
Freja Borne
Ærgerlig Jesper Sørensen: Det er dårlige vilkår
Det er dårlige vilkår, Brøndby går ind med til søndagens returopgør i Pokalen. Jesper Sørensen mener dog, at optimismen nok skal komme tilbage i truppen.

- Det er dårlige vilkår at give sig selv for at gå videre at tabe den første kamp 2-0. Det ville være åndsvagt at sige andet.
Sådan sagde en ilter Jesper Sørensen, da 3point.dk og resten af den skrevne presse mødte Brøndby-træneren i hallen ved Ceres Park, efter at Brøndby havde lidt et eftertryggeligt nederlag til AGF i pokalturneringens kvartfinale torsdag aften.
Det er særligt første halvleg, der ærgrer Brøndby-chefen, og ifølge Jesper Sørensen kom Brøndby ikke rigtigt fra start i kampen.
- Jeg er ærgerlig over, at vi ikke kommer bedre og stærkere ud til kampen. At vi spiller så tøvende og henholdende, og at vi ikke bringer mere intensitet ind i spillet. Det gjorde vi ikke i dag.
Selvom Jesper Sørensen erkender, at det ser svært ud med det videre avancement i Pokalen, er alt håb dog ikke slukket hos cheftræneren.
- De eneste, der kan bringe os ud af den dårlige position, er os. Det kan vi gøre på søndag. I dag og i morgen er det lidt svært, før vi får kigget på det. Lørdag tror jeg, vi bliver mere optimistiske, og så må vi gå på banen søndag og give os selv bedst mulige forudsætninger for at se, om vi går videre.
Brøndby Stadion ligger græs til returopgøret på søndag, hvor der er kampstart klokken 15.30.