.jpg%3F2026-07-03T14%253A06%253A26.281Z&w=3840&q=75)
Teis Markfoged
Analyse: 3 hovedbrud til Jesper Sørensen før de sidste kampe i efteråret
Efterårssæsonen er ved at gå på hæld, og der resterer nu kun tre kampe, før vinterpausen kalder. 3point.dk lister her tre udfordringer for Jesper Sørensen og co som årets sidste kampe gerne skal give et svar på.

Der mangler blot 270 minutters fodbold, en ligakamp mod Hvidovre og et dobbeltopgør i pokalturneringen mod AGF, før spillere og trænere går på vinterferie. Resultattavlen har dog ikke sprudlet med sejre til de blågule den seneste tid, hvor det blot er blevet til fire uafgjorte og en sejr i de seneste fem kampe.
3point.dk lister nedenfor tre spørgsmål, der gerne skal findes svar på, når efterårets sidste kampe er spillet.
Ohi Omoijuanfo og de manglende skud
Nordmanden er gået i stå. Så kort kan det siges om viceanfører Ohi Omoijaunfos bidrag på målkontoen.
Det største problem er, at det ikke bunder i en serie af uheld og godt målmandsspil hos modstanderne, men fordi Omoijuanfo ganske enkelt ikke kommer frem til det samme antal skud som før. Hans npXG pr 90 er dykket til under det halve af forrige sæson, og det sker med en baggrund i en halveret volumen af skud.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Hvad kom først - hønen eller ægget. For er nordmandens skudvolumen gået ned som følge af en taktisk disposition fra trænernes side af om at Omoijuanfo skal bringes mere i spil i andre zoner på banen, eller er den øgede produktion i en lang række andre mere assisterende offensive parametre (herunder løb med bolden, accelerationer forbi modstanderne, flere afleveringer mv.) resultatet af en frustreret angriber, der ikke bliver sat i scene?
Jesper Sørensen skal finde løsningen på at forløse Ohi Omoijaunfo og få glæde af hans offensive produktion.
Hovedpinen i bagkæden - de to sikre og det tredje hjul
Kevin Tshiembe har taget sig selv ud af ligningen til kampen mod Hvidovre efter sit røde kort mod Lyngby. Men selv før den kamp har efteråret budt på vekslende bud på det tredje hjul til de to faste i bagkæden efteråret igennem: Frederik Alves og Jacob Rasmussen.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Henrik Heggheim og Kevin Tshiembe har spillet tæt på samme antal minutter i denne sæsons Superliga, og ser vi på, hvad de to bringer på banen, fortæller det også om hvori Jesper Sørensens hovedbrud består på positionen som højre stopper.
Med Tshiembe får Brøndby en luftduel stærk stopper, der markerer sig på flest generobringer af de to, men også en spiller, der begår flere frispark og ikke udmærker sig i pasningsspillet.
Hos norske Heggheim har Jesper Sørensen en stopper, der vinder sine dueller langs jorden i højere grad end Tshiembe, men til gengæld er et godt stykke fra antallet af vundne luftdueller sat op mod Tshiembe.
Hvad nordmanden dog excellerer på, er pasningsspillet, hvor han rangerer højere end Tshiembe i præcision på alle afleveringsparametre.
Jesper Sørensens hovedbrud bliver at finde en holdbar løsning til pladsen som højre stopper. Om det så skal være Tshiembe, Heggheim eller han finder en helt anden løsning.
Wass og makkeren på midtbanen
Parkeret først på bænken, fordi Wass tager den dybe plads som 6er i opspillet, har Radosevic i efteråret igen igen kæmpet sig tilbage til startopstillingen. Denne gang i en rolle som makker til føromtalte Wass på den centrale midtbane, men som mere fremadrettet 8er.
Greve blev købt som en indadgående chanceskabende kantspiller til en klub, der på det tidspunkt spillede et system uden kanter, nu placeret som 8er på midtbanen ved siden af Wass.
De to mest benyttede spillere på midtbanen ved siden af Wass er to spillere, der ikke rigtig har den åbne plads som deres spidskompetence.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Radosevic har spillet flest minutter af de to med 1023 mod Greves 608 minutter. Forskellen på de to er slående. Med kroaten på banen får Brøndby generobringer og en høj volumen af defensive dueller, men omvendt kommer der tæt på ingen offensiv produktion. Radosevic er en non-faktor i det offensive pasningsspil, og bringer (udover to statistisk usandsynlige) to mål i efteråret til bordet og ikke meget andet.
Greve markerer sig som den klart bedste på alle offensive pasningsparametre, ligesom han også har flest accelerationer forbi modstanderne, skudassists og xA.
Men ingen af de to nævnte spillere bonger ud på en mærkbar volumen af skud, de kommer ikke i feltet og får boldberøringer, de har en tæt på ikke-eksisterende xG qua ingen af de to har den store produktion af skud.
Sat på spidsen skal Jesper Sørensen, når valget står mellem de to, vælge mellem en defensivmaskine og en cirkulationsspiller in possession. Der er store mærkbare forskelle på de to midtbanespilleres bidrag på pladsen ved siden af Wass, og Jesper Sørensen står med et hovedbrud for at finde en bæredygtig løsning.
Alternativet for Jesper Sørensen er at skulle se en helt anden vej, men det har han hidtil i sæsonen ikke gjort det store, og med blot tre kampe igen, tør han så begive sig ud i de store skift af personellet på midtbanen? Senest har Kowalczyk været sendt ned for at spille U19-liga d.d., ligesom Evjen et stykke tid har været helt ude i kulden. For ikke at tale om gruppen af unge Masterclass-spillere, der banker på døren.
Sammenfatning
Jesper Sørensen står med tre hovedbrud før de sidste tre kampe i efteråret. De kampe vil måske give et fingerpeg for retningen cheftræneren ønsker sit hold skal tage fremadrettet.
Derfor vil valgene på følgende hovedbrud være interessante at følge i det resterende efterår:
- Ohi Omoijuanfo skal genopfindes, eller går Jesper Sørensen med en anden spiller i front til at tegne offensiven?
- Hvem skal være tredje mand i bagkæden? Henrik Heggheim, Kevin Tshiembe eller en helt tredje løsning?
- Hvem skal være makker til Daniel Wass på midtbanen?