
Ian Nielsen / Ian Foto Sport
8. maj 1996: Brøndby tilbage på guldkurs
Med en sejr i midtugen på 2-0 over Ikast fS spillede Brøndby IF sig tilbage på Superligaens førsteplads. Målscorere var Kim Daugaard og Peter Møller.

Allerede onsdag aften - efter at have smidt førstepladsen i Superligaen med et nederlag på hjemmebane mod Lyngby BK søndag eftermiddag - skulle Brøndby IF igen i kamp. Endnu en gang på Brøndby Stadion, hvor modstander var nedrykningstruede Ikast fS.
Som de naturlige favoritter i kampen tog hjemmeholdet taktstokken straks fra første dommerfløjt, men det holdt hårdt med at få hul på bylden. På trods af flere gode scoringsmuligheder skulle vi helt frem til lige knap en times spil, før det første mål faldt.
Det stod den elegante og blot 22-årige midtbanespiller Kim Daugaard bag, og de blå/gule fra Vestegnen var dermed på den ventede vinderkurs. Med godt og vel et kvarter tilbage kunne angriberen Peter Møller fordoble scoringen og cementere Brøndbys sejr. Flere mål blev det ikke til.
Da AGF samtidig spillede 0-0 på udebane mod Viborg FF, var Brøndby IF tilbage på Superligaens førsteplads et point foran århusianerne. Netop AGF og Brøndby IF skal mødes førstkommende søndag i et brag af en mesterskabskamp i Århus Idrætspark.
Holdopstillinger samt kampfakta fra Brøndby IF mod Ikast fS kan ses på Brøndbystats.
_____________________________________________________________________
Denne artikel er den anden i en række af seks hvor 3point.dk tæller ned til Brøndby IF's sjette danske mesterskab, som kom i hus for 25 år siden. Næste artikel bringes på onsdag den 12. maj. Læs første artikel her: