Teis Markfoged
Aktieemission fuldført: Brøndby sikrer 164 millioner kroner
Brøndby IF meddeler, at aktieemissionen er fuldført med succes.

Brøndby IF har gennem den netop afsluttede emission sikret den ønskede kapital.
Det bekræfter Superliga-klubben på sin hjemmeside og kalder det ‘for en vigtig milepæl i Brøndby IF’s fortsatte strategiske udvikling’.
Brøndby meldte i starten af året, at man havde brug for at rejse nyt kapital.
Det lykkedes, og Brøndby meddeler i en selskabsmeddelelse, at der efter udgifter og omkostninger er rejst 164 millioner kroner.
Formålet med kapitalforhøjelsen var – ifølge klubben – at styrke Superliga-truppen for at sikre, at Brøndby fremover skal spille europæisk fodbold, og at klubben fortsætter udviklingen.
Ifølge Jan Bech Andersen, bestyrelsesformand i Brøndby IF, sender klubben med emissionen et stærkt signal.
- Det er et stærkt signal om den tro, vores investorer og aktionærer har på Brøndby IF’s videre rejse frem. Overtegningen af emissionen viser, at der er stor opbakning til vores strategi, hvor vi løbende har investeret i at styrke truppen, og øger vores kommercielle vækst og sikre et stærkt fundament for fremtiden. Vi er dybt taknemmelige for den tillid, vi har fået, siger Jan Bech til Brondby.com og uddyber:
- Denne kapitaltilførsel giver os de muligheder, vi har ønsket. Det betyder, at vi kan arbejde henimod kontinuerlig deltagelse i UEFA's klubturneringer samtidig med at vi kan investere i de kommercielle områder, der skal understøtte en øget indtjening og gøre Brøndby IF endnu stærkere, tilføjer Jan Bech Andersen.
Slutligt meddeler Brøndby, at en del af provenuet vil blive anvendt til strategiske investeringer i både den fysiske og digitale infrastruktur.