Abstinenser og en kold tysker

Alle kender vel det der med at have abstinenser i en landsholdspause... Juri Ahrskov Rao forsøger at sætte ord på følelserne. FOTO: Lasse Lagoni Følgende tekst er skrevet af Juri Ahrskov Rao. Juri er underviser på Den Danske Filmskole og vil med udgangspunkt i sin kærlighed til Brøndby, skrive tekster til 3point.dk om hvad der rører sig i klubben. Og hvad der rører ham. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Landskamps-pause er et udtryk, som helt sikkert ikke er opfundet af en Brøndby-fan, for der er ingen tid til pause i den tid, hvor der bliver spillet landskampe. Det er tværtimod en evig jagt efter den mindste lille-bitte stump af nyhed omkring Brøndby IF. Det er en evig jagt for at dulme abstinenserne, som bare bliver værre dag for dag. “Jeg skal da ha ́ noget” udbryder Ulrik Thomsens karakter i filmen “Blinkende lygter” - “Jeg skal da ha ́ noget”. Og det skal jeg også, så jeg har stavet mig igennem artikler om Uffe Bech, som gerne vil være her lidt mere og Gammelby som allerede er vildt glad for at være her. Og uden at genere nogen, så kan jeg vist godt konstatere, at det ikke var artikler som forandrede mit syn på verden. Men de var et lille Quick-fix, som stillede den værste sult efter det, som jeg savner så vildt - en hverdag, hvor Brøndby er i fokus. For sådan er jeg blevet, en møgforkælet Vestegns-dreng, som ikke kan få nok, og kun vil have mere og mere. Stor var min glæde da også, da jeg så at Århus-billetterne var sat til salg - så er vi i gang igen. Og den lokale Brøndby-pusher havde set helt rigtigt, da de røg ud i dag. Han kender os jo, ved lige hvornår han skal slå til, - der hvor vi er mest sårbare, der hvor selve duften af en billet til en udekamp er nok for en lille stund. Nok til at starte drømme, forestillinger og forventninger. Og jeg er på - jeg er så meget på. Men bedst som de værste kramper er stilnet af, kommer behovet atter efter noget rigtig nyt, og denne gang kom redningen fra en noget uventet kant. For selvom nogle muligvis ville anbefale en kold tyrker til sådan én som mig, så skulle det vise sig, at det var en iskold tysker, som bød på dette dødvandes redning. For Emre Can holder med Brøndby, og ikke nok med det, han blev “pissed” over vores tabte mesterskab, - og så er vi ligesom i gang. Her har vi en klassespiller. En person som kan kende forskel på skidt og kanel, og han har så valgt at kaste noget af sin kærlighed på os. Det var en nyhed, som ville noget i min verden. Hvis folk fra Juventus er begyndt at blive irriterede over, at vi ikke får, hvad der retmæssigt er vores, så galoperer mine fantasier afsted. For han kan selvfølgelig ikke være den eneste som har det sådan. Nej, jeg tænker Sallah (selvfølgelig) Harzard (bien sur) De Bruyne (naturligvis) og det er kun begyndelsen. Inde i min verden står de i kø, for at udtrykke deres uforbeholdne støtte til os og vores elskede klub. Og denne form virkelighedsflugt vil holde mig oppe, som et beat, ligge indtil søndag morgen, hvor jeg vil vågne med en helt særlig følelse i kroppen. Følelsen af kampdag, og fornemmelsen af, at denne “pause” endelig er forbi. For mit Brøndby-liv er ikke designet eller skabt til at stå på stand-by, det er bygget til græs, uniformer i gul og blå, - og sange der er sunget for fuld skrue, ud på stadion, ud i verden, ud til Emre, Mohammed, Eden, Kevin og hvad de ellers måtte hedde - dem som har det som os - os som har Brøndby i hjertet og hvis hjerteslag ikke kan sættes på pause.