3POINT
Patrick Pentz

Ian Nielsen / Ian Foto Sport

Nyheder5. sep. 2023

Analyse: 45 gode mod Randers

Der var en markant forskel mellem det udtryk Brøndby leverede i forårsafslutningen under Jesper Sørensen, og det der blev leveret søndag mod Randers. Det kunne have været til topkarakter mod kronjyderne, men efter pausen gik kadencen ned, og de sidste 45 minutter blev en unødig halv invitation til Randers. Læs analysen af kampen mellem Brøndby IF og Randers FC her.

3point person
Kasper Pedersbæk5. sep. 2023

Der er sket noget i Brøndby. Mens forrige sæson sluttede med et dybt positioneret Brøndby-hold med meget lav boldbesiddelse, så har indeværende sæson udviklet sig positivt. Der er nogle grundlæggende justeringer på hele holdets struktur, der spiller en kæmpe rolle i at udnytte de respektive spilleres kompetencer bedst muligt indenfor den taktiske ramme Jesper Sørensen ønsker. Holdet er blevet langt mere fleksibelt i sit udtryk, og knap så fastlåst i satte positioner. Mod Randers var der følgende væsentlige pointer:

  • Holdet forsvarer i en 5-2-3
  • Angriber i enten en 2-2-2-4 eller en 3-1-2-4 (afhængig af yderstoppernes positionering)

Udgangspunktet på papiret er en 3-5-2

Det formationsmæssige udgangspunkt er på papiret 3-5-2 / 5-3-2. Det grundlæggende element er tre stoppere flankeret af wingbacker, tre midtbanespillere og to angribere.

Brøndby kan veksle mellem to (for at simplificere det) måder at spille mod bolden på. Det der lykkedes godt i første halvleg var den mest offensive model, der i praksis ligner 5-2-3:

  • Stopperne spiller 3 vs 2 mod Randers’ to angribere centralt
  • Wingbackerne kan skubbe op eller falde alt afhængig af modstander bevægelser i siderummene
  • Vallys skubber frem på siden af Omoijuanfo, således nordmanden skærer presset (om Brøndby vil presse Randers-opspillet mod den ene eller anden side)

Brøndby kan lægge preslinjen højt på banen, som vist på grafikken nedenfor.


1693871733-brøndbyMODbolden.jpg

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

I de situationer, hvor organisationen ikke er på plads, dropper Brøndby ned i et mere afventende udgangspunkt. Bagkæden falder ned på kanten af buen af eget felt, mens de to øvrige kæder gør mellemrummene kompakte, og lokker modstanderne til at forsøge at spille over siderne.

Taktiske greb

Når Brøndby angreb i kampen mod Randers var der flere strenge at spille på for de blågule, som kunne koges ned til:

  • Yderstopperne kan enkeltvist skubbe frem på siden af Wass, hvorved de kan danne en dobbelt pivot
  • Alves vekslede mellem at drive bolden frem centralt, eller aflevere den ud til siderne
  • Greve skubbede op på siden af Vallys, således de i udgangspunktet lå i hvert sit halvrum med frihed til at drive
  • Wingbackerne skubbede højt og bredt, og udgjorde på det nærmeste wings på siderne af Omoijuanfo og Kvistgaarden

Ved at kunne arbejde så fleksibelt med udtrykket kan Brøndby arbejde sig fra 3-5-2 over 3-4-3 mod bolden til en 2-2-2-4 / 3-1-2-4.

Grafikken nedenfor illustrerer, hvordan denne struktur giver både horisontal og vertikal dækning i alle linjer - det giver en optimal spredning af aftagere til bolden. Konstant med trekanter der kan dannes overalt på banen.


1693871733-brøndbyMEDbolden.jpg

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Individuelle præstationer

I sejren søndag eftermiddag mod Randers FC var der en række individuelle præstationer, der er værd at fremhæve:

  • Frederik Alves trives med en central rolle, hvor han er dygtig til at skubbe frem i et aggressivt pres eller falde ned. På bolden fin vekslen mellem at drive den eller aflevere den.
  • Heggheim og Jacob Rasmussen skubbede frem, hvor især Heggheim havde nogle flotte drev fremad banen med bolden
  • Revival af Marko Divkovic, en baglinje til baglinje wingback. Tilbyder et offensivt punkt i siderummet, kan både kombinere og slå sin mand i 1-vs-1 dueller.
  • Wass er essentiel for det flow der var i spillet. Konstant to skridt foran, han turde arbejde med bolden i små rum.
  • Omoijuanfo linkede spillet sammen fra opbygning til afslutning, kom i boksen til afslutninger og leverede generelt en god præstation (centralt i banen)


1693871961-bifrfcpassings.png

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

De bedste 45 minutter

Første halvleg var uden sidestykke det bedste Brøndby har leveret i 2023. Det flow der var i bolden, bevægelser for boldholderen og mængden af rigtige beslutninger taget. Mod bolden fik Randers ikke et ben til jorden, presset sad velkoordineret og det var særdeles svært for kronjyderne at få flyttet bolden frem på banen.

Lige så velspillet første halvleg var, lige så træg var anden halvleg. Alt for meget blev reaktivt, frem for proaktivt. Presset kom på bagkant af Randers’ beslutninger på bolden, og når Brøndby havde bolden, gik det for langsomt.

Lige så lidt Randers havde bolden i første halvleg, lige så meget havde de den efter pausen. De forvaltede den bare langt fra så godt som Brøndby havde gjort, ligesom der grundlæggende stadig skal lyde en ros til bagkæden for Brøndby, som lukkede ned for det meste.

Sejren kan der ikke pilles ved, vurderet ud fra expected goals gav Brøndby også sig selv de bedste muligheder for at tage sejren. Det de blågule skal tage med sig fra kampen er præstationen de første 45 minutter.
 

Mest kommenterede nyheder