Agent: Kun virkelig godt tilbud kan lokke Pukki væk fra Brøndby
Teemu Pukki nyder tilværelsen i Brøndby og der skal et virkelig godt tilbud til, hvis angriberen skal lokkes væk fra Vestegnen i januar-vinduet, udtaler hans ag

Teemu Pukki nyder tilværelsen i Brøndby og der skal et virkelig godt tilbud til, hvis angriberen skal lokkes væk fra Vestegnen i januar-vinduet, udtaler hans agent. Superligaens topscorer med 14 kasser hedder Teemu Pukki. De mange mål har gjort Brøndby-angriberen til et varmt navn i andre klubber, men finnen er glad på Vestegnen, så der skal noget virkelig godt til for at lokke ham væk i januar, fortæller hans agent Teemu Turunen i et interview med tipsbladet.dk. - Jeg kan kun sige, at der er mange rygter. Teemu spillede godt i efteråret, og han scorede mange mål. Man ved, at angribere er meget efterspurgte i januarvinduet normalt, så vi må se. Der kan jo komme noget, vi ikke kan sige nej til, hvis Brøndby også siger god for det. Teemu nyder at spille i Brøndby og bo i København, så det skal også være virkelig godt. Vi kommer ikke til at skubbe på efter en transfer, hvis det ikke er et godt valg. - Det skal være en større liga, og så skal det være noget økonomisk større, så man ikke kan sige nej. Jeg har arbejdet med Teemu i mange år, og vi kigger altid meget på det sportslige, for hvis det er et godt valg på den lange bane, er det stort set altid også et økonomisk bedre valg. 26-årige Pukki havde et fremragende efterår, hvor han i alle turneringer sammenlagt spillede 26 kampe med 21 mål og syv assists til følge.