Alexander Zorniger håber på flere forlængelser
Alexander Zorniger håber på flere kontraktforlængelser i den nærmeste fremtid. Særligt ser han gerne sine midtbanespillere blive, så han kan arbejde videre med

Alexander Zorniger håber på flere kontraktforlængelser i den nærmeste fremtid. Særligt ser han gerne sine midtbanespillere blive, så han kan arbejde videre med dem. Svenn Crone forlængede i sidste uge sin kontrakt med Brøndby. Han er dermed den første af de unge Brøndby-spillere med kontraktudløb til sommer, der har sat sin signatur på en ny kontrakt. Men cheftræner Alexander Zorniger ser gerne, at der kommer flere til inden for den nærmeste fremtid. - Ja, det er jeg glad for (Svenn Crones forlængelse, red.). Lige nu vil alle kontraktforlængelser betyde, at det er noget jeg er glad for. Jeg håber på nogle flere. Særligt midtbanespillerne. Dem vil jeg gerne arbejde med i en længere periode, for de er ikke færdige med 'the Brøndby way' endnu. Så jeg håber vi kan få ordnet kontrakter med dem i den nærmeste fremtid, siger han til 3point.dk. Ifølge tyskeren handler det også om at holde sammen på nogle af denne sæsons stamspillere som gruppe og dermed bygge videre på en stamme. - Det handler også om at holde dem sammen som gruppe. Ved årets slutning har vi forhåbentlig det hold, vi skal arbejde med i de kommende år. Selvfølgelig kommer der naturlig udskiftning hvert år, men midtbanespillerne er holdets og spillets hjerte. - De fleste af dem har spillet de fleste kampe, Christian (Nørgaard, red.) og Andrew (Hjulsager, red.) udvikler sig godt, som det også er blevet talt en del om, Hany (Mukhtar, red.) gør det godt og Lebogang Phiri er en type spiller, som jeg ville tage med til enhver anden klub. Svenn Crone har forlænget sin kontrakt til sommeren 2018, mens der er kontraktudløb hos Christian Nørgaard, Lebogang Phiri, Andrew Hjulsager, Frederik Holst, Rodolph Austin, Martin Albrechtsen og Thomas Kahlenberg sommeren 2017.