
Teis Markfoged
Analyse: En sløj præstation viste fundamentets styrke
Søndag aften spillede Brøndby på hjemmebane mod oprykkerne fra Vejle Boldklub, hvor det blev til en sejr på 2-1 efter en kamp som, og her fornærmer man næppe nogen, ikke just bød på smuk sambafodbold, men som ikke desto mindre gav de blågule fuld pointhøst. Det var en kamp, hvor præcisionen og de tekniske færdigheder havde en offday. For når selv Jung laver tekniske fejl, så ved man tingene ikke kørte som smurt. Men alligevel var der lyspunkter at hive med fra kampen, for trods knas i maskineriet, så viste holdet det fundament som cheftræner Niels Frederiksen har lagt. 3point.dk har taget analysebrillen på, og bringer her et nærmere kig på kampen.

Vejle stillede til opgøret på Brøndby Stadion fra start i på papiret en 4-3-3 i form af Mølgaard, Kolinger, Ojala, Bengtsson - Hetemi, Ramadani, Engel - Sousa, Onugkha, Faghir. Trods kimen til en offensiv minded opstilling var Vejles udtryk på banen i første halvleg noget modsat.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
For i praksis trak begge yderangribere (Sousa og Faghir) dybt ned på siderne og agerede dobbelt beskyttelse ved i samarbejde med den pågældende back (Mølgaard og Bengtsson) fra bagkæden at gøre livet svært for Brøndbys wingbacker. Og på trods af Sousa var den klart mest udisciplinerede i tilbageløbet fik Brøndby aldrig sat Peter Bjur i tilstrækkelig grad op til gennembrud i den side.
For Brøndbys vedkommende var det et genvalg til startopstillingen fra forrige rundes sejr mod Lyngby. Hermannsson, Maxsø, Jung - Mensah, Bjur - Frendrup, Lindstrøm, Radosevic - Uhre, Hedlund. Her var det interessante valget af midtbanespillere. I udtalelserne op til kampen forventede man fra trænerstaben i Brøndbys side af, at Vejle ville spille mere med i kampen og gå højere op, hvorfor et valg af både Radosevic OG Frendrup gav god mening som bolværk, og så med Lindstrøm til at arbejde i mellemrummet for at blive retvendt mod Vejles mål.
I spillet uden bold pressede Brøndby igen, som også set mod Lyngby, mere i en 3-4-3 med Lindstrøm som midterste fikspunkt i presset og med. Uhre / Hedlund til at arbejde på siderne.
Vejles defensive udgangspunkt
Men Vejle stod oftest meget lavere på banen (i første halvleg). De stod som beskrevet foroven dybt på egen halvdel i en 4-5-1 med utrolig kort distance mellem kæderne. Det gjorde præmisserne for at sætte Lindstrøm op sværere. For Radosevic er god til at bryde kæderne med pasninger, men der manglede et alternativ som kunne flytte bolden ved at drive den frem med løb.
For med Lindstrøm der trak frem for at modtage bolden i mellemrummet og en Frendrup der ligeledes løb en masse meter (uden bolden) blev der et hul i opspillet. Der manglede et bindeled centralt på banen.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Illustreret på ovenstående grafik, hvor Brøndby er ved at bygge spillet op i bagkæden. Lukas Engel holder kort snor i Radosevic, og så er der for langt op til Lindstrøm og Frendrup der kom for tidligt højt i banen, så Vejle kunne lukke de muligheder ned. Boldomgangen var også for sløset. Tekniske fejl sneg sig alt for ofte ind, og når Jung efter en halv times spil flere gange havde leveret hovedrystende afleveringer, så stod man som iagttager med følelsen af det var en dag med knas i maskineriet.
Det betød også at Lindstrøm drev mere ud i side- og halvrummene for at finde pladsen, da Vejle stod meget kompakt og var gode til at lukke det centrale rum ned. Som udgangspunkt fint, men man hørte også Niels Frederiksen flere gange skreg til Brøndbys topscorer om at komme ind igen.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
For meget tilbage
Hidtil i sæsonen ligger Brøndby med lige over 4.0 afleveringer i snit pr. boldbesiddelse, men mod Vejle var man oppe på 4.9 pr. boldbesiddelse. Det er en ret markant stigning for dykker man ned i tallene, så lå de ekstra afleveringer som bagudrettede afleveringer (et tal som i denne kamp lå 18% højere). Det underbygger meget fint et billede af kampen, hvor Brøndby for ofte manglede muligheder frem i banen og blev tvunget til at cirkulere bolden retur i banen for at forsøge modsat.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Som kampen skred frem blev mere og mere synligt det tekniske niveau i dagens kamp haltede. Præcisionen haltede. Det der dog kan trøste en som iagttager var, at det ikke var på baggrund af et pres fra modstanderen, men uprovokerede tekniske fejl, hvor blandt andre Jung må tage sin del på kappen.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Brøndby forsøgte med Jung fremme som 6er i opspillet igen, men her skal Vejle roses for at være opmærksomme, hvor de i høj grad fik lukket tyskeren ned ved at afskære de vinkler som de øvrige spillere i bagkæden kunne finde Jung via.
Nøglen, som alt for sjældent blev fundet og benyttet, var en hurtig cirkulation af bolden. Men et fremragende eksempel var til gengæld målet til 2-0. For en returbold bliver vundet centralt i banen, hvor Radosevic slår en fænomonal førstegangsaflevering med det rette curl ud på kanten til Bjur der kan få lavet indlægget (som Bengtsson får dirigeret i eget net).

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Et solidt fundament efter det gik i stå
Vejle ændrede sin tilgang til kampen ret markant til anden halvlegs begyndelse. Man gik højere i banen for at presse, ændrede sin formation en smule så den bar mere præg af en 4-4-2, og lod Faghir træde frem ved siden af Onugkha. Det tvang også Jung til i mindre grad at agere 6er i opbygningsspillet.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Og her må man så også ydermere rose Vejle konsekvent at lade en af deres kanter skubbe med frem i presset, så de udlignede det ellers nummeriske overtal i opspillet Brøndby havde med tre mand i bagkæden.
Men i den fase af kampen som fulgte var også en fase, hvor Niels Frederiksens arbejde med at skabe et fundament skinnede klart og tydeligt igennem. For i en kamp, hvor det offensive ikke flød, så stod Brøndby det til trods stadig godt organiseret, hvor Vejle ikke blev tilladt igennem til mange muligheder.
Helt afholdt fra afslutninger blev gæsterne ikke, men i rigtig høj grad skete de (afslutninger) fra relativt ufarlige positioner - fra positioner hvor der statistisk set ganske enkelt ikke scores så ofte fra.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Ovenfor er et fint eksempel på hvordan Brøndby har den defensiv struktur på plads. Banen er dækket rigtig fint af, Vejle spilleren i boldbesiddelse har ikke farlige afleveringsvinkler frem i banen og Brøndby står kompakt.
.png)
Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Et andet eksempel ses ovenfor. Sousa får bolden på kanten, men Mensah er opmærksom og går frem i et pres, Radosevic er forudseende og lukker det bagrum der opstår bag Mensah (som en Vejlespiller ellers gerne vil løbe i), mens Lasse Vigen glider ned og lukker vinklen henover midten i banen
De sidste 25-30 minutter af kampen BLEV afviklet med alt for mange lange afleveringer. Spillet blev for hektisk. Brøndbyholdet fik ikke flyttet sig langt nok frem på banen. Det blev lidt afhjulpet med indskiftningen af Lasse Vigen. Han løb flere gange med bolden, og punkterede presset fra gæsterne. Men det blev aldrig rigtig rigtig pænt, og Pavlovic endte rigtig ofte med at stå meget alene.
.png)
Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Det til trods fik serberen faktisk raget flere bolde til sig, det blev bare ikke fulgt op med medspillere der tog løbene op omkring Brøndbys nummer 9.
Konklusion
En kamp der absolut ikke hørte til på listen over velsmurt udførte kampe. Alt for mange uprovokerede tekniske fejl. Et setup hvor der kom for stor afstand mellem opbyggende spil og det afsluttende spil, hvilket antallet af afslutninger (også målt på expected goals) også bar synligt præg af.
Men det blev også tydeligt i kampen at Brøndby har et solidt fundament at falde tilbage på, når det fremadrettede spil ikke fungerer. Man fastholdt en godkendt defensiv organisation, og netop derfor udviklede kampen sig ikke til et skydetelt af muligheder for Vejle.
Det fundament som Niels Frederiksen talte om først skulle bygges viste mod Vejle sit ansigt, og, når kampen så ikke udvikler sig som ønsket, er dét noget Brøndby har manglet, og som er pointgivende.