3POINT
Nyheder15. jun. 2019

Albertslund-angriber: Stort at skulle møde Danmarks største klub

Om præcis en uge skal Brøndby igen trække i kamptøjet når årets første træningskamp spilles. Brøndby skal en tur til venskabsklubben Albertslund IF, hvor det gå

3point person
3point.dk15. jun. 2019

Om præcis en uge skal Brøndby igen trække i kamptøjet når årets første træningskamp spilles. Brøndby skal en tur til venskabsklubben Albertslund IF, hvor det går løs på Albert Park. Traditioner skal holdes ved lige og det må man sige Brøndby gør sig i. Igen i år byder årets første træningskamp nemlig på endnu et vestegnsopgør, når Brøndby gæster Albertslund IF på deres hjemmebane, Albert Park. 3point.dk har talt med Albertlund IF-topscorer, Emilio Rodriguez, om hans forventinger til kampen. - Det jeg glæder mig mest til ved kampen er at se, hvor langt vi er fra det bedste niveau i Danmark. Jeg havde dog også set frem til at skulle lave nogle tunneller på min gamle holdkammerat og barndomsven Joel Kabongo, men han er desværre blevet ramt af en slem skade i knæet og er ude det næste års tid. Så det må vente til en anden god gang. - Mine forventninger er at vi højst sandsynligt bliver domineret i det meste af kampen, dermed ikke sagt at vi lægger os fladt ned på maven inden kampen og overlader alt spillet til Brøndby. Vi vil spille vores chance og gøre vores bedste, og så må vi se hvor langt det rækker. Hvor stort er det, at i som Sjællandsseriehold skal op mod Brøndby IF? - Der ingen tvivl om, at det er virkelig stort at skulle spille mod Brøndby IF. Det er uden tvivl den største klub i Danmark efter min mening. Jeg har altid fulgt dem i tv og på stadion siden jeg var lille, så det bliver en rigtig god oplevelse at få lov til også at skulle spille mod dem. Du har tidligere i dit liv spillet ungdomsfodbold i Brøndby, så hvordan er det for dig at få muligheden for at møde Superliga-holdet på Albert Park? - Jeg har haft fire gode år i Brøndby, og det er noget, jeg aldrig vil glemme. Jeg havde en masse gode oplevelser derude samt en masse gode holdkammerater. Ser du muligheder mod Brøndby for at lave en overraskelse og vinde kampen? - Ligefrem at skulle gå hen og vinde kampen bliver nok svært, men som sagt, så vil vi spille vores chance og ikke lægge os ned på maven fra start af og lade dem styre det hele. De kommer trods alt på vores hjemmebane Albert Park, og der har vi ikke tabt mange kampe. Det kommer til at koste blod, sved og tårer og så må vi se hvad der sker. Emilio Rodriguez er i Albertslund og omegn kendt for at være uhyre giftig på frispark, og han scorer oftere end han brænder. 3point.dk forhørte sig om muligheden for et frisparksmål mod Brøndby, og til det svarede Emilio med et glimt i øjet. - Jeg håber på at jeg får en chance på frispark mod Brøndby, så skal jeg nok banke den i kassen. Kampen spilles lørdag den 22/06-2019 kl. 13.30 på Albert Park i Albertslund.

Mest kommenterede nyheder