3POINT
Niels Frederiksen

Teis Markfoged

Nyheder28. feb. 2021

Ærgerlig Frederiksen: Vi kunne godt have fået noget med hjem

Niels Frederiksen ærgrer sig over nederlaget til FC Midtjylland, men hæfter sig ved præstationen, som han synes var godkendt.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen28. feb. 2021

Brøndby IF måtte søndag aften gå fra banen besejret af FC Midtjylland. De forsvarende mestre vandt med 1-0 på et mål af Gustav Isaksen, men Brøndby-træner Niels Frederiksen synes godt de blå/gule kunne have fået point med hjem fra Heden.

- Jeg synes, vi leverer en rigtig god præstation. Vi skaber de chancer der skal til for at score herovre og jeg synes egentlig også, at vi holder Midtjylland nede på det antal chancer, som vi kan forvente, når vi spiller herovre. Jeg synes godt vi kunne have fået noget mere med os herfra. Vi bliver også nødt til at forsøge at holde fokus på præstationen, som jo egentlig langt hen ad vejen var ganske fin, sagde han i mixed zone efter kampen.

- For mig er det vigtigt at vi skaber det der skal til, hvis man kigger på chancer for og imod. Det regnskab ser fint ud for os i dag. Og så får man som regel noget med sig, men det gør man bare ikke altid, fordi marginalerne spiller ind. Nogle gange er marginalerne med en og nogle gange imod en, og vi har jo prøvet begge dele i denne sæson. I dag var de i hvert fald ikke med os.

- Hvis vi spiller 10 af denne slags kampe, så får vi point i syv eller otte af dem. 

FC Midtjylland kravler dermed over Brøndby i tabellen og op på førstepladsen, men det fylder ikke så meget. Frederiksen lader medierne om at fokusere på guldkamp, og så holder han fokus på Brøndbys præstationer.

- Det er hundrede procent en ærgerlig og bitter fornemmelse, for jeg synes præstationen var til at få noget med herfra i dag og det er sådan set det jeg umiddelbart fokuserer på.

- Vi fokuserer på præstationerne. Jeg ved godt, der er mange medier, som fokuserer på stillingen og guldkamp, men vi fokuserer primært på vores præstationer og det gjorde vi også op til dagens kamp. Der er mange ting, som vi kan sætte hak ved efter kampen i dag.

- Præstationen var godkendt, men det er aldrig godkendt at tabe.

Han skulle have holdt den

Kampens eneste mål faldt efter en fejl af Marvin Schwäbe. Han blev i hvert fald snydt af et skud fra Evander, som han endte med at parere lige ud i fødderne på Isaksen, der let kunne score. Niels Frederiksen mener, Brøndby-målmanden burde have holdt bolden i situationen.

- Vi forsvarer os rigtig fint i dag og leverer en god præstation både offensivt og defensivt. Det er vi tilfredse med, men når man kigger på måltavlen er vi ikke tilfredse.

Men I brænder også nogle direktører i den anden ende?

- Sådan er fodbold jo. Vi kan ikke anklage vores hold for ikke at være effektive og skarpe, det har de jo været indtil nu i sæsonen. Så vil der komme kampe, hvor du ikke lige finder den skarphed frem og det ramte vi i dag. Sådan er det.

Føler du at sejrsmålet var en, som Schwäbe skulle have holdt derinde?

- Ja. Jeg skal se den igen, men som jeg ser den, synes jeg han skal holde den, ja. 

Brøndbys næste opgave er allerede på torsdag, når Randers FC gæster Brøndby Stadion.

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder