
Teis Markfoged
Alves: Fungerede fint med fire i bagkæden
Frederik Alves synes holdet klarede lørdagens formationsskifte godt.

Lørdag eftermiddag var der stadiondebut til Frederik Alves' lille datter, som kom til verden denne sommer. Og mon ikke nogle Brøndby-fans nok vil begynde at kræve, at hun kommer med hver gang fremover, for resultatet af fodboldkampen var godt - og far Alves spillede en stor kamp.
Og det gjorde han i en fire-back-kæde, som var et af Steve Coopers første aftryk på Brøndby-holdet.
- Jeg synes, det fungerede meget fint med fire i bagkæden, selvom vi kun har haft tre dage til at arbejde med det. Vi har jo været vant til at spille med tre dernede i fire år eller sådan noget. Siden jeg kom til i hvert fald. Men vi klarede det meget godt som hold, sagde Frederik Alves efter kampen i mixed zone, og tilføjer, at spillerne fik det at vide allerede onsdag, da Cooper havde første træning med holdet.
- Jeg er opvokset med det. Vi fik det at vide allerede første dag på træningsbanen, så vi kunne arbejde med det så meget som muligt.
Det var et Brøndby-hold, som spillede med en stærk mentalitet og vilje. Det var noget, Alves havde savnet.
- Jeg er glad for, at vi som hold viser det i dag, og vi skal jo vise det i hver kamp. For det er sådan, man skal spille, når man er i Brøndby. Hvis man gør det, så har man alle på lægterne med sig. Og når man har alle dem på lægterne med sig, så er det bare svært at spille på Brøndby Stadion for modstanderne.