3POINT
Thomas Mikkelsen Brøndby Stadion

Teis Markfoged

Nyheder16. maj 2023

Analyse: Ejerskabets dagsorden for sommerpausen

Brøndby står foran en skelsættende sommer. En ny ejerkreds sidder om bordet i bestyrelseslokalet, og de kan skue ud over et blå-gult landskab med opgaver der skal løses. 3point.dk opridser situationen, og peger på punkterne på dagsordenen, som ejerskabet kan blive blive nødt til at adressere henover sommerpausen.

3point person
Kasper Pedersbæk16. maj 2023

Brøndby fik henover sæsonen nyt ejerskab, da Global Football Holding overtog aktiemajoriteten, og dermed også beslutningsretten i den professionelle gren af Brøndbyernes IF.

Sæsonen 2022/23 er endnu en håndfuld kampe fra at finde sin afslutning, men så meget kan siges på forhånd. Præstationerne har været blandet, resultaterne lige så, og lige midt i det hele var der også et trænerskifte midt i sæsonen - kort efter GFH overtog klubben, blev Jesper Sørensen præsenteret som ny cheftræner. Det er ingen overdrivelse at sige, at sæsonen ikke kommer til at leve helt op til ambitionen (naturligvis præget af ovennævnte begivenheder undervejs).

Med et halvt år for bordenden af mødebordet i bestyrelseslokalet er det også den første pause (i fodboldsæsonen) under det nye ejerskab, der venter forude. Så hvilke punkter kunne være relevante for det nye ejerskab at tage på dagsordenen, 3point.dk opridser nogle punkter der kunne være med i overvejelserne nedenfor.

Klar kommunikation - hovedet ud af busken
Et halvt år er gået, et halvt år med tæt på total radiotavshed fra det nye ejerskab. I sommerpausen skal GFH dødpine komme på banen med en klar og tydelig kommunikation, ikke flere floskler, ikke mere uklar tale, de skal på banen med en glasklar strategi og tydeliggøren for, hvordan Brøndby skal drives fremadrettet. Der er behov for at linjerne bliver tegnet op, der skal sættes en ramme, som fans og andre interessenter omkring klubben kan forholde sig til. Det er skortet med klar tale, og det er et kæmpestort punkt ejerskabet skal adressere. Klar kommunikation om vejen frem er åbenlyst en af de brosten der skal lægges på den vej der fører kluibben fremad, og kan være med til at bane vejen for en vis grad af forening. I skrivende stund står der for mange spørgsmål og blafrer i vinden.

Forsoning med en splittet fanscene
Der er de facto en splittelse ned igennem fanscenen i Brøndby IF. Ikke blot mellem de mest indædte modstandere af det nye ejerskab (GFH), men også internt blandt fansene omkring klubben. Det bør være på ejerskabets dagsorden at arbejde hen imod en løsning, hvad end den så måtte være. Der findes ikke den gyldne løsning, der hvisker alt væk, det kræver hårdt arbejde, forhandlinger og givetvis kameler, der skal sluges. Men punktet er oplagt på ejerskabets dagsorden. Er det også realistisk? Det må fremtiden vise.

Evaluering af den sportslige ledelse
Carsten V. Jensen har siddet med rorpinden i hånden gennem 4 år, og har skulle navigere i dybt forskellige farvande. Fra sparetider og profilsalg over mesterskab med flere hjemmedyrkede talenter over flere store salg, erstatninger for disse salg og endnu profilindkøb, for ikke at nævne et trænerskifte fra Niels Frederiksen til Jesper Sørensen. Det nye ejerskab kunne tænkes at ville evaluere fodbolddirektørens virke og fremtidige engagement i klubben. Kan situationen forekomme, hvor CV og Brøndby skilles, det er i fodboldens omskiftelige verden ikke en mulighed der skal udelukkes. Læg dertil nyheden, der har floreret omkring Jan Bech Andersens møde med en spansk sportsdirektør. Er CV reelt fyringstruet her og nu, næppe, men hans position på den lange bane kan være på ejerskabets dagsorden, efter de har set klubben an i et halvt år.

Ansættelse af en teknisk direktør
Brøndby har levet en flakkende tilværelse, hvad angår den røde tråd gennem indkøbene til truppen og den sportslige ramme som førsteholdet har opereret under i en årrække. Spillestilen har varieret efter hvilken cheftræner der har været, og indkøbene til truppen derefter. En mindre indgribende, men lige så vigtig position, der kunne besættes, ville være at tilknytte en teknisk direktør i klubben. En der kunne varetage en rød tråd gennem rekrutteringer, både på træner- såvel som spillerfronten.

Er Jesper Sørensen ejerskabets mand?
Jesper Sørensen trådte til som træner stort set samtidig med at GFH officielt trådte til som majoritetsejere i Brøndby. Har GFH nikket ja forud for valget af Jesper Sørensen, utvivlsomt. En så markant justering i personalet blev klappet af med ejerskabet inden, men det er ikke det samme som at Jesper Sørensen er ejerskabets mand på den lange bane. GFH vil i sommerpausen have tid og en oplagt pause til at evaluere cheftrænerens fremtid. Er det så ensbetydende med at Jesper Sørensen er massivt fyringstruet - ikke nødvendigvis, men det er oplagt for ejerskabet at analysere forårets udvikling og fremtidige målsætninger, og vurdere, hvorvidt det på den lange bane er den vej man ønsker at gå. Sker der ændringer på posten som cheftræner, vil en ændring i den øvrige sportslige ledelse oplagt  også have fundet sted.

HVILKE PUNKTER SYNES DU DET NYE EJERSKAB SKAL ADRESSERE HENOVER SOMMERPAUSEN - OG NOGEN OM MULIGT
 

Mest kommenterede nyheder