
Freja Borne
Analyse: Er Brøndbys resultater valide?
En ting er subjektiv vurdering af Brøndbys spillestil, noget andet er rå objektiv performancedata og den historie det fortæller. 3point.dk har kigget nærmere på de blågules potentiale og faktiske resultater under Jesper Sørensens ledelse. For står resultaterne mål med præstationerne?

ANALYSE-SPONSOR: 3point.dks venner
Vil du have mere analyse fra Kasper Pedersbæk? Så meld dig ind i 3point.dks venner og støt os med et månedligt eller årligt beløb. På den måde sikrer du, at vi fortsat kan levere så meget analyse, som vi gør. MELD DIG IND HER.
Den subjektive holdning til Brøndbys spillestil er lige så mangfoldig, som der er fans, eksperter og andre med holdninger til de blågules kampe. Noget andet er performancedataen bag resultaterne.
De store spørgsmål om validiteten
3point.dk stikker spaden dybt i mulden i denne analyse, hvor den subjektive holdning og analyse af spillestilen bliver pakket helt tilside, og der alene ses på performancedataen bag resultaterne. Her undersøger vi, hvorvidt potentialet også kan rumme de faktiske resultater, og tager temperaturen på Brøndbys placering og præstationer i 2023.
Groft sagt fortæller expected goals os, hvorvidt der er bund i resultaterne, eller de blågule har levet over evne, og ikke i længden ville kunne forvente de samme resultater ud fra præstationerne. For som det gælder med budgetkontoen i privatøkonomien, så kan alle have minus på kontoen over en kortere tid, men i længden kommer banken på besøg for at indkassere deres tilgodehavender, således også med expected goals, hvor alle hold kan levere resultater “udover det logiske”, men over tid vil forfalde til deres forventede gennemsnit igen.
Denne analyse forholder sig derfor ikke til spillestil, men validerer udelukkende, hvorvidt der er bæredygtighed i resultaterne eller ej.
De rå performancedata
Nedenstående grafik illustrerer xG (egne chancer) og xGA (chancer imod), den første viser Brøndbys performancedata for 2022, altså anden halvdel af 2021/22 sæsonen og første halvdel af 2022/23 sæsonen - altså tiden op til Jesper Sørensen overtog trænersædet.
Den næste grafik viser Brøndbys performancedata fra januar 2023 og frem t.o.m 17. runde i indeværende sæsons Superliga.
Først lidt om 2022, året op til Jesper Sørensen tog over som cheftræner. Her havde Brøndby tilbragt størstedelen af året med en negativ Expected Goals Difference.
På nær en kort periode i det tidlige forår 2022 producerede modstanderne altså kontinuerligt flere chancer mod Brøndby, end de blågule selv skabte i kampene, på den måde ville Brøndby over tid tabe flere kampe, end de ville vinde.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
I det tidlige stadie af 2023 producerede Brøndby en højere xG end der blev tilladt imod (xGA). Henover foråret faldt evnen dog til at skabe egne chancer, mens defensiven gik den modsatte vej og i en kort periode steg til omkring 2 xGA pr 90 i snit.
Efterfølgende blev evnen til at afholde modstanderen fra chancer forbedret i resten af foråret, hvor Brøndby på samme tid fik stabiliseret den offensive produktion, og holdt klubben i et stabilt plus på chancerne.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Efteråret 2023 bød på en dårlig start, hvor Brøndby tillod en markant høj andel af chancer imod, mens de omvendt havde en begrænset offensiv produktion. Indledningen på 2023/24 sæsonen pegede mod nederlag snarere end sejre.
Det ændrede sig kort inde i sæsonen, hvor Brøndby fandt en mere stabil produktion af chancer, ligesom defensiven tillod mindre og mindre imod, og der blev skabt et sundt plus på differencen mellem xG og xGA.
Plusset på expected goal difference blev holdt stabilt en stor del af efteråret indtil slutningen, hvor Brøndby kunne se deres defensiv blive mere åben og tillade flere chancer til modstanderne.
En kort overgang blev chancekontoen sat i minus, men det rettede sig hurtigt op inden slutningen på efteråret, og kom atter i plus.
Analyse: Et skib uden kurs skulle finde sin kurs
For at analysere på præstationen gennem 2023 kigger vi på to nøgleparametre:
- Expected Goals Difference (= xG - xGA)
- Den faktiske måldifference (scorede mål - indkasserede mål)
Det første parameter illustrerer potentialet, det næste viser den faktiske præstation.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
På ovenstående grafik fortæller dataen os X ting om foråret 2023’s præstationer:
- Brøndby indledte med at høste som de sår, et plus på xGD gav også en positiv målforskel.
- Potentialet dykkede drastisk en tredjedel inde i foråret, hvor xGD gik stejlt ned, men her blev Brøndby samtidigt ramt af en statistisk modgang og indkasserede markant mere end de kunne forvente
- Resultaterne krøb stille og roligt tilbage mod det forventelige ud fra præstationerne, og ramte endda en vis overproduktion af mål
Sommerpause og en ny sæson, 17 runder i efteråret, hvor performancedata ligeledes fortæller os nogle pointer:
- Brøndby oplevede en dårlig start på sæsonen, en xGD i minus og en målscore i plus, ikke en holdbar løsning på sigt, og sejrene i denne periode kom mod det sandsynlige
- Derfra oplevede Brøndby den midterste del af efteråret som god, hvor xGD var stabilt i plus og måldifferencen ditto positiv
- Langsomt oplevede de blågule dog at xGD bevægede sig mod 0, og en kort overgang endda var i minus
- Kurven for måldifference fulgte synkront med, og det var i denne fase naturligt at sejrene ikke kom i samme grad som tidligere
- I denne periode var der for første gang siden sæsonindledningen en mindre risiko for nederlag ud fra skabte chancer
- Præstationerne rettede sig igen op kort før vinterpausen
Konklusion: En overpræstation og så stabilitet
Brøndby oplevede et forår med en vis ustabilitet, store udsving i potentialet og lige så store udsving på den faktiske måldifference.
I efteråret 2023 indledte Brøndby dårligt, men formåede derfra at producere et stabilt plus på chancerne, et plus der blev fulgt op med en tilsvarende positiv måldifference før end de blågule sidst på efteråret igen oplevede en vis recession i evnen til at skabe flere chancer end modstanderne.
På trods af at Brøndby har oplevet en mindre grad af medvind på resultaterne (i starten af sæsonen), så har de stadig over 17 runder præsteret til at placere sig i den øverste fjerdedel af Superligaen, vurderet ud fra performancedata. Ikke til at være et førerhold, men til at placeringen i top 3 er berettiget.
Og husk. Denne analyse er alene baseret på performancedata, og forholder sig ikke til det taktiske udtryk, formationer eller lignende.