.jpg%3F2026-07-06T09%253A23%253A48.370Z&w=3840&q=75)
Teis Markfoged
Analyse: 5 nedslag om en nedtur i Aarhus
Brøndby rundede sæsonen af med en 3-3 kamp i Aarhus, da Superligaens sidste runde blev spillet søndag eftermiddag.Det til trods for at de blågule var foran med 3-0 indtil det 74. minut. 3point.dk bringer her 5 nedslag fra nedturen i Aarhus.

Cirklen blev lukket søndag eftermiddag, da Brøndby i Aarhus både spillede 3-5-2 og sent smed en (3-0) føring i kampen mod AGF. Et kampforløb der på mange måder gav minder om en række kampe i 2022, hvor Brøndby både spillede en afventende 3-5-2 og indkasserede sene mål med pointtab til følge.
Kvistgaarden (og Ohi).
De to angribere har fundet sammen i et frugtbart samarbejde, i Aarhus kastede det en scoring til hver af parterne af sig, hvor Kvistgaarden var oplægger til Brøndby-topscorerens åbningsmål. Relationen mellem de to synes stærk, og især Kvistgaarden har fået vekslet potentiale til output i forårets kampe. Den unge Masterclass-spiller var langt klogere på bolden, og tager ganske simpelt bedre beslutninger end tidligere. Skyder og afleverer på de rigtige tidspunkter. Har ubetinget markeret sig som aktuel starter fremfor Hedlund i slutspillet.
Midtbanen med og mod bolden
Midtbanen er Jesper Sørensens store hovedbrud. For med Josip Radosevic på holdkortet er der naturlige begrænsninger i det korte opspil. Der bliver taget langt færre chancer i opspillet, som bliver kørt uden om det centrale rum i flere tilfælde, for det er ikke kroatens livret at skulle operere i de tæt befolkede zoner, og slet ikke at skulle sætte de fremadrettede afleveringer herfra.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Dette afspejler sig bedst ved at Radosevic har ganske få afleveringer til medspillere foran sig, men oftest returnerer bolden ned i banen. Det er ikke en kritik, men en konstatering af den pris det koster at have hans defensive evner på banen.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
I spillet med bolden faldt Vallys ofte ned på siden af Radosevic for at være facilitator i opspillet, mens Vallys i spillet mod bolden ofte skubbede på siden af Evjen. Så det blev 2-1 i opspillet, og 1-2 mod bolden på midtbanen.
Alves
Stopperen leverede bedst af de bagerste. Aggressiv i duellerne frem i banen, fysisk stærk og forudseende. Rolig på bolden og ofte med gode løsninger. Har spillet sig selv i en position nu, hvor han igen er relevant for førsteholdet. Trender opad i præstationerne, og kan han holde sig skadesfri kan næste sæson blive hans gennembrud i den gule trøje.
Omstilling og possession
Brøndby eksekverede en fremragende omstilling i det der blev optakten til åbningsmålet. Bolden blev erobret dybt nede på egen halvdel, hvorefter Riveros driver bolden frem i banen for derefter at aflevere til Evjen. Både Riveros og Evjen udfører et fremragende stykke arbejde, Riveros for at drive bolden frem - og derefter fortsætte løbet frem i banen. Evjen som en eminent boldfører til at tage bolden frem i banen, og i det rette moment finde Kvistgaarden på ydersiden af AGFs tre resterende forsvarsspillere.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Åbningsmålet var fremragende flot omstillingsspil. Og et eksempel på hurtigt direkte spil, hvor bolden bliver flyttet over en lang distance på kort tid. Omvendt mangler Brøndby at kunne dominere på bolden over længere tid, med tre stoppere samt en meget defensiv midtbanespiller i opbygningsfasen binder de blågule fire mand (+ keeper) dybt i opspillet, og det koster ganske enkelt outlets højere i banen at bringe bolden op til i overgangen fra opbygningen til at flytte spillet frem på den sidste tredjedel. Tilførslen af Greve på banen justerede en smule på det, men at holde i bolden over længere tid og hvile i possession var udfordret for Brøndby (indtil det røde kort til AGF, hvor possession meget naturligt tippede over til Brøndbys favør).
Freak mål og xG
Brøndby skabte isoleret set nok med chancer til at vinde kampen. 1,54 xG var en above average præstation i forhold til ligaen, og en konvertering til tre mål toppen af hvad man kan forvente ud fra den produktion. Og med et gennemsnit på lige under tre scorede mål i en fodboldkamp er det et godt udgangspunkt.
Udfordringen er, at Brøndby, selv fraregnet freak episoden med straffesparket til AGF, tillader 1,33 xGA. Dårligere end ligagennemsnittet. At indkassere to mål ligger indenfor skiven, og er ikke en præstation der stikker ud.
For en ting er, at det er freak agtigt godt sparket ind af Duin på indlægget, noget andet er, hvor umarkeret han får lov at stå. Duin løber i ryggen på Radosevic, der står og kigger bold.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
At lukke tre mål ind var på en og samme tid en freak periode i kampen (AGF havde indtil minut 73 ikke haft et skud indenfor rammen), men også et udtryk for et Brøndby hold der defensivt halter. En ting er diskuterbar kendelser fra en dommer. Noget andet er, når de blågule tillader åbne zoner for modstanderne at angribe. Freakmål eller ej.