3POINT
1619972304-DSC01392.jpg

Teis Markfoged

Nyheder3. maj 2021

Ærgerlig Niels Frederiksen efter nederlag: Ikke en dårlig præstation

Niels Frederiksen mener, der var effektiviteten til forskel, da Brøndby søndag tabte 4-2 i Randers.

3point person
Daniel Mads Andresen3. maj 2021

Brøndby tabte søndag med 4-2 i Randers efter en kamp, hvor de blå-gule vadede i chancer, men måtte se sig slået af et effektivt Randers-mandskab.

- Det var i hvert fald en meget lige kamp. Der var chancer i begge ender, og vi må konstatere at Randers var skarpere i dag end vi var. De scorer fire mål på fem afslutninger eller sådan noget, og vi brænder temmelig mange chancer. De scorer også på et straffespark, som vi brænder. Det er nogle af forskellene, og så er det klart, at de to første minutter af anden halvleg er jo katastrofale for vores mulighed for at få point. På trods af det synes jeg ikke, vi er ret langt fra at komme tilbage, vi skaber ret mange muligheder i anden halvleg, som vi ikke får scoret på, sagde en tydeligt skuffet Niels Frederiksen til 3point.dk efter kampen.

Særligt de første minutter af anden halvleg skuffer Brøndby-træneren, der endda i pausen havde forberedt sine spillere på, at hjemmeholdet nok ville komme buldrende.

- Jeg ser bare, at vi ikke kommer specielt godt ud til anden halvleg, og vi bliver løbet lidt over ende. Vi havde egentlig snakket om i pausen, at de formentlig ville komme aggressivt ud, ligesom de prøvede i første halvleg, og det fik vi ikke helt afvist. Der kom vi til at løbe efter dem. Så laver vi én fejl, og så scorer de. Så bliver vi lidt shaky, laver en fejl mere og så scorer de igen. Så bliver det svært.

Undervejs i kampen brændte Mikael Uhre et straffespark, som kunne have bragt Brøndby tilbage i opgøret. Sidst Brøndby fik straffespark, var det anfører Andreas Maxsø der sparkede, men i dag overlod han ansvaret til topscoreren.

- Det er Maxsø der bestemmer hvem der skal sparke. Vi har to, enten er det Maxsø eller også er det Uhre. Maxsø besluttede så, at det skulle være Uhre i dag.

På trods af den store skuffelse, er Niels Frederiksen ikke i tvivl om, at der er rygrad nok i hans mandskab til at rejse sig frem mod næste rundes kamp mod FC Midtjylland.

- Ja, det tror jeg da bestemt, der er. Jeg synes ikke, vi har en dårlig præstation i dag. Rent faktisk synes jeg, vi har en bedre præstation, hvis vi kigger på vores omgang med bolden og vores antal af chancer, så er præstationen i dag bedre end den var i søndags (hjemmekampen mod Randers, red.). Jeg synes faktisk ikke, at Randers volder os helt så mange problemer, som de gjorde i søndags, lige bortset fra, at de scorer fire mål. Cadeau for den effektivitet, men i spillet er der ikke noget, der gør præstationen dårligere end den var sidste gang.

Brøndby skal rejse sig om en uge, når FC Midtjylland gæster Brøndby Stadion.

Mest kommenterede nyheder