3POINT
Nyheder25. jun. 2016

Amir Al-Ammari: Muligheden er åben

Amir Al-Ammari har kontraktudløb denne sommer, men har fået meget spilletid i opstarten under Alexander Zorniger. Selv ved Al-Ammari ikke hvad fremtiden bringer

3point person
3point.dk25. jun. 2016

Amir Al-Ammari har kontraktudløb denne sommer, men har fået meget spilletid i opstarten under Alexander Zorniger. Selv ved Al-Ammari ikke hvad fremtiden bringer, men muligheden for at blive i Brøndby er åben, fortæller han. Brøndby hentede i 2013 den unge svensker Amir Al-Ammari i Husqvarna FF. Siden har han spillet på ungdomsholdene i Brøndby og også spillet reserveholdskampe. I opstarten under Alexander Zorniger har han også fået mange minutter i træningskampene. - Jeg synes faktisk det er gået rigtig godt. Det er dejligt at få noget spilletid på førsteholdet på seniorniveau. Det er en ny spillestil, så man skal lige vænne sig til hvad han (Alexander Zorniger, red.) vil med presset og på de forskellige positioner. Jeg har spillet 6'er, 8'er og 10'er. Jeg synes det er gået meget godt. Drengene hjælper mig meget inde på banen, siger han til 3point.dk efter 6-3-sejren over LSF. - Jeg er meget løbestærk og kan løbe meget derinde, og det vil han gerne have. Vi skal presse højt og det er også en af mine styrker. Jeg er også komfortabel med bolden, så jeg kan godt lide spillestilen. - Han (Alexander Zorniger, red.) giver råd hele tiden og fortæller hvad man skal blive bedre til og hvad man skal fortsætte med. Men vi har ikke snakket om hvorvidt jeg skal op i truppen.

Brøndby er en mulighed

For spørgsmålet er nemlig, om Al-Ammari skal op i Superliga-truppen. Han rykker op som senior og har kontraktudløb denne sommer. Men han er ikke sikker på hvad fremtiden bringer. - Vi afventer svar og så må vi se hvad der sker. Men er der en mulighed for at du bliver i Brøndby? - Muligheden er åben. Men jeg ved ikke hvad der kommer til at ske, eller om jeg skal til en anden klub. Zorniger har givet mig meget spilletid og det er jeg glad for og jeg synes, at jeg har grebet chancen fint. Så må vi se hvad der sker. - Men jeg synes da at det er et godt tegn, at han har givet mig så meget spilletid. Det virker som om han tror på mig. Han giver mig råd hele tiden til træning. Han siger bare, at jeg skal blive ved med at køre på og at han synes jeg arbejder hårdt til træning. Så det skal jeg bare blive ved med. Hvad så hvis du selv skulle vælge, ville du så blive? - Selvfølgelig vil jeg blive.

Nyudklækket student

Men fodbold er ikke det eneste, Amir Al-Ammari har beskæftiget sig med i sine tre år i Danmark. 16. juni i år kunne han stolt tage studenterhuen på hovedet og det er han også stolt af. - Det er fedt at have gjort sin uddannelse færdig. Nu kan jeg fokusere hundrede procent på fodbolden. Det var også et af mine mål, da jeg kom til Danmark. Nu har jeg altid en plan B at falde tilbage på. - Det betyder rigtig meget. Alle mine holdkammerater har hjulpet mig meget og det er deres skyld, at jeg taler så godt dansk. De hjælper mig hele tiden og det er jeg glad for, lyder det afslutningsvis fra Al-Ammari. Amir Al-Ammari fik tidligere på sæsonen debut for det svenske U18-landshold.

Mest kommenterede nyheder