Analyse: Brøndby leder stadig efter sig selv
Efter 0-0 mod Sønderjyske stod det klart, at problemet ikke bare er manglende mål - men manglende afklaring i både startopstilling og struktur.

Søgen efter de 11
Steve Cooper leder stadig efter det, der skal være stammen på hans hold.
Ikke de startende 11.
Men helt grundlæggende bare en stamme, som resten af holdet skal bygges rundt omkring på banen.
I forsvaret har der været en flig af stabilitet i valgene. Binks og Godfrey.
Men på midtbanen har Bartosz Slisz været parret op med tæt på alle de muligheder inden for normbilledet der er (Mathias Jensen, Tahirovic og Wass har alle spillet minutter ved siden af polakken på midtbanen i foråret). Selv Vallys blev flyttet derned i opgøret mod Viborg.
Cooper har ikke knækket nøden endnu. Den centrale midtbane er et hovedbrud.
Slisz bliver bedt om at gøre (for) meget. Og modstanderne ved det. De stresser polakken, og er konstant opmærksomme på hans positioneringer, så han ikke kan vende med bolden.
Mod Sønderjyske viste han overblikket i en sekvens, hvor det endte med Brøndbys bedste chance (Vallys efter 18 minutter).

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Som en flod flyder udfordringerne på gennem banen. For med en stamme der ikke er på plads til at varetage det opbyggende spil, bliver offensiven handicappet. Sat i scenelyset for sent:
For når bolden forsimplet ankommer med forsinkelse til de offensive spilleres jagtmark - den sidste tredjedel, så bliver det alt andet lige nemmere for modstanderne at forskanse sig, lukke ned og give dobbelt cover til siderne, så Brøndbys wings ikke får pladsen og tiden til at udfordre en mod en.
Frøkjær kom ind på en uriaspost lige efter sin tilgang til Brøndby. At han kæmpede med det så alle. Mod Sønderjyske blev presset taget af ham, han fik minutter på kanten, men igen var det en ny konstellation fremme.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Nu var Emmanuel Dennis 9er, Ambæk rykket ud som wing og Vallys sammen med Lahdo som henholdsvis 10er og højre wing.
Igen et scenarie hvor relationer og forståelse for medspillernes små usagte og umarkerede handlinger mangler. For de når aldrig at blive bygget op.
Dennis synes ikke at være 9er. Han er for flyvsk, for drivende. For lidt en hold-up and link spiller, der kan binde spillet sammen med sine medspillere.
Wass-dilemmaet.
Den rutinerede profil har ikke fortidens fart i benene. Alderen har indhentet ham.
Men han har rutinen, roen på bolden og evnerne til fra små rum at diktere spillet.
Coopers opgave, hvis han tilvælger Wass, bliver at designe spillet, så Brøndby undgår at spidsbelaste Wass og kravet til at dække store åbne rum.
Hverken Mathias Jensen eller Benjamin Tahirovic har indtil videre tilbudt nok fart og dynamik i spillet med bolden.
Den dårlige offensivs arnested
Indledningsvist blev der nævnt opspillet, og hvordan dets udfordringer pibler frem gennem banen som en flod.
Brøndby ender ud i alt for mange pasninger mellem bagkæden, der står som en vugge med backerne let forskubbede op.
Til sidst mister Binks tålmodigheden, og laver en intetsigende aflevering mod et bagrum, der ikke eksisterer og som modstanderne for længst har lukket.
Og så skal Brøndby starte forfra.
Forfra med at erobre bolden.
Forfra med at opbygge spillet.
Forfra med igen at spille bolden for ligegyldigt frem.
Brøndby skal spillere hurtigere. De skal spille via færre stationer på færre pasninger.
Sker det ikke sætter de ikke modstanderne i et dilemma. Og uden et dilemma bliver det for nemt for modstanderne at forsvare sig, at lukke ned for Brøndby og så et frø af frustration over en hakkende offensiv for de blågule.
Presset og restforsvaret
Mod bolden presser Brøndby i en 442. Er der ræsonnemt i det?
Ja.
442 tilbyder to tætte blokke, det kan begrænse modstandernes mellemrum at spille i og tvinge dem til flere lange bolde i bagrummet.
Men det kræver også koordination og evnen til at rykke som en samlet enhed.
Den koordination er der ikke hos Brøndby. Mod Sønderjyske var den tøvende. En spiller gik i pres, men opbakningen var der ikke.
Det blev aldrig enten eller, det blev en blød mellemvare. Et tydeligt symptom på, hvordan et holds kollektive forståelse er så dominerende for det samlede udtryk mod bolden.
Restforsvaret kan undre. Hvordan kan Brøndby indkassere de største chancer imod efter sekvenser, hvor de blågule selv har haft en offensiv dødbold?
Det virkede som dødbringende nålestik, når Sønderjyske løb omstillinger mod Brøndby.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Ubetinget et kæmpe stort udråbstegn på Coopers blok. Det er tilbage på træningsbanen og afklare de aftaler for restforsvaret!
Når modstanderen har dødbolde trækker Brøndby alle mand med retur i feltet.
Det synes at hæmme Pentz og hans muligheder for at gribe ind ude i feltet.
Der er argumenter for og imod (imod er at man isolerer modstandernes bedste headede og giver dem mere plads for et), men hvorfor ikke skubbe tre hurtige offensivspillere frem og tvinge modstanderen i retræte?
Kan lette pladsen og give Pentz bedre muligheder for at komme i feltet.
Momentum er ikke med Brøndby
Brøndby ER i en formkrise. Længere er den ikke.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Men krisen består ikke i en grundlæggende manglende evne til at forsvare sig.
De kan ikke skabe chancer. Deri består krisen.
Det hjælper heller ikke at den volumen af chancer der så bliver skabt overhovedet ikke bliver konverteret.
En svag offensiv med lav volumen synes også at have tabt selvtilliden, og underpræstere på de chancer, der trods alt bliver skabt.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Brøndby ruller med en negativ xG difference i den seneste periode. Med andre ord er der en generelt større sandsynlighed for at tabe point end at vinde, når vi ser på hvad Brøndby selv kan skabe og modstanderne skaber af chancer over tid.
Den underpræstation i at omsætte chancer forstærker bare udtrykket.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Arbejdet lige foran
Cooper skal løfte moralen. Styrke relationerne.
Der er ingen nem vej frem. Ingen mirakelkur.
Brøndby har ikke dårlige spillere. Den individuelle kvalitet er der. I (alt for) få momenter kan det ses med det blotte øje.
Men det skal stykkes rigtigt sammen. Der skal kontinuitet ind i holdet.
Det her er ikke bare kampen mod Sønderjyske.
Steve Cooper bliver nødt til at finde sig en grundstamme, bygge på den og derfra samle et hold.
Det kommer til at koste minutter for nogle spillere. Men på den korte bane nytter det ikke med en konstant rotation uden chancer for relation.