Ærgerlig Fisker: Det er svært at sætte ord på
Brøndby tabte her til aften 2-4 mod SC Braga. Det var en kamp, der bød på mange fejl, og det var derfor også en ærgerlig Fisker, som kom ud efter kampen. Han ha

Brøndby tabte her til aften 2-4 mod SC Braga. Det var en kamp, der bød på mange fejl, og det var derfor også en ærgerlig Fisker, som kom ud efter kampen. Han havde svært ved at sætte ord på nederlaget. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Brøndby kom aggressivt ud til kampen mod SC Braga torsdag aften. Dominik Kaiser bragede hjemmeholdet på 1-0. Det blev dog en svær første halvleg for Brøndby, som måtte se to mål gå ind på meget kort tid. Der blev udlignet igen af Kaiser, men det blev alligevel til et skuffende 2-4 nederlag. Kasper Fisker, som startede inde, har svært ved at sætte ord på resultatet. - Jeg burde sige en masse ting, men det er svært at sætte ret mange ord på. Jeg kan ikke finde en forklaring på, hvad der sker. Vi har et 2-2-resultat, som vi ikke en gang er tilfredse med, da vi forærer dem et mål i første halvleg. Jeg sidder ude på bænken og håber på, at vi får det resultat, som vil give os rigtig meget i Portugal. Jeg kan ikke forklare, hvad der sker efterfølgende, fortalte Fisker i mixed zone efter kampen. De to første mål til Braga kom efter uheldige situationer i Brøndby-defensiven, og det ærgrer Fisker, som kalder det en del af forklaringen. Der var stille i omklædningsrummet efter kampen, og Fisker har fornemmelsen af, at alle i og omkring Brøndby sidder med samme skuffelse oven på kampen. - Det første mål må aldrig ske og det andet mål er aldrig sket før, tror jeg. Det er lidt forklaringen. Det er mærkeligt. Der var meget stille efter kampen. Vi vidste ikke rigtigt, hvad vi skulle sige. Jeg tror, man sidder med den samme følelse, om man har spillet på banen, set den på stadion eller oplevet den i tv.
Alle spillere skal vide, at Brøndby har gjort det umulige før
Bragas mål var for lette, mener Kasper Fisker, der dog synes at Brøndby fik vist sig godt frem i anden halvleg, hvorfor resultatet fremstår så ærgerligt. - De scorer meget ud af ingenting. De slår et godt indlæg, og det må vi acceptere, men vi kan ikke være tilfredse med den måde, han får den headet ind på. Det er for nemt at score sådan på os. Vi får ikke helt ligeså meget tryk på igen, men vores game-plan var også, at der skulle meget tryk på de første 15 minutter. De scorer jo to mål inden for meget kort tid, og det er lidt svært at komme oven på igen efter sådanne to mål. Vi får spillet færdigt i første halvleg, og så kommer vi egentligt ud og viser, hvad vi kan, og hvad Brøndby Stadion kan. Brøndby har tidligere skrevet flotte og overraskende historier i Europa, og dem vil Fisker have alle i truppen til at kende. Midtbanespilleren kalder det en af grundene til, at man skifter til Brøndby, og han føler, man skylder klubben at opnå sådant et resultat igen. - Jeg plejer at sige, vi kan ikke vinde alle kampe bare, fordi vi spiller for Brøndby. Når man kigger rundt her på stadion, så må man bare sige, at det er en af grundene til, at man skifter til Brøndby. Der er så mange fantastiske historier fra Europa. Alle spillere skal vide, at Brøndby har gjort det umulige i Europa før, og det skylder vi klubben at gøre igen. Brøndby skal spille mod Braga i Portugal på torsdag, men først venter Hobro på udebane søndag.