3POINT
Nyheder30. sep. 2014

50 år: Høje ambitioner fra dag 1

3. december i år træder Brøndbyernes IF ind i de voksnes rækker. Fodboldklubben på Vestegnen runder de 50 år, og i den anledning vil vi her på 3point.dk henover

3point person
3point.dk30. sep. 2014

3. december i år træder Brøndbyernes IF ind i de voksnes rækker. Fodboldklubben på Vestegnen runder de 50 år, og i den anledning vil vi her på 3point.dk henover året bringe en række artikler, der i kronologisk rækkefølge slår ned på afgørende øjeblikke i klubbens historie. Denne gang om klubbens første sæson som Brøndbyernes IF med udgangspunkt i første træning en januardag i 1965. Artiklen blev første gang bragt på 90minutter.dk den 30. april i år. Ambitionen var oprykning til Sjællandsserien, da spillerne fra Brøndbyøster og Brøndbyvester mødtes til den første fælles træning efter fusionen af de to landsbyklubber til Brøndbyernes IF. I rækken af afgørende øjeblikke i Brøndbyernes IF's historie, er vi egentlig kommet til den stiftende generalforsamling den 3. december 1964, hvis kronologien skal holdes. Den historie gemmer vi imidlertid til selve 50 års jubilæums-dagen. I stedet springer vi lidt frem i tiden til en januardag i 1965. I 40 års jubilæumsbogen "Brøndby IF ...fordi de ville!" kan man læse: - Da Brøndby Stadion stod færdigt i foråret 1965, bestod området af en opvisningsbane omkranset af et 'tilskuerhegn', fire træningsbaner og en grusbane med lysanlæg. Uden om opvisningsbanen var der en løbebane, og bag det ene mål var etableret forskellige atletikfaciliteter til højdespring, længdespring og kuglestød. Desuden var der opført en omklædningsbygning med fire rum, hvor der var bade- og toiletfaciliteter. - Det var i disse omgivelser, spillerne første gang samledes til træning søndag den 17. januar 1965. 43 seniorspillere var mødt frem, og på en vinterhård og forblæst grusbane gav de hinanden håndslag på, at alle mand ville træne hårdt i betræbelserne på at sikre klubben oprykning allerede i den første sæson.

Der var kamp om pladserne

En af de 43 fremmødte spillere, der var mødt frem, var en ung Per Anders Bjerregaard fra Brøndbyøster IF. Her mødte han for første gang en jævnaldrende forsvarsspiller fra Brøndbyvester IF, som senere skulle komme til at spille en stor rolle som træner i den nyligt fusionerede klub. - Hvis man skal udpege mærkedage i Per Bjerregaards liv, kunne søndag den 17. januar godt være en af dem. Det var i hvert fald på denne dag i 1965, at der var kaldt til den allerførste førsteholdstræning i hans nye fodboldklub, Brøndbyernes Idrætsforening, skriver Jens Jam Rasmussen i sit to-binds værk "Formanden", hvor man endvidere kan læse: - Der var også kamp om pladserne på det nye førstehold, og i den henseende kom Per Anders til at agere fleksibelt i forskellige defensive roller foran den vante ankermand Per Bisgaard. I fusionsklubbens forsvar havde han nyt selskab af Brøndbyvesters bedste bud på defensiv styring, den jævnaldrende Tom Køhlert, og ikke mindst den ti år ældre Jan Lagerbon.

Der skulle satses på ungdommen

Som nævnt i "Brøndby IF ...fordi de ville!" var ambitionen oprykning fra Serie 1 til Sjællandsserien allerede i første sæson. Man var tæt på, men oprykningen glippede, og der skulle faktisk gå tre sæsoner, før den var en realitet i efteråret 1967. I 1965 holdt BIF sommerferie på en flot andenplads, men efter et lidt blegt efterår endte man på fjerdepladsen, som dog gav to oprykningskampe mod Store Heddinge, der imidlertid viste sig for stærke og vandt begge opgør. Efter sammenlægningen havde Brøndbyernes IF allerede dengang en stor ungdomsafdeling, hvor man blandt andet rådede over mere end 100 spillere i ynglinge- og juniorafdelingen. De problematiker man havde og de tanker man gjorde sig dengang, kan vi her 50 år senere - på et andet plan ganske vist - nikke genkendende til. - Lederne var enige om, at en så står ungdomsafdeling gav spændende fremtidsperspektiver, og der blev fra starten satset på, at der gennem ungdomsarbejdet kunne blive skabt en stamme af egne spillere på førsteholdet. Erfaringerne fra tiden før 1964 havde vist, at hvis der ikke blev fokuseret tilstrækkeligt på ungdomsafdelingen, ville de største talenter forlade klubben, og dermed ville ambitionerne om at blive en storklub være svære at indfri, står der at læse i "Brøndby IF ...fordi de ville!".

Tidligere artikler i serien

50 år: Fra Fremad til Brøndby 50 år: Brøndby IF på tale allerede i 1929 50 år: En jyde kom til Vestegnen 50 år: I Lykke-Pers fodspor

Mest kommenterede nyheder