
Teis Markfoged
Analyse: FCK og Brøndbys præstationer op mod derby
Søndag eftermiddag venter et derby opgør på udebane, og over for Brøndby står et hjemmehold fra FCK, som, udover opbakningen fra de efter corona-nedlukningen tilbagevendte fans, også er en klub, som i foråret med rette kan have følt terningerne ikke er rullet deres vej og man kunne have fået mere ud af det. FC København har i foråret præsteret under det forventelige målt på kvaliteten af deres egne afslutninger holdt op imod modstandernes (xGD = xG - xGC) versus den faktiske målforskel for kampene. Brøndby har, trods et slutspil med resultater der ikke har givet det ønskede antal point på kontoen, haft et præstationsmæssigt godkendt slutspil og er inde i en opadgående formkurve. 3point.dk bringer her en præstationsanalyse af Brøndby og FCK før søndagens derby i Parken.

Søndag er der, udover den helt grundlæggende håneret, langt mere på spil, når FCK på hjemmebanen i Parken tager imod Brøndby. For kampen har en stor rolle i fordelingen af mesterskabet i årets Superliga, hvor FC Midtjylland i skrivende stund fører an med et point ned til de blågule fra Vestegnen, og hvor FCK altså kan stikke en massiv kæp i hjulet for Brøndbys jagt på FCM.
Udover den normale intense derbyatmosfære, så er det også to klubber der tørner sammen, som grundlæggende har performet godt og haft en stigende formkurve før opgøret søndag i Parken. For at lave den analyse har jeg været et smut i arkivet for tal og analyseret Brøndby og FC Københavns aktuelle præstationer med baggrund i Expected Goals filosofien.
Det basale om Expected Goals
Hvad skal jeg bruge Expected Goals (xG) til? Sådan spørger en del læsere måske sig selv? Så her kommer Expected Goals forklaret på få linjer. Expected Goals er en opgørelse der vurderer hvor stor sandsynligheden for en given afslutning bliver til et mål. Det er en god måde at vurdere kvaliteten af afslutninger for og imod et hold, altså dybest set deres evne til at skabe egne chancer med mulighed for mål og evnen til at forsvare og det man tillader modstanderen af chancer (med dertilhørende risiko for mål imod). En afslutning med en xG på fx. 0.35 betyder at der i 35% af disse typer afslutninger under de givne omstændigheder bliver scoret et mål.
Tager man egne chancer (xGf - Expected Goals For) og trækker modstanderens chancer fra (xGa - Expected Goals Against) får man xGD - som groft sagt viser hvorvidt et hold har \\\"over- eller underskud\\\" på hvad man kan kalde for \"chancekontoen\". Et hold skal over tid gerne ligge på plus her for at udviklingen og præstationerne er bæredygtige over tid.
FC København og det forsømte forår
Hjemmeholdet fra FCK har set over hele sæsonen 2020/21 haft et blandet år. Et turbulent efterår, hvor man i oktober - mellem fjerde og femte runde i Superligaen - fyrede tidligere cheftræner Ståle Solbakken. Efter Jess Thorup overtog tøjlerne fulgte et kortvarigt dyk, et udtryk der kunne pege på, at det ikke bare sådan er lige til at skifte cheftræner og spilfilosofi. Men som spillerne og Thorup vænnede sig mere til hinanden løftede præstationerne sig også - og vigtigst af alt, man formåede at få det fornødne outcom ud af de potentielle muligheder. Det faktiske målsnit løftede sig nemlig ligeledes.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Efter vinterpausen ramte FCK en nedgang påny. Evnerne til at skabe plus på chancekontoen dalede en smule, men hvad der er bemærkelsesværdigt, så dalede det faktiske output markant mere voldsomt end det statistisk burde. Sidder man som FCK-fan og tænker man ikke helt fik som man kunne have fået på banen, så er der noget om det. Op mod grundspillets afslutning var præstationerne og evnerne til at skabe et plus på xGD (altså den \\\"chancekonto\\\" jeg talte om tidligere) bedre end det faktiske output.
I slutspillet har FCK haft et mindre dyk i starten, men har ret hurtigt formået at vende præstationerne den rigtige vej, og i skrivende stund står man med en stigende evne til at skabe flere chancer end modstanderne, men med en sløv formåen i at konvertere dem til plus på måldifferencen.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Forklaringen skal ligge i FCKs defensiv. Men ikke fordi den nødvendigvis har været elendig og FCK har mistet evnen til at forsvare. Men fordi terningerne ganske enkelt er rullet imod FCK. For Thorup og co. har faktisk formået at stoppe blødningen i chancer imod - og man præsterer faktisk et ganske fint xGa (altså tillader kvalitativt få / dårlige chancer til modstanderne), man har baret oplevet en voldsom gevinst hos sine modstandere i at konvertere deres chancer til mål. Grafen ovenfor illustrerer det - viser FCKs faktiske mål imod snit over fire kampe vs. tilsvarende xGa.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Offensivt er FCK dog ikke voldsomt imponerende kørende, og man har til dels levet en smule over evne. Bekymrende må det hvert fald være, at man ikke ofte formår at levere over 1.50 xG i egne skabte chancer. Skal FCKerne hænge deres hat på noget, så er det en stigning i de sidste få kampe op mod derby, som peger mod en tiltagende evne til at skabe egne chancer.
Brøndby og stabiliteten
Den største styrke for Brøndby i sæsonen har været en relativ god stabilitet i præstationerne. Man har leveret en jævn god evne til kontinuerlige at skabe flere chancer end modstanderne (xGD), og følge det tilsvarende op med at score de tilsvarende flere mål end modstanderne (det faktiske målsnit).

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Det paradoksale i slutspillet har været, at mens evnerne udi at skabe støt flere chancer end modstanderen stadig kontinuerligt har været der, så har det ikke været fulgt op på måldifferencen, hvor man netop i starten af slutspillet slet ikke fik den profit man kunne have fået ud af de egne skabte chancer vs. modstandernes. Men op mod derbykampen har Brøndby fået hånd i hanke med præstationerne, og både xGD og den faktiske måldifference er på vej den rette vej.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Ovenfor viser Brøndbys evne til at forsvare sig - det er xGa (altså kvaliteten af modstandernes chancer) og de faktiske scorede mål imod Brøndby. Den illustrerer meget godt hvordan Brøndby har formået i en lang periode op mod grundspillets slutning at snørre til bagude og holde de indkasserede mål nede på et absolut minimum - men også et minimum hvor terningerne så at sige rullede Brøndbys vej i den periode.
I slutspillet har virkeligheden og lidt mere til så ramt Brøndby. Der hvor det i perionden forinden tippede til Brøndbys fordel og var stolpe ud, så kom målene nu hyppigere ind (end i burde). Og man kan med rette stå og være lidt irriterede i Brøndby.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
I første halvdel af sæsonen ramte Brøndby dybest set målet og scorede markant hyppigere end de burde. Man lå i denne periode markant over det forventelige på kontoen for scorede mål. Det markante ved Brøndbys udvikling gennem sæsonen er faktisk, at hvor evnen til at skabe og konvertere disse chancer til mål dalede i perioden op til slutspillet, så har man igen øget outputtet målt på antallet af scorede mål - og rigtig væsentligt, så har man gjort det på baggrund af en tiltagende evne til at skabe chancerne. Med andre ord - hvor man tidligere i sæsonen scorede \"mere end man burde\", så scorer man nu i denne del af sæsonen \"det man bør\" vurderet ud fra kvaliteten af chancerne.
Konklusion - to hold der begge leverer
Brøndby er inde i en positiv udvikling. Man leverer gode underliggende tal i præstationerne, og man følger det tilsvarende op på måldifferencen. Fra at have haft en offensiv der scorede mere end man kunne forvente på den lange bane, så er det værd at notere sig, at i foråret har man løftet sig offensivt og præsterer nu de underliggende tal, der retfærdiggør det offensive output.
Modsat har FCK i bund og grund også leveret godkendte underliggende tal, og har siden Thorup overtog tøjlerne i høj grad egentlig performet godkendt set ud fra det perspektiv, at man har sadlet så markant om i ønsket om spillestil ved at gå fra Ståle Solbakken til Jess Thorup - men har været ramt af de berømte terninger der er rullet mod deres favør. På længere sigt skal man naturligvis have ambitioner om et forene performance med faktisk output på et højere niveau for at gøre sig gældende helt i toppen af Superligaen. Foråret har været en strid omgang for søndagens hjemmehold, hvor de med rette kan ærgre sig over specielt målene imod.