
Teis Markfoged
Agent: Brøndby har afvist Jungs krav
Anthony Jungs agent Klaus Gerster fortæller til B.T., at Brøndby IF har afvist Anthony Jungs krav til en kontraktforlængelse.

Udenfor fodboldbanen har et af forårets største samtaleemner i Brøndby IF været, om klubbens forsvarsprofil Anthony Jung ville forlænge sin kontrakt med klubben.
Tyskerens kontrakt udløber til sommer, men han har holdt sine muligheder åbne og ikke afvist, at han kunne finde på at blive på Vestegnen.
Men nu tyder det på, at forhandlingerne er gået i hårdknude. Tyskerens agent fortæller nemlig til B.T. at Brøndby ikke vil indfri Jungs krav til en forlængelse.
»Brøndby ved, hvad Jung vil have, og klubben har i første omgang sagt nej, Så nu er vi en i en ventesituation,« fortæller Klaus Gerster, der bekræfter, at knasten handler om penge.
Udover Anthony Jung har også Hjörtur Hermannsson, Marvin Schwäbe og Lasse Vigen kontraktudløb til sommer.