AaB slog Brøndby i hidsig og underholdende kamp
AaB bød Brøndby IF op til dans i Aalborg, og efter en første halvleg med mange afbrændere, kom der virkelig gang i målscoringen efter pausen. Nordjyderne vandt

AaB bød Brøndby IF op til dans i Aalborg, og efter en første halvleg med mange afbrændere, kom der virkelig gang i målscoringen efter pausen. Nordjyderne vandt kampen 3-2. FOTO: Teis Markfoged Både AaB og Brøndby vandt 2-0 i første forårsrunde, så der var store forventninger forud for søndagens kamp. Det blev en ret jævnbyrdig første halvleg, men det kunne have været anderledes allerede efter et minut, da Simon Hedlund fik sendt Lasse Vigen i dybden. Alene med målmanden fik Vigen dog brændt. Minuttet senere var AaB tæt på efter hjørnespark, som blev headet mod mål fra kanten af det lille felt, men Marvin Schwäbe havde styr på afslutningen og greb den ud. Det skulle blive den første i en serie af flotte redninger fra tyskeren. Mere om det senere. For først var Brøndby på spil i den anden ende. Brøndby var bedst i starten af kampen, mens AaB skulle finde sig selv. Det var Kevin Mensah tæt på at udnytte, da han tog en solotur fra egen banehalvdel, som blev afsluttet tæt forbi mål. Endnu større var chancen til Samuel Mraz ti minutter senere. Simon Hedlund havde egentlig muligheden for selv at afslutte sin friløber, men i stedet lagde han den på tværs til den endnu mere fri Samuel Mraz, som kvitterede ved at sparke bolden over mål. Langsomt begyndte AaB dog at overtage spillet, hvilket gav flere store chancer. Først da Andreas Maxsø var tæt på at dirigere et Kristoffer Pallesen-indlæg i eget net. Marvin Schwäbe, som stod to meter fra hovedstødet, nåede dog at få hånden i vejret og blokere bolden. Kort efter var Jakob Ahlmann helt fri ved bagerste stolpe, da et indlæg blev forlænget, men Ahlmann headede forbi mål. Fem minutter før tid kom Marvin Schwäbe endnu engang i fokus, da Jores Okore efter en dødbold vred sig helt fri til hovedstød, men tyskerens reflekser var endnu engang for stærke for nordjyderne, der kunne gå til pause med 0-0. AaB fik anden halvlegs største chance, da Lucas Andersen vristede sig fri til afslutning. Det var dog Brøndby der kom tættest på i halvlegens indledning, da Sigurd Rosted headede et hjørnesparksinlæd på tværs, men inde på stregen kunne en forsvarsspiller cleare. Det blev dog hjemmeholdet, som helt fortjent kunne bringe sig foran. Lucas Andersen blev ikke presset på kanten, og så kunne han slå et indlæg bagerst i feltet, hvor Tom van Weert helt udækket sprang til vejrs og headede AaB foran. Brøndby nåede knap at få givet bolden op, før den var gal igen. Opskriften var den samme - et indlæg fra Lucas Andersen til en fri Tom van Weert i feltet. 2-0, og nu var det svært at se Brøndby få noget med. Men igen var der ikke gået mere end minut fra bolden blev sparket i gang til den lå i nettet. Denne gang var det dog i den anden ende. Simon Hedlund skabte plads til at Anis Slimane kunne slå et præcist indlæg ind i fødderne på Samuel Mráz som, via AaB-keeper Rinne, bragte Brøndby tilbage i opgøret. Der kom flere mål, men denne gang skulle vi vente lidt over fem minutter. Det var Simon Hedlund, der skabte det med lækre, små driblinger på baglinjen kom til indlæg, som AaB-keeper Rinne blokerede med benet. Bolden hoppede i en blød bue udenfor feltet, hvor Anthony Jung firsttimede bolden fladt i nettet. 2-2, og så var Brøndby helt på højde igen. Tyve minutter før tid var AaB tæt på at komme foran igen, da et hjørnespark endte med klumpspil i det lille felt. Bolden blev dog halvclearet på stregen, hvorefter Morten Frendrup kunne sparke den helt væk. Et kvarter før tid fik hjemmeholdet så bragt sig i spidsen igen. Kevin Mensah kronede en skidt kamp med at begå et straffespark på Patrick Olsen. Et straffe, som Lucas Andersen stensikkert sparkede op i målhjørnet. Brøndby satsede mod slutningen, bl.a. ved at tage Sigurd Rosted ud og sætte Mikael Uhre ind i stedet, men det lykkedes aldrig rigtigt at få sat Uhre og Hedlunds fart i spil, primært fordi AaB var fint tilfredse med at køre bolden rundt i egne rækker. Derfor endte AaB med at trække sig ud af kampen med en 3-2-sejr.