3POINT
Mikael Uhre kommer godt op i duellen

Teis Markfoged

Nyheder6. dec. 2020

#AGFBIF fra et AGF-perspektiv: Det er arvefjendeopgøret

I AGF ser man altid frem til opgørene mod arvefjenden fra Brøndby IF, lyder det fra AGF-fan Ole Salling i vores optakt set fra modstanderens perspektiv.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen6. dec. 2020

Mandag aften er der en Superliga-klassiker på menuen, når AGF tager imod Brøndby IF. Vanen tro er det blevet tid til en optakt set fra modstanderens perspektiv, så denne gang har vi fået fat i en AGF-fan. Ole Salling, som du kan følge på Twitter her, svarer i denne optaktsartikel på vores fem faste spørgsmål.

Hvad er status for dit hold lige nu og fornemmelsen som fan?

- Man fristes som fan altid af at sige at pilen er nedadgående med to nederlag i træk, men kigger jeg lidt på tallene bag resultaterne, så spiller vi en lige kamp mod FCM og dominerer FCN med 75% overtag. Vores problem i øjeblikket er at vi skal bruge mange chancer for at score, mens vi nærmest forærer mål væk til modstanderen på personlige fejl. Så alt i alt er jeg ikke så bekymret for holdet som nogle af mine medfans er

Hvor vigtig er kampen mod Brøndby og hvorfor?

- Kampene mod Brøndby er altid vigtige i AGF – især for min generation, der har været med i lang tid. Os der oplevede triumferne i 80’erne, men oplevede jer gå ind og overtage tronen fra os. Det er arvefjendeopgøret.

Hvem er bedst kørende hos jer lige nu? Hvem skal Brøndby passe på?

- Det lyder måske lidt underligt at fremhæve Patrick Mortensen, når vi har haft problemer med at score i de sidste par runder, men han har lavet næste 40% af vores mål i turneringen og deler topscorerværdigheden med Lindstrøm.

Hvordan tror du I vil gribe kampen an og hvem frygter du mest fra Brøndby?

- Vi er ved at køre en mere boldbesiddende stil ind. Det tager tid og vil koste point indimellem. Det tror jeg ikke vi ændrer på, så vi vil forsøge at presse jer fra start og holde mere på bolden end i sidste sæson. Der er to spillere hos jer, der skal holdes øje med. Det er Jesper Lindstrøm, der har gang i en god sæson (delt topscorer), og Uhre, der ser ud til at have fundet et sted, hvor han kan udfolde det talent han har.

Hvad er dit bud på resultatet og hvad tror du bliver udslagsgivende?

- Jeg tror kampen ender 1-1, men snupper gerne de 3 point. Det vigtigste for os bliver at fjerne de personlige fejl i forsvaret. Normalt er spillerne altid lige en tand mere tændte når vi møder Brøndby, så det kan have stor betydning for os.

Vi siger mange tak til Salling for optakten og ønsker alle en god kamp mandag aften.

Mest kommenterede nyheder