50 år: Et skelsættende formandsskifte

3. december i år træder Brøndbyernes IF ind i de voksnes rækker. Fodboldklubben på Vestegnen runder de 50 år, og i den anledning vil vi her på 3point.dk henover efteråret bringe en række artikler, der i kronologisk rækkefølge slår ned på afgørende øjeblikke i klubbens historie. Denne gang om et - skulle det siden vise sig - yderst vigtigt formandsskifte, der samtidig betød en afgørende træneransættelse for klubbens sportslige ambitioner. På klubbens generalforsamling i starten af 1973 valgte Brøndbyernes IF en ny formand. Det skulle blive et skelsættende valg for de blå/gule. Første opgave for den nye formand med bestyrelse var at finde en ny træner. Efter klubbens oprykning til Sjællandsserien i 1967 gik der fire år, før Brøndbyernes IF kunne fejre endnu en oprykning. Denne gang til Danmarksserien, hvor de blå/gule debuterede i sæsonen 1972 - med Per Bjerregaard som anfører. Som anfører var Bjerregaard kommet med i klubbens bestyrelse som spillernes repræsentant. En bestyrelse, hvor Brøndby Kommunes borgmester Kjeld Rasmussen var formand på det tidspunkt. Der var imidlertid allerede bebudet et snarligt formandsskifte. - Ved sin tiltrædelse i efteråret 1970 havde Kjeld Rasmussen garanteret at blive i en toårsperiode, men mere kunne det ikke blive til for den kombinerede formand/borgmester. Det var svært at afse tid til begge poster, og visse kritiske røster havde lydt om formandens manglende tilstedeværelse i klublivet. Kjeld Rasmussen var endvidere træt af at være inhabil i byrådet og være nødt til skulle stille sig uden for døren, når BIF indgik i dagsordenen, skriver Jens Jam Rasmussen i sit tobindsværk "Formanden".

Kjeld Rasmussen pegede på lægen

Den naturlige efterfølger, næstformand Helge Hamberg, havde i efteråret 1971 imidlertid fået tildelt stillingen som sekretær i SBU (DBU Sjælland i dag, red.) og kunne derfor ikke tiltræde en formandspost i en af unionens klubber. Et år senere måtte Per Bjerregaard stoppe sin spillerkarriere, og det fik Kjeld Rasmussen til at pege på den vordende læge som ny formand. - Et år senere sagde jeg til Kjeld Rasmussen, at jeg blev læge til januar og måtte holde op med at træne, fordi jeg havde fået et fantastisk job på treskift. Men Kjeld Rasmussen spurgte i stedet, om jeg ikke kunne blive formand, for vi havde ikke andre, fortæller Per Bjerregaard i "Formanden", og på et betyrelsesmøde i november 1972 meddelte Kjeld Rasmussen, at Bjerregaard var hans formandsemne til den kommende generalforsamling i starten af 1973. Bestyrelsen bakkede op om valget.

Per Bjerregaards betingelse

Det formandsvalg skulle siden hen vise sig at få en enorm betydning for den unge klub på den københavnske vestegn i særdeleshed og for dansk fodbold i almindelighed. Per Bjerregaard viste allerede inden sin tiltræden som formand, at han var parat til at tage hårde beslutninger om skære igennem. - Kort efter at Per Bjerregaard var tiltrådt som formand blev det offentliggjort, at 1. holdets daværende træner, Mogens Johansen, mod forventning havde besluttet at forlade klubben efter kun et år. Per Bjerregaard havde nemlig ved sin tiltrædelse betinget sig, at bestyrelsen skulle arbejde på at finde en ny træner, kan man læse i 40 års jubilæumsbogen "Brøndby IF ...fordi de ville!", og Bjerregard selv bekræfter.

Træneren presset til at sige op

- Vi havde ikke råd til at fyre ham, så min far (Rudolf Larsen, red.) pressede ham til at sige op. Træneren havde indgået en ny kontrakt for den kommende sæson, men spillerne mente ikke, han var god nok, og det mente jeg heller ikke, og så måtte jeg sørge for at skaffe en ny træner, fortæller Bjerregaard i "Formanden", hvor han bakkes op af den daværende målmand på 1. holdet. - Mogens Johansen var generelt lidt for vag og ikke autoritær nok. Det kunne man se og mærke med det samme. Vi fik ingen resultater. Han var tilfreds, uanset hvad der skete med holdet. Han satte heller ikke rigtig folk af, selv om der selvfølgelig ikke var så mange at sætte af, erindrer Per Bisgaard.

Familien Laudrup var flyttet til Brøndby

Resultatet var, at Brøndby nu stod og manglede en cheftræner inden klubbens anden sæson i Danmarksserien, men skæbnen ville, at et af landets helt store fodboldnavne netop havde købt hus i Brøndby. Årets spiller 1972 (kåret af Ekstra Bladet, red.), landsholdsspiller og tidligere professionel i udlandet, Finn Laudrup, var sammen med fru Lone og de to sønner Michael og Brian flyttet til Brøndbyvester. Det virkede som utopi, at et så stort navn som Finn Laudrup overhovedet ville skænke det en tanke at komme til en Danmarksserie-klub på daværende tidspunkt. Ikke desto mindre var det, hvad Per Bjerregaard pønsede på. Finn Laudrup skulle være spillende træner i Brøndbyernes IF, og det blev han. Blandt andet ved hjælp af Forældre-BIF's formand, Ib Nielsen, vis søn gik i skole med Michael Laudrup.

Formanden for Forældre-BIF sendt i byen

- Vi havde valgt at bosætte os i kommunen og boede tæt på stadion. En aften kom Ib Nielsen fra Forældre-BIF forbi for at få en snak. Senere fandt jeg ud af, at han var sendt af Per Bjerregaard, og at Brøndby ville tilbyde mig et job som træner, fortalte Finn Laudrup til "Fodbold i Brøndby" i forbindelse med klubbens 40 års jubilæum i december 2004 og fortsatte: - Det var tydeligvis en meget ambitiøs klub, og en af de ting, der var med til at overtale mig, var chancen for at være med til at bygge noget op. Det talte også, at der var et stærkt sammenhold i klubben og nogle utroligt dygtige og ihærdige ledere. Endelig var jeg jo vendt hjem fra udlandet og skulle til at opbygge en civil karriere ved siden af fodbolden. Det mente jeg bedre, jeg kunne i Danmarksserien end i 1. Division (landets bedste række dengang, red.). Brøndbyernes IF rykkede sig gevaldigt med Finn Laudrup som træner, og på trods af at han måtte stoppe den del allerede efter en sæson på grund af stressymptomer, så betragtes Laudrup som en af de vigtigste årsager til, at de blå/gule opkomlinge fra Vestegnen siden hen kunne marchere hele vejen til den øverste danske fodboldtop. Finn Laudrup spillede i første omgang tre sæsoner for Brøndby, og efter nogle sæsoner i KB vendte han tilbage og var i 1981 med til at spille Brøndby op i landets bedste fodboldrække.

Tidligere artikler i serien

50 år: Fra Fremad til Brøndby 50 år: Brøndby IF på tale allerede i 1929 50 år: En jyde kom til Vestegnen 50 år: I Lykke-Pers fodspor 50 år: Høje ambitioner fra dag 1 50 år: Første oprykning