3POINT
1660311996-_DSF8779.jpg

Adam Møller Karlsen

Nyheder13. aug. 2022

Analyse: Den hjemvendte schweizerkniv Wass

Analyse: Daniel Wass vendte fredag officielt tilbage til Vestegnen, da Brøndby præsenterede ham på en 3-årig kontrakt og udstyrede ham med trøje nummer 10 i samme ombæring. Med sig fra udlandet tager Wass et bredt katalog af kompetencer - herunder evnen til som en schweizerkniv at dække flere pladser på banen. Men hvad kan man forvente at se fra den hjemvendte Brøndbydrengs fødder? 3point.dk har kigget video, rigtig meget af slagsen, og beretter i denne analyse om den seneste transfer på Vestegnen.

3point person
Kasper Pedersbæk13. aug. 2022

Fredrikstad...Evian...Benfica...Celta Vigo...Valencia...Atletico Madrig - og nu Brøndby. Ringen er sluttet og Daniel Wass er retur på Vestegnen, hvor Brøndby bød ham velkommen hjem på en 3-årig kontrakt og satte nummer 10 på ryggen af ham.

Men hvad er det for en spiller Niels Frederiksen får til sin rådighed, når holdet skal sættes fremover? 3point.dk har kigget video og data på Daniel Wass og beretter i denne analyse om den hjemvendte schweizerkniv.

Flere pladser mange kvaliteter

Wass tilbragte det meste af sin tid i Celta Wigo på den centrale midtbane i flere forskellige roller. Defensivt og dybt, offensivt og kreativ. Efter skiftet til Valencia spillede han primært højreback, men mod slutningen af sin tid der fandt han igen vej til den centrale midtbane i perioder.

Kendetegnende for Daniel Wass er benhårdt arbejde. Hvadenten pladsen har været som back eller varierende roller på midtbanen er der en ting der går igen. Det føromtalte hårde arbejde. Wass er løbestærk, arbejdsom og deltagende i spillet på banen. Han er ikke typen der slår op i banen, men typen der leder ved sin opførsel.

Det er et farligt ord at bruge i Brøndbykredse. Men med stabilt 3500+ minutters spilletid i La Liga, Copa Del Rey og for landsholdet siden 2015 har Wass indtil nu vist sig som driftsikker (hvilket bringer minder om en vis venstreback hentet i Horsens). Kun i starten af 2022 kostede en skade Wass en del minutter på banen efter sit skifte til Atletico Madrid. Men samlet set har Wass siden 2015 misset 20 kampe pga skader.

Wass har fysikken til at løbe solen sort, han er teknisk dygtig, kan drible sin direkte modstander, slå indlæg, eksekvere dødbolde og så kan han distribuere boldene til den sidste tredjedel af banen (naturligvis forudsat der er et hold der tager løbene).

I Celta Vigo spillede Wass indledningsvist mere offensivt orienteret - både centralt på midtbanen og på højresiden. Han snittede i sin første sæson respektable 0.13 xA og 0.15 xG (på under 2 afslutninger) pr 90 min. Læg dertil han kom i feltet, assisterede skud og samtidig snittede knap 8 bolderobringer pr kamp.

Som back kan han både raide siderummet og komme til indlæg, men han kan også træde ind som en omvendt back, og placere sig i halvrummet for at understøtte midtbanen. I sine to sæsoner for Valencia hvor han primært optrådte som back snittede han henholdsvis 0.13 og 0.14 assists pr 90 min (på ca 3000 minutters spilletid i La Liga). Men bidrog kun med lige over 2 indlæg pr. kamp i snit. Wass er uden tvivl den mere kombinationsorienterede back.

Og generelt har Wass et rigtig pænt bidrag på de offensive parametre som back. På små 10.000 spilleminutter som back har han opretholdt 0.14 assists! Men kommer i denne rolle ikke frem til nær lige så mange afslutninger og dermed xG som i de øvrige roller han har optrådt i.

Siden 2015 har Daniel Wass optrådt på et hav af pladser for sine respektive klubber gennem årene. Mest stabilt har de første to sæsoner i Valencia været, hvor han primært var placeret som højreback. Men generelt har Wass været på banen som højreback, defensiv midtbane, offensiv midtbane, højrewing, venstre wing og med enkelte kampe som både stopper (i et tremandsforsvar) og venstreback.

På midtbanen

Wass forventes ubetinget at optage en rolle på midtbanen hos Brøndby, hvor han med sin arbejdskapacitet, defensive erobringsspil og evner i kombinationsspillet kan fungere som en allrounder i en 8er rolle. Han skal arbejde fra box til box, hvor han defensivt skal lukke rummene ned og assistere 6eren og offensivt skal udgøre en fokuspunkt for afleveringerne i det hurtige kombinationsspil.

Brøndby skal være bevidste om, at de i Wass ikke får en profileret målscorer, siden 2015 har han snittet 0.09 mål pr. 90 (fordelt på alle de forskellige roller han har haft). Hvad de blågule får er en spiller der har snittet 0.13 assists på 27.000+ minutters fodbold (igen - i mange forskellige roller på banen). En spiller der er garant for en pæn portion af erobrede bolde (6.8 i snit) og en spiller med evner i pasningsspillet.

I en trup med begrænset backup til Sebulonsen på højreback kan det langtfra være utænkeligt Brøndbyfans fra tid til anden får Wass at se i denne rolle, omend det slet ikke forventes at være her han får størstedelen af sine minutter på banen.

Daniel Wass HAR vist kvaliteten gennem mange år - både på klubplan og landshold. Så det er ikke et spørgsmål OM han har niveauet til at styrke Brøndby med sine evner. Det handler langt mere for Wass om at blive en integreret del af systemet, finde sin rolle og arbejde sig ind til at få et større og større bidrag på banen.

Man skal ikke forvente mirakler fra Wass, han afdribler ikke 5 modstandere og banker den i krogen fra 30 meter hver eller anden kamp. Men han er en kvalitetsbrik til puslespillet, og kommer med et tempo både i tanke og handling, som Brøndby godt kan tillade sig at forvente.

Wass er i den grad BMW-motoren der får den sænkede vestegnsbimmer til at brumme.

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder