5 ting vi lærte af Brøndbys sejr over Hobro
Brøndby vandt søndag med 1-0 over Hobro i Superligaen. Men hvad lærte vi af opgøret? Her er fem ting. Tre sejre i træk i Superligaen! Det er nu facit for Brøndb

Brøndby vandt søndag med 1-0 over Hobro i Superligaen. Men hvad lærte vi af opgøret? Her er fem ting. Tre sejre i træk i Superligaen! Det er nu facit for Brøndby efter det søndag aften blev til en 1-0-sejr på hjemmebane mod Hobro. Det var ikke en sindsoprivende kamp overordnet set, men Brøndby er et sted, hvor det handler om point. Det understregede Alexander Zorniger igen efter kampen. Men hvad kan vi ellers tage med fra kampen mod Hobro? Her er i hvert fald fire punkter.
Röcker har stabiliseret defensiven
Tre clean sheets i træk er ikke til at tage fejl af. Benedikt Röckers tilbagevenden til startopstillingen i Brøndby, har gjort godt for defensiven. Mod FC København endte det godt nok med et snævert nederlag, men det generelle indtryk er en væsentlig mere solid defensiv. Röcker har sammen med makkeren Paulus Arajuuri gjort det godt og mod Hobro tabte de vel ikke en duel? Brøndbys problem fra tidligere i sæsonen med at lukke alt for mange mål ind, er der blevet sat prop i på det seneste. Der er blevet arbejdet mere på strukturen på holdet, men jeg vil også gerne lægge hovedet på blokken og postulere, at rigtig meget af det også skyldes viceanførerens tilbagevenden til startopstillingen.
Brøndby leder stadig efter Wilczeks makker
Det var i glimt bedre fra Ante Erceg mod Hobro. I presspillet for eksempel. Men der er stadig for mange forkerte beslutninger på den sidste tredjedel af banen. Kamil Wilczek var ganske anonym mod Hobro, men han er stadig klar førsteangriber. Han spiller. Brøndby skal finde en makker til ham. Erceg har været foretrukket de seneste gange, men ligner stadig en mand, som skal bruge mere tid. Skal det så være Mikael Uhre, der får chancen? Eller skal Nikolai Laursen tilbage blandt de startende 11? Zorniger gør sig helt sikkert en masse tanker om det. Det bliver spændende at se, hvem der starter mod Vejle. Løsningen på den lange bane er i hvert fald ikke fundet endnu.
Tibbling og Halimi skal begge have flere kampe
Vi kender alle sammen til den positive problemstilling på midtbanen. Der er mange dygtige spillere til særligt de to 8'er-positioner. Mod Hobro var Dominik Kaiser ude med sygdom, mens Lasse Vigen afsonede karantæne. Det gav plads til Simon Tibbling og Besar Halimi. Førstnævnte har spillet en del kampe, men har i den seneste tid været ofret for strukturen, som man har kunne forstå det på Zorniger. Halimi fik sin første start. Og begge spillere efterlod et positivt indtryk, som gør opgaven med at sætte hold på søndag endnu sværere for Alexander Zorniger. Begge spillere skal spille mere. Men det kan naturligvis blive svært med så mange dygtige spillere til pladserne. Halimi kan dog også dække 10'eren, fik vi set...
Mukhtar på 8'eren er ikke en dum idé
Fordi Halimi lå på 10'er-positionen, blev Hany Mukhtar skubbet ned som 8'er. Det var faktisk ikke en helt dum idé. Mukhtar har kæmpet lidt med at finde pladsen i denne sæson fra sin position som 10'er. Han har - på trods af fem Superliga-mål - haft svært ved at finde sin fantastiske form fra de første to sæsoner. Det gav ham dog mere plads at blive rykket ned som 8'er. Han havde mere plads at løbe på og havde pludselig også Halimi og Tibbling at lege med i småspillet. Det er ikke sådan at Mukhtar skal spille 8'er hver gang fremover, for han er bedst som 10'er. Men mod kompakte modstandere som Hobro, er det slet ikke en dum idé, fordi det giver den kreative midtbanespiller plads at boltre sig på.
Folk havde svært ved at komme op af sofaen
Dette punkt kan egentlig gøres ret kort. Tilskuertallet til søndagens kamp var bare ikke godt nok. 8.512! Der er altså solgt lige knap 12.000 sæsonkort. Ja, vejret var dårligt. Ja, det var første søndag i advent. Nej, modstanderen var ikke den mest sexede. Folk havde svært ved at komme op af sofaen, må man sige. Æbleskiverne trak mest. Men det er en skam og lad os håbe, at tilskuertallet bliver højere, når Brøndby-spillerne skal sendes på ferie til kampen mod Vendsyssel den 16. december, selvom faktorerne, som ridset op ovenfor, også kan være i spil til den kamp. Husk, man fortryder kun de kampe på stadion, som man ikke tager til. Lærte vi mere af kampen mod Hobro? Giv dit besyv med i debatten!