Analyse: Disse 1. divisionsspillere bør Brøndby gå efter
Med Brøndbys skrantende økonomi in mente, har der tidligere været spekuleret i at klubben vil forsøge at hente flere profiler fra landets næstbedste række. Vi h

Med Brøndbys skrantende økonomi in mente, har der tidligere været spekuleret i at klubben vil forsøge at hente flere profiler fra landets næstbedste række. Vi har spurgt en kommentator og en Bet25 Liga-ekspert hvem der kan være næste mand i rækken. Brøndby hentede i sommers Christian ”Greko” Jakobsen i FC Roskilde, og fulgte i vinters op med at hente David Boysen i Lyngby. To divisionsspillere, som begge har slået deres navne fast i Brøndby-truppen, som dermed åbner op for at Brøndby ikke har hentet deres sidste spillere i 1. division. Men hvem skal være den næste? Det har vi spurgt to journalister om, som begge følger 1. division tæt. Henning Andersen, freelance-reporter hos bold.dk - Jeg ville gerne have peget på en mulig afløser for Riza Durmisi, men jeg synes, at der mangler oplagte emner på backpladserne i 1. division, siger Henning Andersen til 3point.dk, og peger derfor på følgende tre spillere som muligheder: Boubacarr Sanneh, AC Horsens (21 år) - Der er få udenlandske spillere i dansk fodbold, der aldrig har spillet i Superligaen, men alligevel har den klasse, som AC Horsens' ghaneser Boubacarr Sanneh har. Selv om "Bouba" kun er 183 cm høj, har han bogstavelig talt høj klasse i luftspillet takket være en glimrende timing, og han er virkelig godt bygget. Skal man sammenligne ham med en anden mørklødet juvel med en fortid i dansk fodbold, synes jeg, at hans spil giver mindelser om Uche Okechukwu, der jo som bekendt var et stort hit i BIF i sidste århundrede. Sanneh har et år tilbage af sin kontrakt med AC Horsens, og der er ikke nogen tvivl om, at der vil være hård kamp om hans signatur på en kontrakt denne sommer. Men når man som BIF skal bygge noget nyt op, er det sjældent nogen ulempe at have unge spillere til sin rådighed, da de er nemmere at forme taktisk og fysisk ift. den spillestil, man gerne vil opbygge. Robert Skov, Silkeborg IF (20 år) - Et af Brøndbys problemer har i min optik været, at der har manglet noget kontinuitet i holdsammensætningen, og at det derfor har været svært for først Thomas Frank og siden Auri Skarbalius at få sammensat en fast stamme at spille ud fra. Det har blandt andet kostet offensivt, hvor Thomas Kahlenberg har siddet alt for meget udenfor. En afløser for ham kunne være Silkeborgs unge offensive trumfkort Robert Skov. Skov har gennemgået en hastig modning for de røde fra Silkeborg, siden Peter Sørensen overtog holdet. Han har dog primært huseret på højrekanten, men har også den vision, der skal til for at kunne sætte holdkammeraterne i scene, og selv være målfarligm bl. a. takket være gode dribleegenskaber. Med Skov er det dog primært potentiale, man investerer i, og ifølge mine oplysninger forlænger Skov sin kontrakt hos Silkeborg. Den nuværende aftale løber til næste sommer. Hallur Hansson, Vendsyssel FF (23 år) - En anden mulighed kunne være den i den brede offentlighed ganske ukendte Hallur Hansson. Hansson har en fortid hos AaB, men det var ingen succes for den færøske landsholdsspiller, der ikke følte, at hans udvikling blev tilgodeset med nok spilletid hos de bolchestribede. Men han har fået sit seniorgennembrud hos Vendsyssel. Hansson har en god motor, og har en ganske udviklet næse for at spille bolden hen, hvor det gør ondt på modstanderne. Samtidig har han et godt hug fra distancen, og er ikke bange for at tage fra rent defensivt. Daniel Ortved, kommentator hos TV3Sport - Jeg synes egentlig, at der er mange gode emner for Brøndby i Bet 25 Ligaen med deres nye stil in mente, så jeg har fundet 7. Generelt er spillerne derfra undervurderede, ligesom mange fra 2.division er det (se bare Frederik Tingager i OB, der kom fra Holbæk og Brøndbys Greko, der kun nåede kort tid i Hvidovre inden han tog næste skridt), siger Ortved til 3point.dk, og siger samtidig at han bevidst vælger at se bort fra HB Køges Kristian Pedersen, da han vil være for dyr. På denne baggrund har Daniel Ortved anbefalet: Jens Martin Gammelby, Silkeborg (21 år) - En af de bedste “historier” i Silkeborg IF i de senere sæsoner. Han var egentlig angriber på U19-holdet, men Jesper Sørensen hev ham op og brugte ham som central forsvarer i foråret 2014, hvor han var blandt rækkens bedste i dét forår. Han spillede stort set hele Superliga-sæsonen 2014/15 som forsvarer under Jesper Sørensen og defensiv midtbane under Kim Povlsen. Hans blik for spillet og forudseenhed gør, at han kan kompensere for den manglende topfart, uanset hvor han spiller. En idé-rig træner som Zorniger vil sikkert kunne anvende ham på flere forskellige positioner alt efter modstanderen, og kunne tænkes at sætte pris på hans evner med bolden i de faser af spillet, hvor der skal tankes kræfter til det hårde, skånselsløse pres. Gammelby går ind i sit sidste år af kontrakt, men der vil givetvis være konkurrence om at hente ham denne sommer. Bubacarr Sanneh, AC Horsens (21 år) - Den største salgsvare i Bet 25 ligaen og den måske afgørende brik i AC Horsens’ oprykning, hvor forsvaret har lagt det altoverskyggende fundament, og det med Sanneh i hjertet. I Horsens mener de ikke, at danske klubber har råd til ham, hvilket kunne indikere, at han måske ikke ligefrem - alene på prisen vurderet - er et røverkøb. Han er en no-nonsense forsvarer med kæmpestort “F”, som til trods for en højde på 183 cm vinder så godt som alle sine dueller i boksen. Han har også vist sig enormt farlig på standardsituationer, hvor han ligeledes oftest kommer højest til vejrs. Han er dyr, selv for Superliga-standarder, men han er til gengæld mere end klar til det niveau. Søren Henriksen, Vendsyssel FF (24 år) - Måske en af de mest undervurdere forsvarsspillere i Bet 25 Ligaen i kraft af sin evne til både at levere de klassiske forsvarsdyder, men samtidig kunne sætte spillet med bolden. Han er særligt interessant i et Brøndby-perspektiv, da han har erfaring med den spillestil, Zorniger kommer med, som sætter store krav til folkene i bagkæden i forhold til fornemmelsen for, hvornår og hvor, der skal presses, og i evnen til at hvile med den. Han spillede i halvandet år under den tidligere landechef for Red Bull-koncernens fodboldfranchise, Henrik Pedersen, i HB Køge, og spillede igen under ham i dette forår, da Pedersen gik ind som konsulent i Vendsyssel i kølvandet på Ove Christensen fyring. Bulletinerne fra Hjørring går på, at han har rykket sig helt vildt sammen med holdet i de sidste kampe i foråret. En hurdle for at hente ham kunne nemt være, at han skiftede til Vendsyssel så sent som i januar, og at de regnes blandt favoritterne til oprykning i næste sæson. Emil Scheel, Silkeborg IF (26 år) - Kantspilleren tog med ned i 1.division med Silkeborg, selvom hans talent rækker til den bedste række til hver en tid. Han blev skolet i Lyngby, men tog til Aarhus for at studere og trænede med i AGF. Han råder over et dunder af et spark fra distancen, men har lagt på med flere andre varianter i de senere sæsoner, hvilket har kastet mere kontrollerede mål af sig, bl.a. direkte på frispark, hvor han er en af flere specialister. Kontrakten gælder til sommeren 2017. Robert Skov, Silkeborg IF (20 år) - En af de bedste spillere i den næstbedste række. Han skal tale “fremtid med klubben” i disse dage, men med en kontrakt, der løber til 2017 er det svært at se ham forlænge med Silkeborg, med mindre de indføjer en frikøbsklausul, så han kan skifte væk, når det rigtige bud kommer - han ER klar til næste skridt, selvom han kun lige er fyldt 20 år. Han har været med på førsteholdet siden Silkeborgs nedrykningsforår 2013, og selvom han kun har lidt flere end 50 senior-kampe, så rykker han sig hurtigt. Han har altid været en udfordrende kantspiller med fart, men han har også lagt en del fysik på inden for det seneste år. Som ubestridt starter for Peter Sørensens mandskab kunne han dog sagtens være et af de dyrere indslag fra næstbedste række. Hallur Hansson, Vendsyssel FF (23 år) - Hansson er et glimrende eksempel på, at man nogle gange skal tage et skridt ned for at kunne tage et op. Han blev fundet for let til AaB og 2014 og tog tilbage til Færøerne for et år senere at vende tilbage til Nordjylland og Vendsyssel FF. Både under Ove Christensen og efter dennes fyring har han været iøjnefaldende qua sin gode teknik og sit blik for at sætte holdkammeraterne op. Målmæssigt havde han sin bedste periode i efteråret, hvor han lavede 4 mål - flere af dem rene perler - i de første 8 kampe, men det, der får ham ind på denne liste, er, at han har nået at snuse til elementer af dét, der bliver Brøndbys nye udtryk, i de sidste 6 kampe af sæsonen under Henrik Pedersen. Og her har han gjort det så flot, at flere Superliga-klubber har beholdt spotlightet på ham. Hvis det ikke viser sig for dyrt at købe ham ud af sin kontrakt (løber til 2018), er han som minimum en god trupspiller. Bradley Salani “Surprise”, Lyngby BK (28 år) - En spiller, Lyngby tog en chance med at hente januar 2015, da han lige var kommet tilbage fra en korsbåndsskade. Var en fin profil i den svenske næstbedste række, hvor han havde sin prime time i årene 2010-12, hvilket føret til interesse fra de største svenske klubber og flere klubber i Holland. Han ville være et sats at hente ind, men hvis han rammer et peak igen, kunne det godt være nu i en alder af 28 år. Selvom han ikke har været ubetinget fast mand under David Nielsen i Lyngby (det er der få, der har), så har han demonstreret god teknik, fart og hurtig opfattelse nok til at kunne indgå i Brøndbys opbygning af en ny spillestil under Zorniger. Om grundværktøjerne er stabile nok til at være en force på den lange bane i Superligaen er tvivlsomt, men han er value for money, hvis han holder sig skadesfri.