Alle mand til fronten

Det er nu, der skal bakkes endnu mere op om Brøndby IF, som har det svært, mener Juri Ahrskov Rao. FOTO: Lasse Lagoni Følgende tekst er skrevet af Juri Ahrskov Rao. Juri er underviser på Den Danske Filmskole og vil med udgangspunkt i sin kærlighed til Brøndby, skrive tekster til 3point.dk om hvad der rører sig i klubben. Og hvad der rører ham. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Det er som om, at Brøndby er havnet midt i Bill Shanklys berømte citat som lyder “Mange regner fodbold for at dreje sig om liv eller død. Denne indstilling skuffer mig meget, jeg kan forsikre jer om, at det er meget vigtigere end det”. For det føles som om, at vi er havnet i en krig på noget vigtigere, end liv og død. En krig som foregår på en slagmark, hvor alle omkring os, har kastet sig ind i kampen. En kamp hvis overordnede formål er at skabe en intern splid blandt Brøndbys fans, spillere og organisation. Medierne, fodboldfans, kultureliten og politikere har i den seneste tid stillet skarpt på Brøndby, på en måde, som kun kan opfattes som en form for ensidig beskydning på Brøndby og alt hvad vi indeholder. Først skulle vi have flere unge og egne talenter på holdet. Så skal vi spille mere rutineret og professionelt, når vi er i Europa. Så taler Zorniger for højt og for larmende, så taler han for mildt og for overbærende. Så skal vi bruge dem vi har i truppen, så skal vi købe alt hvad vi kan komme i nærheden af. Så har vi ikke nok danskere, så er de danskere vi har ikke gode nok. Så skal vi ikke sælge vores danske spillere, så skal vi sælge dem for at de overhovedet kan komme på landsholdet. Så bliver vi ikke straffet hårdt nok for balladen i Horsens - samtidig med at vi skal æde, at FCK splitter vores stadion og politiet ad, og får en straf, som kun går ud over andre. Alle argumenter synes at virke, uanset hvor modsatrettede de er, og derfor kan jeg kun konstatere, at de har et samlet formål, - at få vores sammenhold og fællesskab ned med nakken. Og hør, - jeg er hverken nærtagende eller et tudefjæs, men jeg er godt og grundig træt af, den måde de forsøger på, at skille os ad, og splitte det fællesskab, som vi har. Jeg kan se det omkring mig. Brøndby-fans som skændes indbyrdes på fodbold-siderne med en eftergivenhed overfor argumenter, som kun har det formål, at så tvivl om vores værdier og sammenhold. Journalister, kommentatorer og agenter i sportsprogrammer der flokkes om, at få lov til at være de hårdeste og mest ureflekterede kritikere af os. Jeg indrømmer, at vi har vanskeligheder. Spillet halter og vi har svært ved at finde ind til det, som gav os så meget sidste år. Men det er som om, at der har dannet sig en samlet front mod manden, mod Brøndby, og ikke mod spillet eller bolden. Men vi har et valg. Vi har allesammen et valg. Vi kan give dem ret i deres antagelse om, at vi kun er så stærke som den sidste sejr. Så det egentlige spørgsmål, som jeg rejser er: Vil vi kæmpe eller vil vi gå under, for hvis alle de andre får det, som de allerhelst vil have det, så opnår de at Brøndby smuldrer og sygner hen, og til sidst består af medløberfans og dem som kun kan trives med medvind på cykelstien og Nutella i feltrationen. Jeg er ikke i Brøndby, for at sole mig i succes eller være fan på en badebillet. Jeg har svoret klubben troskab, og denne troskab indebærer, at jeg er ærlig overfor klubbens udfordringer, og ikke går ad vejen for saglig kritik og frustrationer, tillige endda hjertesorg, når det går ad Pommern til, men jeg vil aldrig tillade, at denne kritik står alene, når den har en sådan karakter, at dens virkelige mål er rettet klubbens værdier og eksistens. Og det er netop disse værdier, som nu får mig på den føromtalte slagmark. Fordi - nok er nok. Det er som om, at alle omkring os bare har ventet på en undskyldning på at falde over os, vores spillestil, vores træner, vores organisation. Vi rykkede ikke ned i sin tid, vi blev ikke mestre sidste år, - og nu slår de til, i samlet flok. Jeg er ikke paranoid eller ser spøgelser, jeg har vidtåbne øjne, og jeg synes, at der tegner sig et klart og unuanceret billede af, at den bedste historie i Danmark netop nu og vel det meste af tiden er, at få Brøndby ned i skidtet. Og nu forsøger de så ovenikøbet, at sætte en kile ind i alt det, som vi har sammen, og som de aldrig har forstået og altid har frygtet. De vil lave den umiddelbare test af vores sammenhold og vores evne til at klare modgang så, som et rungende rødglødende modsvar, har jeg foldet stolthedens kolosalle banner ud. Og da jeg er fra Brøndby, så er jeg ikke bange for at bruge store armbevægelser og store ord. For det er hvad kampen skal vindes med - det store mod det smålige, overskuddet mod misundelsen, stoltheden over frygten. Så nu står jeg her ved Vestegnen, ved Vestfronten, og står vagt om alt det, som vi tror på og den klub, som vi elsker - og lige nu ville jeg ønske at dette bare var en film, og en eller anden ville udbryde: “What we do in life, echoes in eternity”. Men det er virkeligheden, og har vel altid været det - nu har det bare fået en ekstra kynisk drejning. Så venner, fronten kalder, hvad er dit svar......