3POINT
Josip Radosevic og Morten Frendrup

Teis Markfoged

Nyheder7. nov. 2020

Analyse: Et hold med en plan

I forrige rundes Superliga spillede Brøndby på udebane, hvor turen gik til Aalborg og et besøg hos AaB. Men i 2020 har AaB været lidt af en skrækmodstander for Brøndby. I fire kampe er det blevet til fire nederlag, for søndagens opgør fortsatte trenden i 2020, da Brøndby tabte 2-1. Det skete efter en kamp som udstillede Brøndby, for AaB kom med en gameplan der satte gæsterne skakmat. Offensivt blev det for sjældent farligt, og da AaB skabte den klare majoritet af chancer i kampen var der derfor intet at indvende mod slutresultatet.

3point person
Kasper Pedersbæk7. nov. 2020

AaB leverede en af sæsonens taktisk mest spændende kampe i opgøret mod Brøndby - mere om det om lidt. Hjemmeholdet stillede på papiret op i en 3-4-3, hvor bagkæden var markant forandret. For den normale back Kristoffer Pallesen havde udgangspunkt som yderstopper i bagkæden - en spiller som var decideret kampafgørende for AaB, som derudover bestod af Thellander og Granli. Børsting og Ahlmann udgjorde wingbackerne, mens midtbanen bestod af Hiljemark sammen med Pedro Ferreira med en frontrio bestående af Ivar Fossum, Prica og Lucas Andersen.

Brøndby stillede i den velkendte 3-5-2, hvor bagkædens eneste ændring bestod i Hermannsson der erstattede karantæneramte Rosted, mens Maxsø og Jung var de sidste to stoppere. Wingbackerne bestod af Peter Bjur (erstattede en skadet Mensah) og Andreas Bruus, mens midtbanen var uforandret fra forrige kamp med genvalg til Radosevic (som den dybe 6\\\\\\\'er) med Lindstrøm og Frendrup som de to 8\\\\\\\'ere. Forrest spillede Pavlovic ved siden af Uhre.


1604707679-export-2020-11-03T230353.613.png

Nanna Møller Karlsen © All rights reserved

Relativt tidligt i kampen viste AaB sig at have en gameplan der indeholdt to markant forskellige positioneringer med og uden bold. Og der var ikke megen 3-4-3 over nogen af delene. I boldbesiddelse lod AaB Pallesen skubbe højt og bredt med en positionering som en højre wingback - som angivet på ovenstående grafik. Det efterlod de to resterende stoppere (Thellander og Granli) centralt i banen. AaB ville rigtig gerne have Oscar Hiljemark på bolden, ham skabte AaB plads til i venstre halvrum, for hvor Bjur til venstre kunne skubbe højt på Pallesen, så lod AaB Jacob Ahlmann skubbe højt til venstre for at holde Bruus beskæftiget, mens Hiljemark så fandt det ledige venstre halvrum og kunne komme på bolden i ro. For centralt lod AaB Fossum og Lucas Andersen droppe ned i banen for at supplere Ferreira og komme i overtal mod Brøndbys midtbanespillere.


1604707676-export-2020-11-03T231533.857.png

Nanna Møller Karlsen © All rights reserved

Modsat var AaB uden boldbesiddelse meget tydelige i deres positioneringer. Man lod Børsting og Ahlmann gå dybt i banen, nærmest som deciderede backer, mens Fossum og Lucas Andersen blev til kantspillere på midtbanen, og så var Brøndby oppe mod en 5-4-1, hvor AaB havde dobbelt dækning på siderne, så Brøndbys wingbacker stort set altid stod i undertal i en 1-vs-2 situation, og derfor havde sværere ved at bryde igennem.

Manglende koordination i presspillet

Brøndby i skrivende stund er ikke et Brøndbymandskab som følger den spillestil der er udlagt i strategien for klubben. Dertil er presspillet ganske enkelt ikke godt nok, aggressivt nok og modigt nok. Mod AaB var det ukoordineret og efterlod AaB med alt for gode muligheder for at spille sig ud af det.


1604707657-export-2020-11-06T134926.972.png

Nanna Møller Karlsen © All rights reserved

Ovenstående grafik viser et godt eksempel på et halvhjertet ukoordineret presspil. AaB er egentlig trængt op i en krog. Pallesen har bolden helt ude ved sidelinjen. Men Thellander løber nogle meter frem, kan upresset modtage bolden, spille den videre til Ferreira, som med en simpel pasning ud til Børsting på kanten fører AaB forbi Brøndbys seks forreste spillere, ud af presset og ind i Brøndbys mellemrum.


1604707672-export-2020-11-04T192734.320.png

Nanna Møller Karlsen © All rights reserved

Ovenfor et andet eksempel. Brøndby har presset AaB ud på kanten, men med to simple pasninger spiller AaB sig ud af presset og kommer igen på bagsiden af Brøndbys første pres. For ofte mod AaB var det et halvhjertet pres, hvor Brøndby spillede med livrem og seler, kun pressede med få spillere og ikke fik det maksimale ud af anstrengelserne, mens man andre gange endte ud i et ukoordineret pres der var for nemt at spille forbi.

Presset centralt fra AaB

Brøndby havde udfordringer med at spille bolden op centralt i banen. For meget lå på Jesper Lindstrøm, og med det in mente var det nemt for AaB at lukke Brøndbys opspil ned.


1604707666-export-2020-11-04T194423.035.png

Nanna Møller Karlsen © All rights reserved

AaB vidste at de skulle lukke det centrale rum op gennem banen, hvorfor hjemmeholdet i presset var meget bevidst om at lukke ned centralt og kun åbne op for at Brøndby fik bolden ud til yderstopperne, gerne Hermannsson, og så lod presset falde så han kun havde mulighed for høje bolde dybt i banen.


1604707675-export-2020-11-03T231114.611.png

Nanna Møller Karlsen © All rights reserved

Ovenfor et godt eksempel på hvordan AaB oftest udførte presspillet. Man sideforskød bagkæden, lod Andersen og Fossum falde ned på midtbanen, så AaB kom i overtal centralt. På grafikken ses det hvordan Maxsø ingen muligheder har frem centralt i banen, hvor AaB med fire mand (med Prica som den femte forreste spiller) trumfer Brøndby i antal, mens man blot lader Børsting forblive bredt for at lukke sideskiftet til Bjur ned. Mulighederne var få og det blev til rigtig mange sidevers afleveringer for Brøndby.

Fra hjemmeholdet spillede Ferreira en nøglerolle, og hans indsats var en kæmpe del af det fundament til sejren som AaB lagde. Utrættelig defensivt arbejde, og med plads og tid på bolden til at aflevere bolden fremad.

Det kom også til udtryk i statistikken for Brøndbys afleveringer i kampen. Af 532 afleveringer i alt var de knap 200 af dem på tværs af banen. Det er 37% af samtlige aflevering der gik på tværs. Et kig på de tre midtbanespillere viser også at de tilsammen blot havde 41 fremadrettede afleveringer. Det kan tilskrives AaBs overload af spillere centralt i banen, at det blev svært at finde rum at spille bolden frem i. For sammen med midtbanespillerne havde også wingbackerne en tung dag på området for fremadrettede afleveringer, de havde flere bagudvendte afleveringer end modsat.

De defensive kvaler

AaB havde held til, med deres assymetriske opstilling, at vride Brøndby ud af den defensive struktur. Det var kløgtigt angrebsspil fra AaBs side af, nedenfor et skabeloneksempel på hvordan hjemmeholdet angreb over Brøndbys venstre forsvarsside.


1604707670-export-2020-11-04T200211.738.png

Nanna Møller Karlsen © All rights reserved

Man lader Lucas Andersen falde ned i banen og lokker Radosevic med ham, samtidig trækker Børsting ind i halvrummet, fordi \"hans\" wingback-position bliver overtaget af Kristoffer Pallesen (der skubber op og ud fra hans udgangsposition som stopper). Det tvinger Jung frem på Børsting, Bjur på Pallesen, og i et øjebliks uopmærksomhed løber Lucas Andersen i Radosevics blinde side og kan true i halvrummet.


1604707664-export-2020-11-04T200813.152.png

Nanna Møller Karlsen © All rights reserved

Et andet godt eksempel kom ved målet til 1-0. Her løber Pallesen igen dybt som decideret wingback, hvor Bjur forivrer sig og lader sig lokke med dybt, men dog har set Pallesen for sent. Jung er tvunget frem på Børsting, så da indlægget fra Pallesen falder er Jung væk fra det forreste område, hvorefter AaB scorer på bagerste stolpe - iøvrigt efter lige så sløset defensivt wingbackspil fra Bruus.


1604707656-export-2020-11-06T135620.577.png

Nanna Møller Karlsen © All rights reserved

Brøndby havde kvaler med at få lukket Lucas Andersen ned, og AaB var gode til at finde ham i mellemrummet.

Brøndbys opspil led

Brøndby led, som tidligere nævnt, i opspillet. Det centrale rum var lukket, og bagkæden og Radosevic havde rigtig svært ved at finde Lindstrøm. Og med Lindstrøm ude af spillet stod det svært til for Brøndby med at finde spillere i mellemrummet der kunne vende med bolden. Med både Frendrup og Radosevic på banen samtidig blev det for omstændigt.


1604707662-export-2020-11-05T005727.507.png

Nanna Møller Karlsen © All rights reserved

Det blev meget overladt til specielt Radosevic at skulle slå nogle umulige bolde på tværs af banen. Ovenfor et fint illustreret eksempel på angrebsspillet i specielt anden halvleg. AaB pakkede det centrale rum, overlod lidt plads på kanterne, men gjorde det overordentligt svært for Brøndby at få profit af det.

Konklusion

Kampen i Aab viste meget godt Brøndbys kvaler i indeværende sæson, nemlig de præcis samme som i forrige. Man evner ikke at skabe nok chancer. Offensiven tørrede ud som kampen skred frem. Mod AaB var der også et stykke fra den solide defensiv der tidligere sås som et varemærke hos Brøndby. At tillade 2.11 xG er ganske enkelt ikke top 6 klasse.

Nu er der ikke grund til at gå i panik på baggrund af en enkel kamp, men henover den næste måned skal der ske en ændring, så man finder tilbage til den solide defensive ramme, og får sat flere pasninger sammen fremad banen. Og så savner jeg modet til at spille mere offensivt, til at spille med flere folk fremad banen og ikke lade det være så nemt for modstanderen at lukke offensiven ned ved at lukke Lindstrøms arbejdsområde.

Kampen mod AaB var ikke på et godkendt niveau hverken defensivt eller offensivt.

Mest kommenterede nyheder