50 år: Brøndbyernes IF - nu i primetime
3. december i år trådte Brøndbyernes IF ind i de voksnes rækker. Fodboldklubben på Vestegnen rundede de 50 år, og i den anledning har vi her på 3point.dk henove

3. december i år trådte Brøndbyernes IF ind i de voksnes rækker. Fodboldklubben på Vestegnen rundede de 50 år, og i den anledning har vi her på 3point.dk henover efteråret bragt en række artikler, der i kronologisk rækkefølge slår ned på afgørende øjeblikke i klubbens historie. Denne gang om klubbens første danske mesterskab, som ikke kun fik stor betydning for Brøndby, men så sandelig også for dansk topfodbold generelt. Brøndbyernes IF var pludselig en del af TV-underholdningen lørdag aften, da de blå/gule vandt sit første danske mesterskab i 1985. Titlen kom i hus, da AGF tabte til Lyngby BK, og så kunen festen begynde på Vestegnen. Efter tre fjerdepladser i de tre første sæsoner i landets bedste fodboldrække vandt Brøndbyernes IF i 1985 den første af - skulle det siden vise sig - hidtil ti DM-titler på herresiden. Mesterskabet kom i hus 5½ uge før, klubben kunne fejre sin 21 års fødselsdag, og dermed var de blå/gule fra Vestegnen den yngste klub nogensinde til hjemføre et dansk mesterskab. Den store milepæl i klubbens historie blev nået lørdag den 26. oktober 1985 og - i lighed med flere oprykninger gennem de foregående år - uden at spille selv. Brøndby skulle først spille dagen efter mod Køge, og det blev naturligvis en festdag på hjemmebanen - efter en festlig aften og nat. Jens Jam Rasmussen skriver om det i sit to-binds værk "Formanden". 3point.dk bringer her et uddrag.
Bredte sig som en steppebrand
Lørdag den 26. oktober 1985 havde efterårsmørket lagt sig over Århus Stadion. For snurrende tv-kameraer sænkede Lyngby Boldklub hjemmeholdet AGF med 3-1, og budskabet bredte sig som en steppebrand blandt spillere, ledere og interessenter i Brøndbyernes IF, som nu skulle forsøge at forholde sig til den ellers simple, matematiske konsekvens af Lyngby-sejren: Brøndbyernes IF kunne ikke længere indhentes i toppen af 1. division. BIF var.... Danmarksmestre! Ved syvtiden samledes BIF's frivillige træner- og lederstab i klubhuset. Der blev omfavnet, lykønsket og drukket øl. Det gjorde der også hos John "Faxe" Jensen, der var "alene hjemme" i sine forældres hus i Brøndbyvester i selskab med en del af truppens yngre spillere. Om aftenen blev de stadig mere feststemte førsteholdsspillere og alle de andre fra truppen hasteinviteret til TV-byen i Gladsaxe, hvor vært for lørdagsunderholdningen, Hans Otto Bisgaard, havde lokket de nyslåede Danmarksmestre til at træde op for nationen i sit populære program. Brøndbyernes IF - nu i primetime.
Køge tømte bødekassen
Det blev en sen aften for en god del af spillerne, der returnerede til John "Faxe" Jensens guldfest, hvilket rygtedes helt ned til Køge, hvor morgendagens nedrykningstruede modstandere omgående tømte bødekassen for at satse på en udesejr til gode odds over det tømmermandshærgede mesterhold. Den følgende formiddag var præget af mange forskellige følelser blandt spillerne, klubbens medlemmer og tilskuerne, som på dagen talte 5.610 af slagsen. Forløsning, fed lykke, følelsesudbrud og bagstiv lalleglæde havde erstattet den mærkværdige og lidt "ærgerlige" fornemmelse af at have vundet det første DM hjemme i stuerne og ikke på stadion. Per Bjerregaard blev for alvor rørt, da spillerne, efter den sent tilkæmpede 2-1-sejr over Køge BK, løb æresrunde med DM-flaget, mens andre ledere stortudede af glæde. Se DR's reportage fra kampen og dagen på videoen øverst i denne artikel.
Startskud til afgørende udvikling
Brøndbys første DM-guld viste sig ikke kun yderst vigtig for klubben selv, men også for dansk fodbold generelt. Udover, at mesterskabet blev indledningen til Brøndbyernes IF's første guldalder med yderligere fire DM-titler i 1987, 1988, 1990 og 1991 samt hidtil uhørte europæiske triumfer, så blev det startskuddet til en afgørende udvikling for elitefodbolden i Danmark. Otte sæsoner efter indførslen af betalt fodbold i Danmark gik de blå/gule fra Vestegnen linen ud og indførte som de første herhjemme fuldtidsprofessionel fodbold. Efterhånden fulgte flere og flere klubber med på vognen, og i dag er det en sjældenhed - som Hobro IK i indeværende sæson - at se klubber i den bedste række, som ikke har hele deres trup på fuld tid. På mesterholdet i 1985 stod cheftræner Tom Køhlert i spidsen for blandt andre Ole Nørrevang, Jan Madsen, Per Steffensen, Ole Østergaard, Bjarne Jensen, Ole Madsen, John Widell, Henrik Hansen, Lars Olsen, Jens Kolding, Henrik Jensen, Kim Christofte, Claus Nielsen, John Helt, Anders Sundstrup og John ”Faxe” Jensen.
Tidligere artikler i serien
50 år: Fra Fremad til Brøndby 50 år: Brøndby IF på tale allerede i 1929 50 år: En jyde kom til Vestegnen 50 år: I Lykke-Pers fodspor 50 år: Høje ambitioner fra dag 1 50 år: Første oprykning 50 år: Et skelsættende formandsskifte 50 år: Den vigtigste oprykning 50 år: Brøndby-debut med rekord 50 år: Brøndbyernes IF’s besværlige fødsel