke blot har reduceret alderssnittet, men også i stigende grad nærmer sig ligaens strukturelle gennemsnit.
Spilletidens aldersmæssige omfordeling: De unge får mere plads
Fordelingen af spilleminutter viser et klart skifte:

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Teenagere har øget deres andel af minutter fra ~6 % til 12 % – især takket være Noah Nartey og Clement Bischoff.
De 20–24-årige står nu for 26 % af spilletiden – dog stadig markant under ligaens snit for kategorien.
25–29-årige er fortsat den største gruppe med 47 % – men er faldet fra ca. 52 %.
De +30-årige er reduceret drastisk fra samlet ~25 % til blot 15 % af minutterne.
Med andre ord: Der bliver stadig spillet med erfaring – men Brøndby tør nu i højere grad investere minutter i yngre ben.
Liga-sammenligning: Dominerende blandt de modne – stadig bagud blandt udviklingsspillere
Kigger man på, hvordan Brøndbys spilleminutter fordeler sig i forhold til ligaens gennemsnit, træder en klar profil frem:

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Brøndby bruger flest minutter på spillere i deres peak-år (25–29 år), men ligger stadig bagud, når det gælder spilletid til 20–24-årige. Her placerer klubben sig i den absolutte bund – en tendens, der potentielt begrænser udviklings- og videresalgspotentialet på mellemlangt sigte, når først de nuværende salgsemner forlader denne aldersgruppe.
Strategisk skifte – og kontrolleret foryngelse
Det er ikke tilfældigt, at forandringerne i aldersprofilen er sket i løbet af sæsonen. Flere ældre profiler har forladt klubben: Radosevic, Greve og Ohi er væk – og de fleste er blevet afløst enten internt eller via yngre alternativer som Nartey og Tahirovic på midtbanen i stedet for eksempelvis Greve.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Der træder nogle pointer frem, når truppen i Brøndby bliver sat under lup:
- To af spillerne fra listen over mest spilletid i sæsonen 2024/25 er allerede solgt (Suzuki, Jacob Rasmussen).
- En tredje, Daniel Wass, fylder 37 i den kommende sæson og kan næppe forventes at opretholde samme minutter og niveau.
- Brøndby investerede fortsat mange minutter i “peak-age”-gruppen (25–29 år), hvorfra det historisk er sværere at hente store transfersummer.
- Til gengæld er minutter til teenagere gået op.
Det åbner op for en stor mængde spilletid, der skal dækkes i den kommende sæson – og det sker i en kontekst, hvor det slet ikke er forventet, at Brøndby er færdige med at sælge spillere fra kernegruppen.
Brøndby har i alt skåret syv spillere fra i aldersgrupperne 25–29 og 30–34 år: Cappis, Tshiembe, Rajovic (lån slut), Jacob Rasmussen, Omoijuanfo, Greve og Radosevic.
Konklusion: Det gamle Brøndby er i bevægelse – men stadig under transformation
Brøndby har taget et skridt væk fra den aldrende struktur, der prægede truppen for blot én sæson siden. Der er investeret flere minutter i unge spillere, gennemsnitsalderen er faldet, og klubben befinder sig nu i ligaens midterfelt, hvad angår alder.
Men for alvor at tilpasse sig en moderne og bæredygtig strategi kræver det næste skridt: at styrke bredden i 20–24-årssegmentet og sikre, at flere minutter bliver givet til spillere med udviklings- og gensalgspotentiale. Brøndby er kommet i gang – spørgsmålet er nu, om kursen fastholdes.