Analyse: Et skridt frem, et skridt tilbage

Det startede med en eklatant brøler. En lang bold over Riveros og en fejlplaceret Maxsø kostede kort inde i kampen dyrt. Men derfra dominerede Brøndby tungt. Det skete med et udgangspunkt i den 4-3-3 Niels Frederiksen og teamet havde sat Brøndby op, hvor den største overraskelse var Daniel Wass igen var placeret som (højre) back efter en række kampe på midtbanen.

4-3-3 system er bygget simpelt op. Centralt i banen er de to stoppere og 6eren samt 9eren (Maxsø, Tshiembe og Radosevic med Divkovic på spids), mens de to backer (Wass, Riveros) sammen med de to 8ere (Greve, Slimane) og de to 10ere (Schwartau, Vallys) i hver side skal arbejde sammen og flexe i deres positioner for at tvinge modstanderen ud af deres struktur og finde de åbne rum.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Eksemplificeret ovenfor - meget simpelt handler det om trekanter. Trekanten mellem back - 8er - 10er. De skal, primært 8er og 10er, konstant rotere for at forcere modstanderne til at gå ud af position. Det fungerede klart bedst i højresiden, hvor Greve og Schwartau var dygtige til at finde hinanden, og tage løbene simultant, så det åbnede op for både bagrum til de dybe bolde eller på ydersiden i siderummet.

Indkøbte profiler og en ung rumtyder

Vallys udgjorde en særdeles dominerende figur i første halvleg fra sin position som venstre 10er. Konstant i bevægelse, konstant med en evne til at blive retvendt og se spillet udvikle sig to skridt før alle andre. Ved hans scoring var det Vallys selv der dropper ned på midtbanen, hvor han bliver spids i en trekant med Tshiembe, Vallys og Radosevic. Vallys lægger bolden af på førsteberøringen til Radosevic og vender 180 grader for at løbe dybt. Nyindkøbet timer sit køb, kommer fri i dybden - hvor han i øvrigt udviser en helt vanvittig splitvision. Evnen til at opfatte spillet og spilleres placeringer rundt om ham in motion. For Vallys når både at orientere sig mod keeperens placering og vurdere at han skal lade bolden gå forbi den i den position naturlige afslutningsfod for i stedet som et anden billiardskud at støde bolden ind med højre og udnytte fremdriften i afleveringen fremfor selv at skulle lægge power i skuddet.

En spiller der er blomstret op, og en anden der har sprunget ud, er henholdsvis Mathias Greve og Oscar Schwartau. De to offensivspillere viste mod Lyngby i første halvleg et særdeles forstående samarbejde, hvor de var gode til at cirkulere og på skift indtage positioner der gjorde livet svært for Lygnbys venstreside.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Ovenfor droppede Schwartau ned i det rum Greve forlod, da Greve trak op og ud til højre, hvorfra han kunne lægge et rigtig fint indlæg i boksen. Greve fortjener stor applaus for med sine dynamiske ryk at løbe gennem kæderne, og gøre det muligt for netop Schwartau at læse de rum der åbnes, hvor den unge offensivspiller virkelig viser sit potentiale

Det kneb mere i venstreside, hvor Riveros og Slimane aldrig rigtig nåede op på det samme niveau som Vallys, hvor især sydamerikaneren kæmpede med at få tingene til at lykkedes for alvor.

En udfordring var dog til tider Radosevic, når han ikke bliver sat i den situation han trives bedst i med bolden for fødderne: tilbagetrukken og med mulighed for at slå den lange gennembruds aflevering. Mod Lyngby modtog han bolden 41 gange, og under 5 gange vender han for at blive retvendt med bolden. Og i tæt på 80% af situationerne han modtager bolden i sker det på forsiden af Lyngbys første pres. I det korte spil centralt gik det for langsomt, og kroaten var kraftigt udfordret. Hvorimod han på det lange spil fortjener den sædvanlige ros, ligesom han også som altid erobrer et massivt antal bolde. Radosevic er et paradoks på banen, med meget klare plusser og minusser mod Lyngby.

Presset

Det Brøndby gjorde så godt i første halvleg mod bolden var at holde et aggressivt tryk på gæsterne fra Lyngby. Hver gang udeholdet troede de så en mulighed for at spille sig ud af presset var de omringet og lukket ned.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Brøndbys backer var gode til at skubbe op på Lyngbys wingbacker, mens midtbane og 10ere lukkede ned ind i banen. Boldbesiddelse var ikke det Lyngby samlede mest på i første halvleg, hvor de også producerede et stærkt begrænset offensivt katalog af skud.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Alt det der gik galt

Første halvleg havde været rigtig rigtig positiv. Anden halvleg blev rigtig rigtig dårlig. Alt det der fungerede i første halvleg fungerede slet ikke i anden halvleg. Hvor Brøndby havde været gode til at spille sig kort ud af Lyngbys forsøg på et pres udviklede det sig stik modsat. Brøndbys andel af lange afleveringer steg til det tredobbelte, og fra at have haft en rolig possession blev det forjaget, og med langt flere lange bolde.

Der manglede de blågule virkelig en lang norsk angriber, der desværre af tragiske personlige årsager ikke var tilgængelig i kampen. Men ikke destomindre ændrede Brøndbys boldbesiddelse sig. Der manglede ro i opspillet, de blågule stod dybere på banen, kom slet ikke lige så langt frem i presset - det blev simpelthen for passivt. Brøndby virkede fraværende og uden koordination.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Det blev bedst illustreret af anfører Andreas Maxsø, som bestemt ikke spillede sin bedste kamp mod bolden. For mens anføreren med bolden for fødderne fint får løst opgaverne, så har der været mangler i spillet mod bolden. Meget atypisk blev anføreren løbet i ryggen som illustreret ovenfor.

Det pres der havde fungeret så godt i første halvleg blev så ringe i anden halvleg. Det faldt fra hinanden. Fra at fungere som et hold blev det tungt, træt og endte med at fremstå uden en plan - selvom der naturligvis har stået en træner og et hold med en plan. Den blev bare ikke eksekveret. Hvorfor? Det er et godt spørgsmål. For Lyngby begyndte ikke pludselig at spille Champions League bold, så desto større et mysterie var det, at gæsterne kom retur i kampen.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Med indskiftningen af Kvistgaarden fik Brøndby en aggressiv frontløber ind, men det var også en angriber der desværre lavede en gung-ho pres alene, og det fungerer ikke. For i eksemplet ovenfor, så pressede Kvistgaarden op, men havde ikke holdet helt med sig. Det betød at Lyngby endte med at kunne spille sig forbi 4 Brøndbyspillere, fordi de ikke var nået med i pres.

Det er ikke fordi det var hverken Maxsøs eller Kvistgaardens fejl og de skal hænges ud for al dårligdom på banen for Brøndby. Det var bare symptomatisk i en passiv og ringe anden halvleg.

Sammenfatning

Brøndby spillede en virkelig god første halvleg, hvis man ser bort fra den koger defensiven har ved det første mål. Spillet med bolden var for det meste tålmodigt, omend også med fart og tryk på, når der opstod de rigtige ledige rum at arbejde i. Der var tryk på Lyngby, som fik meget lidt tid på bolden, og konstant blev omringet af gule trøjer. Det var virkelig en gennemført flot måde at løse kampen på i den 4-3-3. 8erne og 10erne vekslede ofte og godt i positionerne, hvor de sammen med backerne skabte trekanter at cirkulere bolden i.

Anden halvleg var passiv, ideløs og et alt for dybt Brøndbyhold, som endte med at spille for mange lange bolde og i den grad manglede Omoijuanfo som station oppe foran.

Lyngby excellerede ikke med spontant Champions League spil, men fik via den åbenlyst rette strategi på dødbolde sat Brøndby skakmat.

Brøndby gav sig selv chancen for at vinde kampen, men forsømte at gribe ud og tage sejren, hvorfor det til stor skuffelse endte med 3-3.