3POINT
1729540639-2024-10-21R3_Match-44.jpg

Carl Johan Dahl

Nyheder23. okt. 2024

Analyse: Brøndby tabte i Aarhus til AGF - Hvor længe har Jesper Sørensen til at vende skuden?

Brøndby har forbedret deres præstationer efter sommerpausen, men manglende evne til at omsætte chancer til resultater og mentale udfordringer har holdt dem tilbage. Jesper Sørensen står under stort pres, og det er usikkert, om han er den rette til at løfte holdet videre, da potentialet ikke er blevet forløst.

3point person
Kasper Pedersbæk23. okt. 2024

ANALYSE-SPONSOR: 3point.dks venner
Vil du have mere analyse fra Kasper Pedersbæk? Så meld dig ind i 3point.dks venner og støt os med et månedligt eller årligt beløb. På den måde sikrer du, at vi fortsat kan levere så meget analyse, som vi gør. MELD DIG IND HER.

Mandagens nederlag til AGF cementerede Brøndbys placering midt i Superligatabellen efter 12 kampe. Cheftræner Jesper Sørensen kæmper fortsat for at finde en stabilitet i resultaterne, der kan tænde håbet om en topplacering. Spørgsmålet er nu, hvor længe han har til at finde løsningen? Står han over for en fyring, og er det overhovedet den rigtige løsning? Hvorfor står Brøndby over for de nuværende udfordringer? I denne analyse dykker vi ned i et ironisk 2024.

Et omvendt 2024

Brøndby har i 2024 spillet 27 Superliga-kampe med 13 sejre, 7 uafgjorte og 7 nederlag, hvilket giver et pointsnit på 1,70 pr. kamp. Men sæsonen bør opdeles i to perioder: før og efter sommerpausen.

Foråret 2024 sluttede med en negativ tendens. Udover nederlaget i sidste runde mod AGF var det ikke blot resultaterne, men også præstationerne, der svigtede. Brøndby skabte simpelthen ikke nok til at forvente flere sejre end nederlag, hvilket en negativ expected goals-difference (xG) tydeligt illustrerede; en oversigt over sæsonen 2023/24 Expected Goals for og imod kan ses nedenfor:


1729685642-BrøndbysxgxGi2023-24.png

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Efter sommerpausen har der været en markant forbedring i præstationerne, hvilket gør situationen endnu mere ironisk. Brøndby har domineret xG-statistikkerne, skabt flere chancer end modstanderne og generelt haft potentialet til bedre resultater. Men holdet har ikke formået at omsætte mulighederne til sejre, hvilket har kostet dyrt på pointkontoen.

Skal Brøndby fyre Jesper Sørensen?

Flere faktorer har bidraget til Brøndbys resultater. Ud over skader til nøglespillere er der et tydeligt mentalt aspekt. Jesper Sørensens røde kort mod AGF understreger, hvor presset han er som cheftræner.

Det centrale spørgsmål er: Skal Brøndby-ledelsen fyre Jesper Sørensen?

For at svare på det er det nødvendigt at dykke ned i præstationerne – ikke blot resultaterne. Hvis vi ser på de underliggende data, er der en klar forbedring efter sommerpausen. Brøndby har i højere grad skabt grundlaget for bedre resultater, selvom de ikke har fået udbytte af deres potentiale. Parallelt med dette så vi i foråret, at resultaterne var bedre, selvom præstationerne var ringere, hvilket førte til en kollaps mod slutningen.


1729685621-sackthecoachornot.png

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Det mentale aspekt er tydeligt. Sørensen, som normalt fremstår rolig, mistede besindelsen mod AGF, hvilket afspejler en træner under stort pres. Det sætter Brøndbys ledelse i en vanskelig position, hvor de nøje skal overvåge udviklingen og eventuelt sætte støttende tiltag i gang.

Potentialet er der – men kan Jesper Sørensen indfri det?

Selvom spillestilen kan diskuteres, er det vigtigt at anerkende, at Brøndby har haft potentiale til mere i denne sæson, end resultaterne viser. Når resultaterne svigter, er det nødvendigt at se på årsagerne bag. Udfordringer som håndteringen af anførersituationen, Ohi Omoijuanfos fravær på grund af skade, og Wass’ nedrykning i hierarkiet på midtbanen har bidraget til en trup i potentiel ubalance.


1729685642-BrøndbysxgxGi2024-25.png

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Carsten V. Jensen, tidligere fodbolddirektør, antydede i sin afskedspodcast med BrøndbyLyd, at truppen stadig er mærket mentalt efter det tabte mesterskab. Og Brøndby ser også ud til at være mere mentalt udfordret end spillemæssigt, når man tager potentialet i betragtning. Sørensens seneste optræden mod AGF med det røde kort indikerer, at han muligvis ikke er den rette til at løfte holdet ud af den nuværende krise. Det røde kort indikerer glasklart en træner, der er presset og agerer langt væk fra den standard han normalt udviser. Det handler ikke om at ændre spillestilen, som klubben har arbejdet på i næsten to år, men om at finde en leder, der kan bringe ny energi til holdet og bygge videre på den etablerede spillestil og udnytte det eksisterende potentiale.

Fremtiden for Jesper Sørensen

Jesper Sørensen står over for en afgørende periode. Med karantæne hængende over sig er de kommende kampe altafgørende for hans fremtid i klubben. Brøndby har ikke råd til at se potentialet svinde eller fortsætte med at levere under forventning, og skal derfor monitorere situationen meget tæt for at være klar til at træffe den fornødne beslutning om cheftrænerens virke i klubben. Sørensens dage kan være tæt på talte, hvis der ikke snart kommer en vending – og det er op til Brøndbys ledelse at afgøre, om en ny træner kan være løsningen på klubbens udfordringer. For der er ingen tvivl om at Jesper Sørensen står på det nederste trin inden næste skridt er en fyreseddel, nu vil den kommende periode afsløre den sportslige ledelses næste træk, hvor en fyring lige nu ligger og bobler.

Mest kommenterede nyheder