Analyse: Det balancerede på vippen mod AGF

Kampen mod de historiske rivaler fra Aarhus afspejlede nogle helt grundlæggende punkter for begge holds præstationer henover sæsonen. AGF har generelt henover sæsonen (fraregnet nogle enkelte forårskampe) haft en solid defensiv, hvilket både blev afspejlet på de underliggende præstationsdata samt på antallet af faktisk indkasserede mål. For aarhusianerne tillader generelt ikke mange chancer til modstanderne, ligesom de generelt ikke har indkasseret mange mål. Modsat har AGF i den grad kæmpet med chanceproduktionen, hvor man hverken har skabt mulighederne eller konverteret i synderlig høj grad.

Brøndbys sæson har i høj grad været kendetegnet af kampe, hvor de blågule har balanceret kampene således at der har været tilladt chancer til modstanderne til mellem 0-1 mål imod, mens man omvendt offensivt har produceret til selv at score 1-1,5 mål pr kamp. Men Brøndby har formået i en (statistisk set markant grad) at konvertere en række af disse kampe til tre point fremfor pointtab. Så kan det blive kaldt for heldigt eller dygtigt, men faktum er, at Brøndby har været gode til at begrænse modstandernes produktivitet og på samme tid også været gode til at konvertere egne chancer til mål.

Chancekvaliteten på banen pegede mod en vinder

Simulerer vi kampen 100.000 gange ud fra de to holds faktiske afslutninger var det uafgjorte ikke en overraskelse som facit på de 90 minutters fodbold. Simuleringen af kampen understreger i virkeligheden også ovenstående afsnit. For skulle der have været en vinder ud fra de givne chancer, så skulle det have været Brøndby. AGF kunne statistisk set dårligt forvente mere end det ene mål fra kampen, omvendte producerede Brøndby heller ikke nok til at sige det var et decideret tyveri af point.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Det mest sandsynlige udfaldt af kampen var en 0 eller +1 difference i antallet af mål i favør af Brøndby, men set på antallet af scorede mål afslører simuleringen af chancerne at de blågule i blot knap 25% af kampene ville have scoret mere end det ene mål.

Så man kan med rette kalde det for en kamp der balancerede på vippen mellem uafgjort og en smal et måls sejr til hjemmeholdet fra Brøndby.

Brøndby med nye roller

Til kampen lagde Brøndby sig igen i udgangspunktet i, hvis man insisterer på at sætte tal på, en 3-4-3, hvor man havde de tre sædvanlige stoppere i bagkæden, men lod wingbackerne skubbe højere i banen som reelle kanter, mens den centrale duo bestod af to 6ere i form af Radosevic og Bell. Oppe foran lod Niels Frederiksen Marko Divkovic agere 9er, mens han blev sekunderet af Slimane og Greve der lå i flyvende roller bagved som en art 10ere / sideangribere. Igen handler det om positionering og roller, og knap så meget om statiske roller.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Et markant punkt for Brøndby i foråret har været en anden iscenesættelse af wingbackerne. De er blevet positioneret højere i banen, og er gået fra at være dem der ofte slog afleveringen frem i banen til at være dem der står højt i banen (oftest på sidste linje med 9eren) og modtager bolden til gennembrud.

Set på grafikken ovenfor er grundstrukturen for Brøndby. De tre stoppere er der som vanligt, men wingbackerne er højt i banen og centralt har man så to 6ere der ligger og skal danne vinkler i opspillet for stopperne. Her er det væsentligt for de to 6ere af de tør vende med bolden i de små rum MELLEM AGFs organisation og kan sætte spillet igang derfra, således det tvinger AGF ud af deres defensive struktur.

Her var det især Bell der evner den del af spillet, hvor han mod AGF indgik i nogle gode kombinationer fremad banen, fordi han tør modtage bolden, suge presset fra en modstander til sig - for så at slippe bolden og spille sig forbi det pres modstanderne ligger på ham. Radosevic har nogle klare forcer i det lange spil (samt naturligvis i spillet mod bolden) - og som duo komplimenterer de to umiddelbart hinanden rigtig fint.

På samme tid - hvis vi igen tager et kig på grafikken ovenfor - ses også rollerne for de to sideangribere / 10ere. De skal droppe ned i banen, hvor de skal søge det mellemrum i AGFs organisation, hvorved de igen enten tvinger en midtbanespiller til at kapitulere områder for at gå ned i banen for at dække af, eller ved at stopperne i bagkæden skal skubbe frem, og derved åbne bagrummet for 9eren at løbe i.

Man kan kalde det en form for skak med menneskebrikker - det handler om at tvinge modstanderen til at kapitulere plads som man så selv kan angribe. At tvinge modstanderne til at tage et aktivt valg om enten at gå i pres eller ej. For at avancere bolden frem i banen.

Trængsel i det centrale rum

Men gæsterne fra Aarhus var også gode til at gøre det svært for Niels Frederiksens mandskab. For AGF var gode til at lukke det centrale rum af for Brøndbys to 6ere, det skete ved at de to kanter (Albert Grønning og Bundu) trak smalt i banen, hvorved de sammen med de tre centrale midtbanespillere dannede en blok med fem mand. Det interessante var at gæsterne i høj grad overlod det til deres backer at skubbe frem i presset i siderummene, men også at det kun skete i de korte sekvenser hvor bolden rent faktisk blev spillet derud af Brøndby i forsøget på at opnå gennembrud på siderne.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Illustreret ovenfor er AGFs spil mod bolden. Gæsterne forsøgte at gøre det svært for Brøndby at kombinere centralt i banen, og klemte sammen centralt med seks mand til at presse Brøndbys opspil (hvor Brøndby ellers med to 6ere og tre stoppere normalt ofte vil opleve at være i overtal i det opbyggende spil indtil man får lukket modstanderne frem i et pres).

På siderne er vist hvordan rummet er ledigt, men kun til det sekund hvor afleveringen kommer, hvorefter AGFs back skubbede frem i et pres - som vist på grafikken nedenfor:

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Få chancer og en flyvende Slimane

Det blev en relativ chancefattig kamp. AGF havde store udfordringer med at få spillet bolden i gode positioner til afslutninger. Det blev til en begrænset offensiv produktion, hvor man kun ramte 0.49 xG, et talt markant under gennemsnittet for Superligaen. Brøndby formåede at forsvare sit felt godt, det var svært for jyderne at få konverteret deres tid på bolden til produktive afleveringer ind i det blågule felt. Bedst illustreret ved at AGF blot havde 7 angreb der fik flyttet bolden ind i Brøndbys felt - modsat havde Brøndby 25. På lignende vis havde AGF kun 3 deep completions (afleveringer der bliver modtaget indenfor 20 meter af modstandernes mål) holdt op imod Brøndbys 13.

Men produktionen for Brøndby blev for begrænset. Det blev lidt for meget lige ved og næsten, hvor chancerne populært sagt ikke blev spillet store nok. Der var en for stor mængde værdiløse afslutninger, hvor en mulighed for forbedring er at konvertere disse afslutninger til bedre opbyggede afslutninger.

En iøjenfaldende spiller gennem kampen var Anis Slimane, som i den grad trivedes i en rolle som falsk 9er / 10er - kært barn har mange navne. For det handler om den frihed Slimane havde til at droppe ned i banen for at modtage bolden, hvor han med sin stærke fysik holdt modstanderne fra kroppen og kunne sætte spillet op fra en position i den trekant der var mellem AGFs back, stopper og centrale midtbane. Den unge dansker viste høj klasse, og var ubetinget en af Brøndbys bedste spillere på banen.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Et fremragende eksempel på Slimanes præstation var i optakten til Brøndbys scoring, hvor den unge nummer 25 fandt lige præcis det føromtalte rum til at modtage bolden fra Bell efter et opbyggende spil - hvorefter Slimane med en veltimet aflevering sendte Divkovic i dybden med scoring til følge.

Sammenfatning

Chanceproduktionen var ikke voldsom hos gæsterne fra Aarhus, men rigeligt til at det kunne kaste et enkelt mål af sig, trods det Brøndby helt generelt forsvarede deres bagerste tredjedel af banen i vanlig solid stil. Omvendt formåede Brøndby heller ikke for alvor at producere det antal af chancer der ville kaste mere end det ene mål af sig - trods en stærkt spillende Anis Slimane. Men det var til at se Brøndby har drejet på knapperne i vinterpausen - og (forsøger at) strukturerer spillet lidt anderledes med andre positioneringer af wingbacker, to 6ere på midtbanen til det opbyggende spil og en offensiv der mere har karakter af to spillere der dropper ned i mellemrummet for at modtage bolden med en enlig 9er på toppen.