.jpg%3F2026-07-06T09%253A30%253A43.236Z&w=3840&q=75)
Teis Markfoged
#AGFBIF fra modstanderens perspektiv: Vi snupper sejren - men skal have styr på dybdeløb
Brøndby spiller torsdag aften sæsonens næstsidste kamp, når Aarhus besøges. Der er lagt op til en gyser set med blå/gule briller, da en sejr kan sende Brøndby op på førstepladsen forud for sæsonens sidste kamp. AGF kommer med en sejr i bagagen, mens Brøndby tabte senest mod FC København. Aarhusianerne har tabelmæssigt ikke noget at spille for, men det er et klassisk derby, så alt kan ske. Vi har forud for kampen snakket med Ole Salling, som er AGF-fan.

Hvad er status for dit hold lige nu og fornemmelsen som fan?
- Vi er egentligt et rigtigt godt sted lige nu. Vi har igen opfyldt sæsonmålet og er i gang med at bygge på spillestilen, men samtidigt ser vi ind i et transfervindue, hvor vi formentligt mister flere stamspillere, så som fan frygter man altid lidt, hvad der sker med holdet – især når vi så også har fået ny sportschef.
Hvor vigtig er kampen mod Brøndby og hvorfor?
- For mig er kampene mod jer altid de vigtigste - jeg har været med, siden før I rykkede op i ligaen, så I er arvefjenden, der kom og overtog vores plads. Men der kommer flere og flere medfans, der har det værre med FCK end med jer.
Hvem er bedst kørende hos jer lige nu? Hvem skal Brøndby have øjnene mod?
- Det må helt klart være Kevin Diks. Han har ”desværre” fundet formen her sidst på sæsonen. ”Desværre”, fordi han som lejespiller bliver svær at holde på, med den form han er i.
- Udover Diks, der har scoret fire gange på de seneste tre kampe, så synes jeg, at Patrick Mortensen er begyndt at røre på sig igen.
Hvordan tror du, i vil gribe kampen an, og hvad/hvem frygter du mest hos Brøndby?
- Hvor vi tidligere har sat bolden hurtigt på spil med dybdeafleveringer, så har vi i de sidste par kampe holdt mere på bolden. Det tror jeg også, vi vil gøre denne gang – det bliver ikke 'Nik & Jay bold' som FCN, men en kombination af at hvile med bolden og slå dybdeafleveringer.
- Det er ikke så meget hvem, men hvad vi skal ”frygte” hos jer. I er farlige, når I får tid og plads til jeres dybdeløb, så det skal vi helt klart have styr på.
Hvad tror du, at kampen bliver, og hvad bliver udslagsgivende?
- Jeg tror vi snupper alle tre point, da I mangler Jobbe, men især Jung. Den er svær, da måden I og vi vil gribe kampen an på afhænger meget af resultatet fra FCK – FCM. En sejr til FCM vil betyde, at I skal angribe, fordi I skal bruge seks point for at blive Danmarksmester, hvor en sejr til FCK vil betyde, at et point kan være godt nok for jer.
- På den anden side vil vi med en FCM-sejr og en sejr til os være et point fra en 3. plads med et bagstivt FCM hold i sidste kamp, derfor forstår jeg heller ikke, hvorfor kampene ikke skal spilles samtidigt.
- Men spændende skal det nok blive.
Kampen sparkes igang torsdag klokken 20.00 og spilles i Aarhus. Vi siger tak for optakten til Ole Salling, som kan følges på Twitter her.