Albrechtsen: Jeg var nok bagud på point
I et længere interview med Martin Albrechtsen i podcasten BrøndbyLyd, fortæller den rutinerede stopper om sin fortid i FCK og at komme til Brøndby og være bagud

I et længere interview med Martin Albrechtsen i podcasten BrøndbyLyd, fortæller den rutinerede stopper om sin fortid i FCK og at komme til Brøndby og være bagud på point. Læs en snas her. FOTO: Mikkel Johansen I BrøndbyLyd, som er en podcast produceret af 3point.dk og Brøndby Supporters Trust, havde vi i denne måned sat Martin Albrechtsen stævne til en snak om at fylde 36 år og måske at være bagud på point i forhold til Brøndbys fans. Du kan læse et uddrag af interviewet her og høre resten enten på Soundcloud eller i iTunes.
Blev ikke kaldt ned det første halve år
Da Martin Albrechtsen skiftede til Brøndby på en fri transfer i sommeren 2012, var han måske lidt bagud på point. Nogle år forinden havde han nemlig været hos rivalerne FC København. - Det var lige noget man tænkte over. Da jeg spillede i FCK, havde jeg aldrig tænkt på at jeg skulle spille i Brøndby. Men efter jeg kom hertil, følte jeg mig hurtigt hjemme og velkommen. Så den følelse forsvandt nærmest inden for et par dage. - Jeg gjorde ikke noget ekstra, jeg spillede bare og gjorde mit bedste. Du spørger om jeg var bagud på point, og ja, det var jeg vel. Jeg tror ikke jeg blev kaldt ned til fenerbahce det første halve år og jeg kunne godt høre lidt mumlen i baggrunden, siger Albrechtsen med et smil. - Men igen - jeg tog det som en udfordring. Jeg synes faktisk bare, at det er lidt fedt, at have kniven for struben. At man skal levere for at få folks respekt. Det lykkedes efter det halve år, og derefter var det helt naturligt, at jeg var en del af Brøndby.
Kuldegysninger
I efteråret fik han rollen som løvedræber mod netop sin gamle klub FC København. Det kan den rutinerede Brøndby-stopper godt lide at tænke tilbage på - det giver kuldegysninger. - Nu har de (fansene, red.) taget mig til sig med åbne arme, og efter jeg scorede mod FCK, er det helt glemt. Nu er det bare fedt at FCK's fans piver af mig. Det synes jeg kun er fedt. - Jeg sidder og får kuldegysninger bare ved at tænke på det. Det var helt fantastisk. Følelsen af at score i et derby, især når jeg ikke scorer særlig tit, er bare fed. - Der tænkte jeg slet ikke på, at jeg havde spillet i den anden klub tidligere. Nogle gange bliver der talt om at man ikke må juble, men den fik fuld gas og jeg nød det i fulde drag. Det må gerne ske igen.