3POINT
Nyheder13. nov. 2017

"AKTION AKTION AKTION"-forfatter: Troels Bech er også helt central

Niels Lunde har skrevet bogen "AKTION AKTION AKTION", om da Alexander Zorniger bragte overfaldsfodbolden til Vestegnen. Han har bragt ændringer med sig og er en

3point person
3point.dk13. nov. 2017

Niels Lunde har skrevet bogen "AKTION AKTION AKTION", om da Alexander Zorniger bragte overfaldsfodbolden til Vestegnen. Han har bragt ændringer med sig og er en kompromisløs leder og ansigtet udadtil. Bagved står Troels Bech og har en om muligt endnu vigtigere rolle. Der fulgte store ændringer med, da Alexander Zorniger tilbage i juni 2016 tiltrådte som ny cheftræner i Brøndby. Forud var gået præsentationen af Strategi 6.4, som blandt andet proklamerede, at Brøndby skulle stå for det bedste presspil. Det bedste presspil? Flere løftede øjenbrynene. Men det hele gav mening med Zornigers ankomst. Chefredaktør på Børsen, Niels Lunde, som tidligere har skrevet bogen "100 topchefer", havde længe godt kunne tænke sig at følge en fodboldtræner. Først sagde Alexander Zorniger nej, men siden ja, og det er der nu kommet bogen "AKTION AKTION AKTION - Da Alexander Zorniger og Brøndby indførte overfaldsfodbold på Vestegnen" ud af. 3point.dk tog en snak med Lunde, som fulgte Brøndby, Zorniger og spillertruppen i næsten et år. For hvad er Alexander Zorniger egentlig for en type leder? Og hvor meget betyder Troels Bech for Brøndbys udvikling? Lad os begynde hos manden, der udadtil er ansigtet på Brøndbys nylige succes. Alexander Zorniger. Kompromisløs og fokuseret Der skete ændringer, både på det ledelsesmæssige og det fodboldmæssige plan, da Alexander Zorniger gjorde sit indtog på Vestegnen. Den 50-årige tysker er kompromisløs i sin spillestil og kom med en ledelsesstil, vi ikke er vant til i Danmark, fortæller Niels Lunde. - Det har at gøre med den baggrund han har, hvor han kommer med en anden ledelsesstil, end vi er vant til i Danmark. Men han er også mere kompromisløs, end tyske ledere normalt er. Det er han i flere aspekter. Det er han blandt andet i valg af spillestil. Der er kun hans vej, og den passer ind i Brøndby. - Han er også kompromisløs i sin ledelsesstil. Han sætter en retning. Han vil gerne lytte til folk, men det er udpræget ham, der sætter retningen. Han er også meget fokuseret. Det er ikke noget, man er vant til i dansk eller skandinavisk ledelse. Læs også: Anmeldelse: Ny bog om Zorniger er årets julegave til Brøndby-fans Selvom ledelsesstilen er atypisk i skandinaviske virksomheder, er der masser at lære af Zornigers stil. - Man kan lære meget af det. Det er heller ikke noget, han bare finder på. Det er forankret i Strategi 6.4. Der blev lavet en strategi og så hentede man en træner, der passede ind. Jeg synes der er en utroligt stor logik i Strategi 6.4, både i forhold til presspillet og historisk set, hvordan Brøndby har spillet. Der er også logik i det med fællesskabet, som er det alle i Brøndby forbinder med klubben. Så hentede man en træner, der passer til det. - Det man kan lære, er det meget stærke fokus. Derudover har han en overordnet plan, men er også meget detaljeorienteret. Han ved præcis, hvad han vil. Han kan svare på alle spørgsmål fra spillerne. Han har en helstøbt og samlet plan, for hvad han gerne vil. Det kan alle ledere i erhvervslivet lære noget af. Mange er gode til enten at tænke store tanker, eller til at fordybe sig i detaljer. Det er ikke mange, der kan begge dele, men det kan Alexander Zorniger. Spillerne oplevede altså fra dag ét en mand, som kom ind og satte retningen. Han tog styringen og intet var overladt til tilfældighederne. Det oplevede spillertruppen som en lettelse. Det har været en stor succes indtil nu, men spørgsmålet er, hvor Brøndby bliver efterladt, når Zorniger på et tidspunkt ikke er i klubben mere. Nøglefiguren Troels Bech Her er Troels Bech en nøglefigur. Han har været primus motor i udformningen af Strategi 6.4, som var med til at få Alexander Zorniger til klubben. Fodboldtrænere har som oftest ikke en holdbarhed som Arsene Wenger, og derfor er Troels Bech så vigtig. Det er ham, der binder det hele sammen, mener Lunde. - Troels Bech har en enorm betydning. Det er ham, der binder det sammen. Han sørger for at strategien hænger sammen og styrer transfervinduerne. Han holder sammen på det hele. Uden Troels Bech var der ikke den succes, der er nu. Han er meget central og vigtigere end Zorniger. - Han er god til at afbalancere mange forskellige interesser og egoer, som er i en professionel fodboldklub. Ledelsesmæssigt er han meget vigtig, for han er en rolig hånd på rattet i en bil, som hurtigt kunne komme til at køre galt. Der er et kæmpe pres på og det er et lille, sårbart miljø. Bech er, ligesom Zorniger, meget optaget af fællesskabet. Men det er netop også et langsigtet projekt og Strategi 6.4 strækker sig som bekendt over en otte-årig periode. - Troels Bech er meget optaget af tålmodighed og fællesskabet. For ham er projektet større end nogen enkeltperson. Det er et fælles projekt og det er et langsigtet projekt. Zorniger stortrives i Brøndby Men lige nu er Alexander Zorniger en stor succes i Brøndby og han har det som blommen i et æg på Vestegnen. - Han har store ambitioner og høj selvtillid. Det var grænseoverskridende for ham at komme til Danmark i starten, blandt andet på grund af sprogbarrieren, men han har det som blommen i et æg nu. Han stortrives i Brøndby. Resultaterne er gode, fansene er vilde med ham og han skal snart være far for første gang. - Jeg vil tro, hans ambitioner er større end Brøndby, men spørgsmålet er, om han passer ind i en større klub. I en storklub bliver du nødt til at orientere dig mere politisk og måske er hylden for ham klubber som Leipzig og Brøndby. Du kan købe Niels Lundes bog "AKTION AKTION AKTION" her og læse 3point.dks anmeldelse af bogen her.

Mest kommenterede nyheder