Lars Rønbøg
Analyse: Brøndby kæmpede sig retur og vandt
Analyse: Brøndby spillede fredag aften mod AIK Stockholm, hvor man trods bagud 0-1 vendte kampen på hovedet og tog en sejr på 2-1. Det skete efter en kamp, hvor aftrykket af Jesper Sørensen var til at se, men også hvor det i perioder blev for meget en DSB-kamp: vekslende mellem at tingene skete til tiden og konstante forsinkelser.

Isoleret set var resultatet ligegyldigt. En træningskamp handler om at bygge et hold, at sætte spillet op og udføre de mønstre der terpes på træningsbanen. Alligevel var det jo værd at hæfte sig ved at Brøndby mod AIK Stockholm kæmpede sig tilbage efter at have været bagud med 0-1 mod en modstander der gerne stod dybt og gjorde det kompakt for Brøndby at bryde igennem.
Assymetrisk 4-3-3
Jesper Sørensen havde varslet få udskiftninger undervejs i kampen, og de 11 startende, sat op i en 4-3-3, fik også på den anden side af en time sammen på banen før end den ene udskiftning Brøndby foretog undervejs i kampen blev eksekveret. Bemærkelsesværdigt var det at Wass var placeret på højrebacken, mens Alves og nylejede Winther stod med ansvaret centralt i forsvaret med Riveros til venstre. På midtbanen var det tydeligt, at Evjen var den offensive af trioen bestående af nordmanden, Greve og Bell - hvor Wass i opspillet havde licens til at trække ind i banen for at supplere antallet af midtbanefolk, og give frihed til især Evjen til at støde med frem og understøtte Ohi oppe foran centralt. Det betød at Hedlund forblev bredt i højresiden, mens Vallys mod venstre søgt ind i mellemrummet centralt - og derved overlod venstresiden til den fremadstormende Riveros fra dennes position på backen, således at Brøndby altså reelt endte med den her assymetriske 4-3-3.
De svenske modstandere fra AIK var meget afventende, stod dybt og gjorde det meget kompakt for Brøndby i opspillet. Det stillede visse krav til boldomgangen hos Brøndby, hvor især Bell gjorde en fremragende figur, og gentagne gange fik vendt på sin direkte modstander og fik udviklet spillet frem i banen. Mens Greve beredvilligt foretog løb gennem kæderne uden bold for at skabe uorden hos gæsternes defensive organisation.
Indbyrdes aftaler
Det var dog en indledning på kampen, hvor Brøndby kæmpede med at lykkedes på den sidste tredjedel af banen. AIK gjorde det som nævnt kompakt, og det virkede til tider som om de blågule spillere manglede at få styr på de indbyrdes aftaler om hvilke rum der skulle løbes og afleveres til for i tilstrækkelig grad at få flyttet AIKs spillere.
På positiv siden fra kampens indledning skal nævnes et udmærket presspil fra Brøndbys side af. AIK blev trykket langt tilbage i opspillet, hvor det for svenskernes vedkommende ofte endte med lange bolde frem til duel. De dueller tog Brøndbys to stoppere sig glædeligt af - og trods rust i fødderne sås Frederik Winther med en ganske solid indsats, hvor den unge nummer 4 viste sig fint frem med en god forståelse af spillet og styrke i duellerne.
Indledningsvist havde Simon Hedlund en svær kamp. Den hurtige svensker bøvlede med at finde plads - bagrum var der ikke meget at løbe i, og samarbejdet med Daniel Wass på backen lod også noget tilbage at ønske. På lignende vis var der heller ikke meget Håkon Evjen at se i kampens grynende begyndelse. Nordmanden fik ikke meget rum at arbejde i, svenskerne var over nyerhvervelsen som høge så snart nordmanden forsøgte at komme på bolden.
DSB-kamp
Opgøret mod AIK var noget af en DSB-kamp, hvor spillet gik fra at fungere til punkt og prikke i opspillet til perioder med forsinkelser og deraf haltende boldomgang. Når det gik godt var det med små trekanter op gennem især banens halvrum, hvor svenskerne endte med at halse efter bolden - når det gik for langsomt og boldcirkulationen var for træg, så mindede det om en vintermorgen med blade på skinnerne og forsinkelser hos DSB.
Før pausen begyndte Brøndby at få mere greb om kampen, hvor bolden blev sendt hurtigt videre på få berøringer, hvorved svenskernes defensive struktur blev udfordret og der kom rum bag ved deres wingback at angribe.
Især skal det (igen) nævnes at Joe Bell dikterede spillet centralt. Når han blev sat i scene centralt, og kunne vende på sin modstander, så fik Brøndby drev i spillet og kunne angribe svenskerne ude af orden. Sammen med Winther skinnede han igennem i denne periode af kampen - og generelt igennem de 90 minutter.
Med Vallys på banen har Brøndby også en spiller de meget gerne søger i opspillet. Rekordkøbet boltrede sig i vanlig stil i mellemrummene, hvor han excellerer med et unikt splitvision. Vallys ser ganske enkelt banen i 360 grader, og har en evne til at sætte foden på bolden og med førsteberøringen lægge nogle særdeles fremragende gennembrudsafleveringer. Om end også han periodevis måtte se sine medspillere løbe i de forkerte kanaler og misse hans afleveringer, eller hvor han ganske enkelt fik fejltunet farten i pasningerne.
Kvaliteten i det Brøndby udførte svingede periodevis lige rigeligt, og Jesper Sørensen kunne nok godt have tænkt sig sine spillere havde været dygtigere til at holde fart i boldomgangen.
Dumme fejl og kampen på hovedet
Det lugtede ikke af mål til svenskerne (selvom det heller ikke i udpræget stil var skud Brøndby producerede flest af), men det blev alligevel AIK der åbnede ballet kort efter pausen. Daniel Wass leverede ganske enkelt dårligt forsvarsspil - hvilket skete mere end en gang i den kamp, da han på et indlæg gik helt fejl af bolden og blev overløbet af sin modstander der fra en spids vinkel kunne sende bolden i nettet. Frederik Alves var heller ikke helt uden tømmermænd ved det mål. Ikke imponerende på et ellers ufarligt indlæg.
Brøndby blev tvunget til at gå (endnu) mere aggressivt til AIK, og spillet begyndte (kort før midten af anden halvleg) igen at flyde bedre. Der blev kombineret i trekanter i siderummene, hvor Greve dygtigt gik med, ligesom Vallys igen fandt rytmen og blev en afgørende faktor i denne fase af kampen. Joe Bell drev bolden fremad, og i flere sekvenser var der positive optakter for de blågule.
Udligningen faldt på et straffespark. Og mens der ikke er grund til at dvæle længe ved udførelsen af sparket (selvom det var særdeles iskoldt sparket ind af Wass), så var der grund til at dvæle ved optakten til forseelsen der gav straffesparket.
For det var med hidsigt genpres, hurtig boldomgang og flotte løb i feltet, at Evjen kom fri og klodset blev nedlagt af AIKs ene stopper. En ting var som sagt selve straffesparket, optakten derimod - mere af den slags, tak.
Maestro Vallys
Det blev også til en sejr for Brøndby, da 2-1 målet faldt ikke længe før de 90 minutter blev rundet. Igen blev bolden erobret højt i banen, der blev sat fart i opspillet, og Vallys kom i det venstre halvrum hvorfra han er tæt på dødsensfarlig for modstanderne. Elegant med ydersiden lagde han bolden på tværs af tre AIK-spillere i en perfekt tempereret aflevering med Hedlund som modtager (der med en god afslutning satte sit navn på endnu et mål her i optakten).
Simon Hedlund fik vendt sin anonyme første halvleg på hovedet efter pausen, hvor han kom langt mere med i kampen - og med sine vanlige hidsige dybdeløb var en mundfuld for svenskernes venstre wingback.
Lidt godt og lidt skidt
Samlet set var der tydelige aftryk af nye tiltag hos Brøndby. Et markant ønske om at spille bolden kort op igennem midten, hvor de blågule tør sætte bolden på spil. Med spillere der søger positioner i mellemrummene, og med kvalitet kan modtage og vende på deres modspillere.
Men som iagttager kunne man stadig se periodevis for langsom en boldomgang, hvor det blev omstændigt og med alt for mange berøringer i opspillet til for alvor at flytte modstanderens defensive organisation. Mere tempo, mere mod til at vende i pressede og små rum.
I spillet mod bolden sås en markant større vilje til at gå højt i presset, og NÅR det lykkedes, så havde AIK godt nok svært ved at spille sig ud af presset. Men når bare en mand hang 1 sekund i presset, eller ikke fik lukket sin direkte mand ned, så kunne svenskerne også godt kombinere sig ud af det.
Meget godt, og nogle punkter der kan arbejdes på - Jesper Sørensen kan tage en del gode ting med fra første kamp i Atlantic Cup efter 2-1 sejren mod AIK Stockholm.