3POINT
Nyheder2. maj 2019

Analyse: Fiskerne strammede garnet og kvalte Brøndby med tålmodig defensiv

Esbjerg kom til Brøndby Stadion med en klar gameplan: Stå kompakt i en stramt koordineret defensiv, afvent Brøndby og slå til på omstillinger. Tilsat lidt vestk

3point person
3point.dk2. maj 2019

Esbjerg kom til Brøndby Stadion med en klar gameplan: Stå kompakt i en stramt koordineret defensiv, afvent Brøndby og slå til på omstillinger. Tilsat lidt vestkystmedvind lykkedes planen. Brøndby afsluttede et hav af gange, men ramte alt for sjældent inden for målrammen. Esbjerg derimod, de slog mod kampens slutning til i en fuldstændig identisk situation som ved sæsonens tidligere 1-0 sejr på Brøndby Stadion, da de straffede et tåbeligt satsende Brøndbyhold uden struktur. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Det var møghamrende frustrerende. Det var surt. Det var ren og skær modgang. Søndagens kamp mod Esbjerg bød på en kavalkade af manglende effektivitet - i begge ender - mod et Esbjergmandskab, som var sat op på præcis samme måde som i de hidtil tre opgør i sæsonen. Overraskelse kan man derfor næppe kalde det, da Esbjerg stillede op i en 4-1-4-1 opstilling, hvor bagkæden nok ikke er de hurtigste centralt (med Halsti og Austin), men til gengæld er så garvede at de sjældent bliver fanget ude af organisation, de to centrale 8'ere (primært Kauko) tager dybdeløb og kanterne står for at levere indlæg til den tunge tankcenterforward og de(n) fremadstormende 8('ere). Esbjergs kompakte defensiv, og essentielle Kauko i offensiven Det lyder som et paradoks. For skudstatistikken fortalte om 23 skud til Brøndby og blot 8 til Esbjerg. Men bag de tal ligger endnu et tal - nemlig at Brøndby blot ramte målet i 4 af tilfældene, det præcis samme tal som Esbjerg. Med andre ord, så skulle Brøndby bruge i snit 5,75 skud for at ramme målet en gang, mens Esbjerg blot skulle bruge 2,0. Esbjerg var komfortable i deres defensiv. De havde accepteret, at de ikke ville dominere spillemæssigt. En boldbesiddelse der hedder 63%-37% i Brøndbyfavør vidner netop om dette. I den defensive struktur spiller Parunashvili en kæmpe rolle for Esbjerg. I deres 4-1-4-1 ligger han som det defensive anker på midtbanen, som skal løbe rigtig mange meter og lukke huller. Og mod Brøndby sørgede den defensive midtbanespiller for at lukke ned for det mellemrum mellem kæderne, som specielt Mukhtar og Hedlund søgte at arbejde i. På grafikken nedenfor er det også rigtig tydeligt præcis hvor stramt organiseret Esbjerg er, to kæder der arbejder tæt sammen og ikke efterlader meget plads i en omstilling til Brøndby For Esbjerg er det ikke så firkantet, så de konstant står i deres 4-1-4-1. Det handler lige så meget om roller. Finske Joni Kauko spiller en hovedrolle i Esbjergs system. På papiret er han central midtbanespiller. Men i praksis tager han så ekstremt mange (og lange) løb gennem Brøndbys kæder i dybden fra sit udgangspunkt (midtbanen). Et eksempel i kampen mod Brøndby var Esbjergs igangsætninger. Her havde EFB-keeper Jeppe Højbjerg 17 lange udspark, de 14 (!!) af dem havde Kauko som mål. Her var Kauko trukket dybt i banen og lå konsekvent i Brøndbys højreforsvarsside over for Gammelby (og Kaiser, hvis det var ham som kom op i dueller med Kauko). Et andet eksempel er ovenstående grafik, hvor Kauko har taget et løb fra den centrale kæde, og nu udfordrer Brøndbys organisation ved at Esbjerg pludselig står mand-mand mod samtlige af Brøndbys spillere i bagkæden. I denne sekvens tager han et løb ned bag Gammelby (som skal følge Esbjergs ventrekant der trækker ned for at modtage bolden), men det åbner så et rum bag ham. Brøndby formåede ikke at stække Kauko, som virkelig er en stor del af nøglen til at lukke ned for Esbjergs offensiv. I eksemplet ovenfor er Kauko ligeledes dødbringende med et sent indløb i feltet, og kun hans, i dette tilfælde, egen uselviskhed, gjorde at denne chance løb ud i sandet. Brøndbys svageste tvunget i opspil Esbjerg formåede, PRÆCIS som i de foregående tre kampe mod Brøndby, at få lukket ned for mellemrummene. Esbjerg lod tydeligvis Arajuuri, Hermansson og Radosevic have bolden "alt det de ville" uden at gå i pres. En klar kalkule fra cheftræner John Lammers. For i opspillet fra netop de tre Brøndbyspillere skal man ikke forvente de store åbnende afleveringer eller hurtige opspil gennem midten. Bagkæden og Radosevic tilsammen har lige under 130 afleveringer på tværs af banen i kampen mod Esbjerg. Det er ikke en hån af Hermansson og Arajuuri, men netop det igangsættende pasningsspil er ikke altid deres styrker, slet ikke Arajuuris. For mange gange må han vende bolden dybt ned til Schwäbe og derved tager han al tempo ud af opspillet. Esbjerg stod snorlige i deres kæder, og med Paranushvili havde man en "mellemrumsødelægger" dybest set. Han løb de nødvendige meter og gjorde det svært for Brøndby at finde Hedlund, Kaiser og Mukhtar i de nævnte områder. Esbjerg busede heller ikke på Brøndby i et aggressivt pres, men stod intelligent og "tvang" Brøndby til at lægge ud og prøve den risikable bold frem i banen. Når Brøndby fandt pladsen NÅR Brøndby kom ind i mellemrummene på Esbjerg og samtidig fik sat spillet hurtigt sammen uden for meget spildtid på bolden, så var og er Esbjergs defensiv altså også til at tale med. Når man får spillet på deres svagheder (det hurtige kombinationsspil langs jorden, hvor de bliver tvunget til at jagte efter bold og mand, og ikke bare kunne placere sig klogt) kom mulighederne også. Ovenfor kommer man efter et hurtig genpres på bolden igen og etablerer angrebet i Esbjergs mellemrum. Hedlund er på vej i dybden, og Austin er fuldstændig på mellemhånd, fanget i at være gået frem i pres for så lynhurtigt at skulle vende og jagte en langt hurtigere Hedlund. Eller som her, hvor Mukhtar finder fri plads på kanten af Esbjergs felt og kan få sat en afslutning på angrebet. Radosevic fungerer ikke som spillende 6'er I min optik begik Martin Retov en taktisk brøler ved at stille med Radosevic på 6'eren i en kamp, hvor man på forhånd kunne forvente at være SÅ voldsomt meget på bolden som mod Esbjerg. I hidtil fire opgør mod Esbjerg har Brøndby i de tre ligget med boldbesiddelse på +60%. For den kroatiske midtbanespiller har rigtig mange kvaliteter, men hurtigt opspil i små rum er ikke en af dem. Mod Esbjerg havde han katastrofale afleveringer frem i banen (eller mere korrekt - ud over sidelinjen). Det hurtigt opspil eksisterede ikke, og modtagerne for pasningerne var alt for ofte Arajuuri (10) og Hermansson (10). Det betød at Mukhtar som 8'er oftest måtte trække ekstra langt tilbage i banen for at agere opspilsstation nede bagfra. Det koster så at sige en mand længere fremme på banen, når han skal ned og ligge side om side med Radosevic for at få liv i opspillet. Samtidig betød Mukhtars "drop" ned i banen, at Esbjerg havde den spiller mindre at skulle forholde sig til og gjorde deres defensive arbejde nemmere. Konklusion: Retovs taktiske dispositioner fejlede Retovs taktiske dispositioner var mildt sagt meget overraskende. Radosevic skulle have været pillet ud i pausen for at give plads til en midtbanespiller med bedre evner i det fremadrettede pasningsspil. Derudover må det stå hen i det uvisse, hvorfor han ventede så længe med at bringe Tibbling i spil. I en kamp mod et SÅ komtakt hold som Esbjerg, så skriger det til himlen efter at få bragt Tibblings færdigheder på brættet. Defensivt formåede Brøndby endnu en gang ikke at lukke ned for modstanderen. Det er voldsomt at tillade Esbjerg 1,36 xG på hjemmebane. For lige netop i denne kamp, så var Brøndby uhyggelig uskarpe, og fik på deres 2,26 xG ikke produceret et eneste mål (det endda inklusiv et straffespark). Jeg synes der begynder at tegne sig et tema af at nok kan Retov få offensiven til at skabe mulighederne, men at han samtidig ikke formår at få lukket af i den anden ende. Brøndbys defensiv er ganske enkelt for ringe lige nu. Det gik i en periode hvor offensiven scorede på chancerne, men i en periode, hvor det er sværere at producere mål, så hjælper det heller ikke, at man stadigvæk tillader modstanderne alt for mange chancer. En ting er at tabe til Esbjerg. Men at Brøndby taber (igen!) efter en kamp på de præcis samme præmisser og endda også på et tæt på 1-til-1 kopi af målet fra det første 1-0 nederlag på hjemmebane. DET er vanvitttig frustrerende. I min optik tabte Retov den kamp på gulvet med sine taktiske dispositioner.

Mest kommenterede nyheder