3POINT
Nyheder30. maj 2018

Allan Ravn overraskede fan efter trøje-efterlysning

Jesper Bæwer Larsen er stor Allan Ravn-fan og havde efterlyst en Ravn-trøje på internettet. Pludselig overraskede den tidligere Brøndby-spiller selv. - Kære Jes

3point person
3point.dk30. maj 2018

Jesper Bæwer Larsen er stor Allan Ravn-fan og havde efterlyst en Ravn-trøje på internettet. Pludselig overraskede den tidligere Brøndby-spiller selv. - Kære Jesper. Tænker du måske kunne bruge denne her. Mange hilsner, Allan Ravn. Den besked tikkede ind i Jesper Bæwer Larsens indbakke på Facebook forleden dag. Forud går en historie om en kæmpe Allan Ravn-fan, forlagte trøjer og en efterlysning. 3point.dk har talt med Jesper Bæwer Larsen og fået historien bag beskeden fra Allan Ravn og billedet med trøjen, som du kan se øverst i artiklen her. Tilbage på Sydsiden Jesper Bæwer Larsen begyndte i 1995, som 14-årig, at komme på Faxe Tribunen på Brøndby Stadion. Ganske hurtigt spillede Allan Ravn sig ind i hjertet på den unge Brøndby-fan. Det på trods af at han ikke var fast starter i 1995, men det kom som bekendt siden hen. - Jeg har alle dage været fascineret af de spillere som kæmper med hjertet uden på trøjen, og som ikke er dem der typisk er i mediernes søgelys. Højdepunktet var naturligvis Allan Ravns legendariske mål imod Bayern i Champions League, fortæller Jesper til 3point.dk. - En kammerat, som var kæmpe Ebbe Sand- fan, og jeg mødte også ved flere lejligheder Allan og Ebbe til interviews, som vi satte op gennem flere projektopgaver i folkeskolen. - De følgende mange år stod jeg trofast på Faxe Tribunen, sidenhen Sydsiden, inden der kom børn ind i billedet og den faste ståplads blev byttet ud med sæder på familieafsnittet. Da sæsonen 2017/18 nærmede sig sin meget spændende afslutning, skulle Jesper tilbage på Sydsiden. Han ville støtte klubben med så meget vokal som muligt og gennem sin påklædning vise, hvor længe han havde stået last og brast med Brøndby. Han gik i gemmerne for at finde en af Allan Ravn-trøjerne frem, men fandt til sin store fortrydelse ud af at de var væk. [caption id="attachment_39780" align="alignnone" width="768"] Jespers tatovering (Privatfoto)[/caption] En beskedanmodning fra Allan Ravn - Jeg efterlyste derfor en Allan Ravn-trøje på diverse Brøndby-fora, på Facebook og på SSO, hvor jeg vedhæftede et billede af min Allan Ravn/Brøndby- tatovering, for at vise, hvor meget det betød for mig. Der gik et par uger, men uden held. - Indtil i går aftes (mandag aften, red.). Her tikkede pludselig ind beskedanmodning ind på min Messenger fra en Allan Ravn. Jeg tænkte, at det da ikke kunne være ham. Men da jeg åbnede beskeden, var der et billede af ham med trøjen i hænderne og en besked, hvor han skrev at han har noget til mig. - Jeg blev helt paf og udtrykte naturligvis min taknemmelighed og spurgte om han var sikker. Det er trods alt en trøje han har haft liggende i 21 år uden at give den væk. Han sagde, at så glødende en fan skal have den og at han er meget beæret over at være foreviget i en tatovering. Jesper og Allan udveksler informationer, så trøjen kan blive overdraget. Det viser sig faktisk, at de bor bare 500 meter fra hinanden. - Vi snakkede lidt Brøndby-historier og han fortalte, at det er hans ældste søn, der har set mit opslag på Facebook. - Herefter talte vi lidt om de gode gamle dage og hvor meget det glæder ham, at Brøndby er på vej tilbage til det udtryk de havde dengang han var der. Allan Ravn skrev en hilsen på trøjen og så kunne en meget taknemmelig Jesper køre de 500 meter hjem igen. Nu en Allan Ravn-trøje og en fantastisk Brøndby-historie rigere. - Den største Brøndby-ånd ever til Allan Ravn, lyder det slutteligt fra Jesper Bæwer Larsen.

Mest kommenterede nyheder