Aldo P. om Brøndby-tiden: Var som Football Manager
Aldo Petersen er fortid i Brøndby, men savner det ofte - især om søndagen. Han fortæller, at Brøndby-projektet var lidt ligesom Football Manager i virkeligheden

Aldo Petersen er fortid i Brøndby, men savner det ofte - især om søndagen. Han fortæller, at Brøndby-projektet var lidt ligesom Football Manager i virkeligheden. Aldo Petersen, med en fortid i FC København, var en af redningsmændene, da Brøndby nærmede sig den truende konkurs. Redningsaktionen lykkedes som bekendt og for et år siden forlod Aldo Petersen så sin post i Brøndby. En post, som han ofte kan savne, især om søndagen. - Jeg savner det, når det bliver søndag. Det var da drønspændende at få lov til at være med. Jeg plejer at sige, at jeg i en periode fik lov til at spille Football Manager i virkeligheden. Jeg var med til at beslutte, hvem der skulle være sportsdirektør, hvem der skulle være træner, hvordan holdet rundt om projektet skulle se ud. Det var enormt spændende, og det kan man sagtens savne, siger han til Tipsbladet. Aldo Petersen forklarer også, i det større interview med Tipsbladet, at han gik ind i projekt Brøndby, fordi han savnede det han og Flemming Østergaard lavede i FC København i 90'erne. - Jeg kastede mig ud i Brøndby-opgaven, fordi jeg savnede det, som Flemming Østergaard, jeg og de andre lavede i FCK i slutningen af halvfemserne. Det er noget specielt at arbejde med fodbold. Jeg har gennem livet været heldig at få lov til at arbejde med mange sjove projekter. Men der er ingen tvivl om, at både FCK- og Brøndby-projekterne er højt oppe på listen af sjove ting, jeg har været involveret i. Aldo Petersen var en del af Brøndby fra 2013 til 2014.