
Freja Borne
AIFs sportslige leder: Fokus på produktet
Albertslund IF skifter samarbejdet med Brøndbys Masterclass ud med FCKs ungdomssetup, et spørgsmål om fokus på det sportslige produkt forklarer Lasse Crüger, sportslig leder i AIF, til mediet BT.

Blækket var stadig friskt på den aftale, der ellers havde forlænget samarbejdet mellem Albertslund IF og Brøndby IF / Masterclass, da 3point.dk kunne afsløre at samarbejdet ophørte. Det skete da AIF i stedet havde indgået en aftale med Brøndbys rivaler fra FC København.
I den forbindelse har BT talt med den sportslige ansvarlige hos Albertslund IF, Lasse Crüger, der fortæller mediet, at det handlede om de sportslige muligheder det nye samarbejde tilbød:
- Vi skifter udelukkende, fordi der har været fokus på, hvilket produkt vi kan tilbyde vores ungdomsspillere. Hvor vi får mest ud af udviklingen. Både for bredde og elite. Vi har ikke været utilfredse med Brøndby overhovedet. Vi kan bare se, at her får vi mere.
Han fortæller endvidere, at overvejelserne et stykke tid havde været skudt til hjørne i klubben, da AIF havde oplevet tre skift af bestyrelser igennem året, hvorfor den eksisterende samarbejdsaftale med Brøndby / Masterclass i første omgang blev forlænget. Den beslutning blev dog taget op til revision siger Lasse Crüger til BT, og italesætter selv over for mediet, at han som sportslig ansvarlig må undersøge tingene til bunds og at FCKs tilbud havde været en øjenåbner. En af forskellene i aftalerne sætter Lasse Crüger ord på over for BT:
- I Brøndby tager man vores øverste talenter med for at træne en gang om ugen. Det gør man også i FCK. Forskellen er bare, at i FCK har man en klubudvikler, der kommer ud til os minimum hvert 14. dag. Så vi bidrager ikke kun til de talenter, vi sender ud, men her får hele bredden også gavn af aftalen.
Samarbejdsaftalen med FCK træder i kraft om seks måneder, når opsigelsesfristen på den eksisterende med Brøndby er udløbet.