3POINT
Nyheder26. sep. 2014

Al-Ammari kampens spiller i debut for Sverige

I sidste uge fik Brøndbys Amir Al-Ammari debut for Sverige. Midtbanespilleren trådte straks i karakter på det blå/gule U/18-landshold. I sidste uge spillede det

3point person
3point.dk26. sep. 2014

I sidste uge fik Brøndbys Amir Al-Ammari debut for Sverige. Midtbanespilleren trådte straks i karakter på det blå/gule U/18-landshold. I sidste uge spillede det svenske U/18-landshold en fire-nationers turnering på hjemmebane, og for første gang var Amir Al-Ammari fra Brøndby IF indkaldt for at repræsentere Sverige. Efter at have siddet på bænken under de blå/gules 2-2 kamp mod Norge gik drømmen i opfyldelse med en startplads torsdag i sidste uge. - Det var lidt nervøst til at starte med, men da vi sang nationalsangen, så tænkte jeg ikke så meget over det udover, at det bare var ud at spille. For mig var det en fed oplevelse. Det har jo været en drengedrøm, og jeg har arbejdet hårdt for det. Det var ekstra dejligt, fordi det var et af mine mål denne sæson, siger Amir Al-Ammari til 3point.dk om oplevelsen af optakten til kampen mod Slovakiet, der endte 1-1. - Det var en kamp, hvor vi startede dårligt, men vi fik arbejdet os stille og roligt ind i opgøret. Vi scorede til 1-0 efter cirka 20 minutter og havde godt styr på kampen. Vi havde muligheder til både 2-0 og 3-0, men kan ikke rigtigt score på vores chancer, og i anden halvleg kom de så ud med højt pres, som vi havde svært at spille os ud af. De pressede os og var tæt på at score flere gange, og med knap et kvarter tilbage scorede de på et frispark udenfor feltet, fortæller midtbanespilleren om debutkampen. Personligt leverede Amir Al-Ammari en fremragende indsats mod Slovakiet, hvor det blev til fuld tid på den svenske midtbane. Brøndby-talentet greb taktstokken, erobrede mange bolde og styrede spillet for Sverige. Indsatsen blev endda belønnet med kåringen som kampens spiller. Det gav genvalg til den sidste kamp lørdag mod Østrig, hvor Sverige fik ørerne i maskinen og tabte 4-1.

Positiv feedback fra landstræneren

- Det var en svær kamp at spille. Østrig var sindssyg gode på bolden. Vi kunne ikke presse højt, fordi så spillede de bare rundt om os, så vi stod lavt og prøvede at score på kontra. Vi startede godt, men vi tabte på individuelle fejl, forklarer Al-Ammari, som endnu en gang leverede godt på den svenske midtbane og blot var én stemme fra at blive kåret som kampens spiller for anden gang i træk. Den svenske U/18-landstræner Tomas Turesson var yderst tilfreds med det, han havde set fra Brøndby-spilleren under turneringen, og meget tyder på, at Amir Al-Ammari er kommet ind i den svenske landsholdsvarme for at blive. - Den feedback, jeg fik fra landstræneren, var positiv. Jeg vandt mange bolde på midten og fik sat gang i nogle hurtige kontraer. Han var meget positiv over det, jeg havde vist i de to kampe, hvor jeg startede inde. Jeg havde vist, at jeg kunne være med på det her niveau, så jeg fik kun positiv feedback, og det er jeg glad for, slutter en trods resultaterne og en svensk sidsteplads ganske tilfreds Amir Al-Ammari.

Mest kommenterede nyheder