
Teis Markfoged
Aalborg Freja kæmpede heroisk, men Brøndby avancerede sikkert
Aalborg Freja-spillerne kan være stolte efter 3-0-nederlaget til Brøndby IF i Sydbank Pokalen, men de blå/gule spillede sig sikkert videre til kvartfinalerne.

Brøndby IF var torsdag aften i Aalborg, hvor de blå/gule skulle spille ottendedelsfinale i Sydbank Pokalen. Niels Frederiksens mandskab var på forhånd kæmpestore favoritter mod Serie 1-holdet Aalborg Freja.
Det kunne ses på startopstillingen, hvor der var ti ændringer fra derbyet. Thomas Mikkelsen var eneste genganger i startopstillingen.
Kampen blev spillet på AaB’s hjemmebane Aalborg Portland Park og det var på forhånd udråbt til at være en stor fordel for Brøndby med en god og hurtig bane. Det kunne man bare ikke se, da kampen blev sat i gang.
Hjemmeholdet forsvarede sig heroisk gennem hele første halvleg og gjorde det sværere for Brøndby, end jeg tror nogen havde forestillet sig, at de ville kunne.
Blas Riveros var Brøndbys bedste spiller i første halvleg. Han var en evig kilde til uro i venstresiden og der var stort set kvalitet i alt hvad han foretog sig. Hans indlæg var rigtig gode. Især efter 16 minutter, da et af dem ramte lige i panden på Andrija Pavlovic, der på fornem vis headede Brøndby planmæssigt foran.
Men der var ikke så meget mere, der forløb planmæssigt i den halvleg. Brøndby fik nemlig ikke scoret yderligere og faktisk heller ikke skabt ret mange flere chancer. Freja-keeper Simon Gasberg havde en flot redning på et forsøg fra Oskar Fallenius, men ellers var det småt hvad Brøndby kom med.
Brøndby spillede hurtigere fra anden halvlegs start og det gav pote. Det var et anderledes målfarligt Brøndby-hold, der kom ud efter pausen. De havde måske også brugt pausen på at tale om at afslutte mere fra distancen, for Kevin Tshiembe udfordrede Freja-målmanden, men blev reddet. Nogle minutter senere skød Jagvir Singh fra buen på feltet og hakkede Brøndby på 2-0.
Presset lå tungt nu og Freja-spillerne virkede trætte. Mathias Greve gik i et godt pres og erobrede bolden, inden han prikkede den i dybden til Fallenius, der udnyttede sin hurtighed og sneg sig uden om keeperen, inden han sendte Brøndby på 3-0.
Brøndby fortsatte med at trykke på, men Aalborg Freja forsvarede sig med næb og klør. Det var fantastisk at se, hvor meget det betød for dem. Og de var på vej mod et meget hæderligt nederlag.
Det blev da heller ikke til mere og Aalborg Freja-spillerne kan tage meget stolte hjem, mens Brøndby spillede sig sikkert videre til kvartfinalerne i Sydbank Pokalen.