“AKTION AKTION AKTION”-forfatter: Fællesskabet fylder i Brøndby
Fællesskabet er en realitet i Brøndby og ikke bare en fortælling om sig selv eller et ord i en strategi. Det fortæller Niels Lunde, som har skrevet bogen "AKTIO

Fællesskabet er en realitet i Brøndby og ikke bare en fortælling om sig selv eller et ord i en strategi. Det fortæller Niels Lunde, som har skrevet bogen "AKTION AKTION AKTION" og fulgt klubben tæt i et knap et år. Fællesskabet. Et ord, man vil høre mange gange, hvis man begynder at spørge Brøndby-folk, hvad der kendetegner klubben på Vestegnen. Onde tunger vil dog mene, at fællesskabet i Brøndby IF er lige så meget bare er Brøndbys historie om sig selv. Men sådan forholder det sig ikke, hvis man spørger chefredaktør på Børsen, Niels Lunde, som har skrevet bogen “AKTION AKTION AKTION – Da Alexander Zorniger og Brøndby indførte overfaldsfodbold på Vestegnen”. Han fulgte klubben, truppen og trænerstaben i knap et år og blev blandt andet klogere på fællesskabet i klubben. - Det ér sådan. Jeg møder også folk, som siger, at det bare er Brøndbys fortælling om sig selv og at fansene og fællesskabet fylder for meget. Men det gør det ikke. Det er en realitet, siger Niels Lunde til 3point.dk. - Hvis bare Brøndby har en ledelse og en træner, der gør det fornuftigt, skal det nok lykkes. Der er så meget energi i det og så mange mennesker, der vil Brøndby det godt. På Brøndbys vegne vil jeg håbe, at de kan holde fast i deres tålmodighed. 'Unity', 'trust' og 'believe' Fællesskab er ikke blot en af klubbens nøgleværdier. Det er også en værdi, som cheftræner Alexander Zorniger har som et af sine vigtigste ledelsesværktøjer. - Et af hans (Zorniger, red.) vigtigste ledelsesredskaber er fællesskabet, som jo også er vigtigt i Brøndbys selvforståelse. Der har de fået en træner, der virkelig klikker med det. - Han gør meget ud af at italesætte fællesskabet. Det ses også i de tre værdier, truppen valgte i den første sæson. 'Unity', 'trust' og 'believe'. Dem kan han italesætte pludselig under en træning, eller når det passer ind. Men det er ikke kun cheftræneren, der efterlever værdien om fællesskab. Det er også noget, der ligger i truppen, som eksempelvis selv har fundet på cirklen, når de har indkasseret mål. - Spillerne har selv fundet på, at de lynhurtigt laver en cirkel, når der går et mål ind på dem. Det kan man ikke se på tv. Der samles de hurtigt og taler om, hvad der skete. Fællesskabet bliver adresseret hele tiden, også på holdet, og ikke kun i forhold til fansene, men også internt på holdet spillerne i mellem. Zorniger har blikket for samspillet mellem spillere og fans Fællesskabet eksisterer altså på mange planer og niveauer i Brøndby IF. Der er fællesskabet i amatørafdelingen, fællesskabet på tribunen, fællesskabet mellem spillere og fans og sikkert i en masse andre former. Alexander Zorniger har et rigtig godt øje for fællesskabet mellem spillere og fans og hvordan de kan hjælpe hinanden. Der var blandt andet en episode inden pokalfinalen, som Niels Lunde bed mærke i: - De overnattede på et hotel inden pokalfinalen. Om formiddagen inden de skulle køre til Parken, sad de på hotellet og der kørte et tv, der sendte levende billeder fra Nyhavn, hvor man kunne se Brøndbys fans i alle de gule trøjer. Det var Alexander Zorniger, der så det. Han har blikket for samspillet mellem spillere og fans, så han kaldte spillerne sammen og sørgede for, at de så det. Det gjorde stort indtryk på spillerne. - Brøndbys fans er noget for sig. De er mange og de er meget engagerede. Brøndby kan mobilisere nogle kræfter, som ingen andre kan i dansk fodbold. Det så man der. Det forstod Zorniger at udnytte, og der er ingen tvivl om, at det gav spillerne noget energi at se billederne fra Nyhavn. Zorniger er enormt optaget af forholdet mellem fans og spillere og at det skal gå begge veje. Holdet skal give fansene energi og glæde i den måde de spiller på og omvendt, at spillerne skal få energi fra fasene. - Det er noget han gør uden at tænke over det, men det er vigtigt for ham. Da der blev sat billetter til salg til pokalfinalen, stod der en lang kø af fans, der ville købe billetter. Der var så mange, at Zorniger godt vidste, at nogen ville ende med ikke at få billet. Han gik hele vejen ned gennem køen og hilste på alle. Kommunikationsafdelingen løb ud for at tage billeder, men han ville ikke have taget billeder. Han er autentisk i sin relation til fansene. Du kan købe Niels Lundes bog “AKTION AKTION AKTION” her og læse 3point.dks anmeldelse af bogen her.