3POINT
Nyheder14. jun. 2016

Alexander Zorniger: Spillerne skal også føle kampene

Alexander Zorniger er ny cheftræner i Brøndby. Han ser samspillet med tilskuerne på lægterne som et vigtigt element. Spillerne skal også føle kampene, ikke bare

3point person
3point.dk14. jun. 2016

Alexander Zorniger er ny cheftræner i Brøndby. Han ser samspillet med tilskuerne på lægterne som et vigtigt element. Spillerne skal også føle kampene, ikke bare forstå dem analytisk, ligesom fansene. Der kommer til at ske meget nyt i Brøndby i den kommende tid. Klubbens nye cheftræner Alexander Zorniger holdt mandag sit første pressemøde og i dag har han de første træninger med truppen. Tyskeren har set flere kampe på Brøndby Stadion og her fortalte han under pressemødet, at han lagde mærke til, at tilskuerne reagerede på bestemte måder under kampene og ikke nødvendigvis når bolden blev spillet rundt og rundt eller fra side til side. Det forsøgte 3point.dk at få uddybet efter presseseancen: - Jeg tror ikke, at de ville have noget anderledes. Men jeg lagde mærke til, at de reagerede, når bolden blev spillet dybt, når der var optræk til en chance, eller når der var en en-mod-en-situation, hvor Brøndby-spilleren vandt bolden. Man kan lukke øjnene og bare forestille sig hvad der sker på banen og føle, om det er en målchance til hjemmeholdet eller modstanderholdet, forklarer Zorniger. - Det prøver vi også at fortælle spillerne. De behøver ikke nødvendigvis forstå alt hvad der foregår i spillet ned til mindste detalje, men de skal også føle kampen. Zorniger har tidligere været træner i RB Leipzig og Stuttgart. Sidstnævnte har en passioneret fanbase og samspillet med fansene på lægterne er vigtigt for Brøndbys nye træner. - Hvis man ser på muren bag det ene mål, er det imponerende. Der er den form for eufori, som måske ikke altid giver mening, men som er så fantastisk, siger han og fortæller om en episode i Stuttgart, hvor han var imponeret af klubbens fans. - Vi tabte de første tre eller fire hjemmekampe i Stuttgart. Den fjerde kamp var mod Schalke 04, hvor den stod 27-4 i chancer i Stuttgarts favør. De piftede ikke eller noget, for de forstod hvad der skete på banen. Jeg er helt sikker på, at fansene er meget skuffede, hvis deres hold taber og især på hjemmebane. Men jeg tror også der er forskel på hvordan man taber. Spillerne har startet tirsdagen med fysiske tests. Senere i eftermiddag er der træning på græs.

Mest kommenterede nyheder