6. december: BHP og den blågule musik: Vi anede ikke, hvad der lå foran os...
Bag dagens julekalenderlåge her på 3point.dk finder vi historien om Brøndby-bandet BHP. Morten og Jannik fortæller om hvorfor BHP eksisterer, om tankerne bag te

Bag dagens julekalenderlåge her på 3point.dk finder vi historien om Brøndby-bandet BHP. Morten og Jannik fortæller om hvorfor BHP eksisterer, om tankerne bag teksterne og en koncert inden en AaB-kamp, der endte med at blive helt terapeutisk. FOTO: Robert Hendel Denne artikel er del af 3point.dk's julekalender anno 2019, hvor fokus er på store Brøndby-oplevelser. Ikke nødvendigvis dem, som skyldes et resultat på banen, men i stedet når fællesskabet står sammen og skaber en unik oplevelse. Julekalenderen bringes i samarbejde med Fanafdelingen, der ønsker at give noget tilbage til Vestegnen i form af socialøkonomisk arbejde og vil vil bidrage til at skabe et billede af, at Brøndby-fans ikke kun tænker på fodbold, øl og stemning, men også rummer andre mennesker, som ikke nødvendigvis allerede har en tilknytning til Brøndby IF.
Vi anede ikke, hvad der lå foran os...
"Vi har aldrig været bedre, Vi har aldrig haft det vær’ Overlevede alskens kriser, Og så står vi stadig her Holder sammen på en måde , Som du ikke kan forstå Hjerterne er gule, Sjælen den er blå"Den kan langt de fleste Brøndby-fans nok synge med på. Bandet bag sangen er BHP - et band, der laver musik om Brøndby IF. Deres sange og tekster kan for mange være definerende for det at holde med Brøndby. Det er sgu ikke altid let, men vi står der endnu! Teksterne handler da også om de utallige bollespark, man bliver udsat for som Brøndby-fan, men absurd nok opstod bandet i en periode, hvor man tillod sig at være skuffet over en sølvmedalje! Vi har talt med to af bandets medlemmer, Morten Bo Larsen og Jannik Mosholt, som her fortæller om tilblivelsen af BHP: - BHP opstod ud af et opslag på allehaderos.dk. Henrik Worsøe efterlyste ny Brøndby-musik, og havde en drøm om at få større navne på Vestegnen til at bidrage, såsom Outlandish, Suspekt og lignende. I sidste ende var det vist nok så bare os der bød ind, fortæller de indledningsvis. - Vi havde skrevet ”Hjerterne er Gule”, fordi vi var trætte af at alle fodboldsange handler om hvor fedt det er at være fan at et hold. Og enhver fan af et (ordentligt) hold ved jo, at det 99% af tiden, er et konstant bollespark. Vi ville egentlig bare lave det nummer, men da Henrik spurgte om vi ikke ville lave flere, gjorde vi det. Han er meget god til at få andre til at arbejde på den måde. Til gengæld havde han også alle mulige ideer og tekstbidder liggende, som vi kunne gøre brug af. Det skal ikke hedde sig at han ikke laver noget. Og lige pludselig havde han fået trykt en EP, og fået den solgt på stadion. Og så var vi nærmest et rigtigt band. Vi skulle bare lige finde et navn, og fandt nok det forkerte… - Der er noget absurd i, at BHP blev dannet i Laudrup-tiden, hvor der var al den der snak om at et mesterskab på tre år var for lidt og Laudrup skulle raus, og alt det der. Vi havde en vild selvforståelse som klub dengang, og mange af vores sange handlede om hvor hårdt det var at være fan i den periode. Men altså, vi anede jo ikke, hvad der lå foran os. Lyt til BHP's sange her og køb merchandise
Guld-fest blev til GUL fest
Morten og Jannik er dog ikke de eneste bandmedlemmer i BHP. - Jesper, Morten, Jannik, Mikkel og Kevin. Jesper er fra Roskilde, og har stadig ikke forstået offsidereglen. Morten og Jannik er begge født og opvokset på Vestegnen, og har fået Brøndby ind med modermælken. For dem er Brøndby noget nær en besættelse. Men det er nok Morten der forstår offsidereglen bedst. Kevin og Mikkel kom med da det gik op for os, at Morten ikke kan spille ALLE instrumenter på én gang - ikke live ihvertfald. Men de er også virkelig nogle fine gutter. I BrøndbyLyd har vi flere gange refereret til BHP som Brøndbys 'husband'. Jeg ved ikke helt, om de selv har købt ind på den betegnelse endnu. Men de spiller i ny og næ for deres medfans i Brøndby. Det gjorde de blandt andet i maj 2018. Det skulle have været en fest, men endte forfærdeligt, for så egentlig at udvikle sig i en retning af noget terapeutisk, fortæller Morten og Jannik. - Det var rædselsfuldt. Vi var blevet inviteret til at spille til GULD-fest. Vi TROEDE jo vi skulle spille til guld-fest. Og vi skulle spille ”Hjerterne er Gule” mens spillerne skulle hyldes på scenen. Vi var så klar. Vi havde endda skrevet en sang om det. Men med tre forskellige omkvæd fordi vi ikke ville jinxe noget. Et omkvæd hvor vi vandt mesterskabet, et hvor vi tabte og et hvor der stadig var håb på sidste spilledag Og så skete Horsens. Og det føles lidt som om at det var vores skyld, fordi vi havde dristet os til overhovedet at skrive en sang, hvor vi forestillede os, at vi havde vundet. Den følelse skulle i øvrigt omfavnes og håndteres oven i sorgen over kampens forløb, resultat og konsekvens. - Og guld-fest blev til GUL fest. Vi glædede os stadig til at spille, men det var ikke rigtig det samme mere, for vi var jo knuste over det der var sket. Det var dog virkelig vildt at spille, og så pludselig stod folk og sang med. Vi havde nok ikke rigtig forstået at folk rent faktisk kendte sangene så godt før det punkt. Men det hele var ret meget i mol, stemningsmæssigt. Også fordi at vi så ikke engang kunne rejse os mod AaB. Det var et af de bollespark man kommer til at huske til sin død. Selvom der har været virkelig mange. I bakspejlet var det skæbnens ironi. Hele vores tekstunivers (med ganske få undtagelser) passer jo til netop den stemning, og vores før omtalte bitterhed fik masser af gødning. På en måde blev det at spille sangene foran et hav af sønderknuste medfans en terapeutisk oplevelse.
Vil gerne bidrage til fællesskabet
De fleste Brøndby-fans kender teksterne og melodierne. De fleste kan også finde sig selv i dem. Men hvorfor BHP? Svaret findes i en betegnelse, som ofte går igen, når man taler Brøndby IF: Fællesskabet. - Brøndby har brug for et fællesskab uden for direktionsgangene. Og her håber vi at vi kan være med til at styrke dette fællesskab bare en lille smule. For os handler det om klubben, som vi elsker. Men også bare alle de fans og frivillige, der gør alt de kan for at give klubben emotionel værdi. Vi føler os som en del af det fællesskab, og vi vil gerne bidrage til det. Og så er det rart at kunne få lov at dele vores egen grundlæggende bitterhed med andre. Det har et terapeutisk formål for os selv. I fankredse tales der meget om den såkaldte "Brøndbyånd". Den kan helt sikkert tolkes på mange måder. Men for Morten og Jannik er Brøndbyånden netop defineret ved fællesskabet. - Mere og mere det. For det er ligesom det eneste vi har, som ikke forsvinder, eller bliver byttet til noget andet. Der er en helt særlig stolthed over at være Brøndby-fan, som pisser alle andre fodboldfans af, fordi vi går og bilder os ind at vi er bedre. Men vi ER bare bedre. Så må de andre jo se sig selv i spejlet. Støt mindrebemidlede børn fra Vestegnen I forbindelse med årets julekalender er 3point.dk gået sammen med Red Barnet Vestegnen. For rigtig mange børn i Danmark betyder skoleferie hverken rejser, sommerhusture eller udflugter. Derfor arrangerer Red Barnet i år mere end 30 lejre for børn og familier, der ikke ellers har mulighed for at komme på ferie. Voes mål er at samle 24.000 kroner ind til Red Barnet Vestegnen og du kan støtte ved at overføre et valgfrit beløb til MobilePay 653651. Pengene fra indsamlingen vil blive brugt i lokalområdet Brøndby Strand til en sommerlejr for børn og deres forældre, som ikke har råd eller overskud til at give børnene de samme ferieoplevelser, som langt de fleste af deres kammerater får. Find Red Barnet Vestegnen på Facebook her.