3POINT
Nyheder12. mar. 2019

3-3 mod AaB - udfordret på de vandrende fløje

I et målbonanza mod AaB sluttede kampen efter hæsblæsende 90 minutter plus det løse med resultatet 3-3. Men hvordan klarede Brøndby sig i en opstilling med mang

3point person
3point.dk12. mar. 2019

I et målbonanza mod AaB sluttede kampen efter hæsblæsende 90 minutter plus det løse med resultatet 3-3. Men hvordan klarede Brøndby sig i en opstilling med mange boldfaste spillere på midtbanen, en ny 6'er og en helt ny duo i midterforsvaret sig så? 3point.dk har taget klogebrillerne på og kigget nærmere på kampen - for hvor godt eller dårligt gik det så for Brøndby? Foto: Ian Nielsen Retov rystede før kampen mod AaB posen, og havde til kampen sat en potentiel boldfast midtbane - med Kaiser, Halimi, Tibbling og Mukhtar - sammen for antageligt at styrke spillet med bolden, og få de offensive løsninger langs med jorden bragt i spil. I forsvaret stod der henholdsvis Gammelby og Mensah på backerne, med sidstnævnte i en ny rolle på venstrebacken, og en ny stopperduo i form af Kabongo og Hermansson. Overtal centralt AaB kom ikke med nogle overraskelser. De stod defensivt med et udgangspunkt langt tilbage på banen, men til forskel fra andre gæstende klubber på Brøndby Stadion, så spillede de ikke med lange bolde, men forsøgte at gøre ondt på Brøndby med hurtige angreb ført frem på kanterne (Børsting på venstre og Kusk på højre) som så trak ind i banen samtidig med at Lucas Andersen faldt ned i en 10'er rolle, hvilket åbnede for overlappende backs, og resulterede på den måde i at udmanøvrere Brøndby og skabe overtal centralt foran Brøndbys felt med de indtrukne fløje og den droppende Lucas Andersen. Ovenfor ses en glimrende eksempel på det Aab ønskede, nemlig at udfordre Brøndbys to stoppere ved at bringe tre mand ind centralt, og på den måde tvinge Kaiser til enten at falde dybt (og åbne for den plads han som 6'er ellers skulle beskytte) eller tvinge en af backerne til at gå ind i banen - og på den måde åbne for AaB's egen fremadstormende back. Hvilket i lige præcis ovennævnte eksempel lykkedes fortrinligt, da hele Brøndbys defensiv fuldstændig mister organisationen og kommer til at halte bagefter AaB. Så for AaB var opskriften simpel i deres 4-4-2 opstilling: Stå dybt, stå kompakt og spil kloge intelligente hurtige angreb fremad banen. Hvilket også kom fint til udtryk i og med at AaB blot havde 12 angreb der varede mere end 20 sekunder! Ligeledes ses ovenfor et typisk AaB-angreb. Børsting trækker ind, men presser Gammelby til at følge ham, da Kabongo (optaget med at dække Kusk) er trukket ud og Hermansson bliver tvunget over på Lucas Andersen (der er droppet ned på 6'er pladsen som Kaiser har forladt for at følge med en Weert ud på fløjen). I dette tilfælde går det for stærkt for Brøndbydefensiven der ender med at slippe Lucas Andersen. Bemærk i øvrigt Ahlmann, AaB's back, der kommer i løb kommer frem og åbner AaB's venstrekant yderligere op og lægger pres på Brøndby. Backs i undertal Brøndbys helt store udfordring mod AaB var de overtals situationer, som der kom på kanterne med fordel til gæsterne fra Aalborg. På grafikken ovenfor bliver Brøndby i den grad udfordret ved at Kusk, der har bolden, trækker ind i banen samtidig med Ahlmann kommer stormende frem bagfra og Abilgaard løber dybt. Problemet opstår i og med at bagkæden hos Brøndby igen bliver revet fra hinanden, Kabongo og Mensah er væk fra linjen, og fordi Aab er gode til at bringe folk med frem, så bliver Gammelby igen tvunget til at gå ind i banen og hjælpe til. Men den plads han egentlig skulle beskytte ligger åben til den fremadstormende Ahlmann. For med en lidt strammere struktur havde Brøndby nemmere kunne lukke ned for Aabs angrebs kanaler. Men det var svært, og holdet fandt aldrig rigtig nøglen til at lukke ned for specielt Kusk over på Aabs højrekant. De mange afleveringer Med Retovs valg af spillere til midtbanen forsøgte han at få bragt spillere ind som kunne holde på bolden og spille den op gennem midten. Brøndbys største udfordring i den forbindelse var imidlertidig at få bragt bolden langt nok frem på banen. Det blev til rigtig mange afleveringer på tværs - faktisk blev det til hele 213 afleveringer på tværs (et sæsonsnit for 2017/18 hed til sammenligning 136 pr. kamp!) i kampen mod AaB. Og af de 213 stod kombinationen Schwäbe, Hermansson, Kabongo, Kaiser (altså alle afleveringer der er gået på tværs af banen med en af de nævnte som afsender og modtager) for 91 af dem! Altså lige under 50% af afleveringerne på tværs skete i bagkæden på forsiden af Aabs organisation, og altså til ingen rigtig fare for udeholdet. Generelt havde Brøndby bolden rigtig meget, hvilket også overordnet set kastede rigtig mange afleveringer af sig. Boldbesiddelsen hed 60,65% og med en total på 556 afleveringer er man også mere end 50 afleveringer over gennemsnittet pr. kamp i denne sæson. Og igen er det de 4 bagerste centrale som stod for langt overvejende del af afleveringerne. Kombinationen Kabongo / Kaiser stod for 45 afleveringer tilsammen! I alt udgjorde de fires indbyrdes afleveringer 25% af det samlede antal i kampen (139 i alt). Kabongo vigtig i opspillet MEN - når det så gik godt, så kom rigtig ofte via et opspil langs jorden fra Kabongo til Mukhtar. Intet mindre end 10 gange fandt Kabongo den kreative tyske 10'er med en fremadrettet aflevering. På grafikken sender Kabongo en sylespids aflevering afsted mellem kæderne på AaB og finder Mukhtar i mellemrummet mellen midtbane og forsvar hos gæsterne fra Aalborg, som vender på førsteberøringen og får skabt en Brøndbychance. Chancerne kom også når Brøndby spillede på førsteberøringen. Det skete bare for sjældent. Men når det skete, så kunne AaB ikke følge med. På nedenstående grafik kører der førstegangsafleveringer fra Tibbling videre til Gammelby, retur Tibbling videre til Halimi (der har fundet mellemrummet), tilbage til Mukhtar, som lægger den i dybden til Hedlund (som klogt løber på tværs og river Aabs struktur fra hinanden). Gammelby i fremgang & en Kaiser der trak i trådene Det frustrerer også, når Brøndby så i andre perioder af kampen spiller for langsomt og lader AaB få ro til at organisere sig og holde den defensive struktur. I den forbindelse skal det også bemærkes, at Brøndby gjorde det unødigt svært for sig selv (hvad der i sidste ende også kostede et mål) ved at sætte hinanden under pres med sløsede afleveringer (bag ved medspilleren, manglende fart mv.). Defensivt sprang den offensive tilgang til spillervalget på midtbanen lidt i øjnene i og med, at Kaiser var den eneste startende midtbanespiller, som vandt en defensiv duel. Generelt vandt Brøndby ikke mange af deres defensive dueller. Mod et fysisk ikke tungt spillende hold som Aab kan det gå an, men i en kamp mod Horsens går det ikke med den samme mentalitet. Enten skal man vinde sine dueller, eller også skal man være så gode på bolden, så det ikke bliver aktuelt i samme grad. Opspillet endte med at foregå meget centralt for Brøndby (hvilket også gav meget god mening in ment, at Aab defensivt havde dobbeltdækning i form af både kant og back). Men det lykkedes stadig Mensah og Gammelby at komme mere (her tænker jeg på Gammelbys vedkommende) fremad banen. Gammelby viste stor omtanke med bolden, og havde 91% træf på sine afleveringer. Han trådte klogeligt på bolden flere gange (med udsigt til en 1:2 duel alene med Aabs kant og back) for at spille den ind over midten. Målene kan godt og godt deles op i en personlig fejl - hjørnesparksfadæsen taler for sig selv. En sådan bold må aldrig kunne gå ind. 1-2 målet kommer efter en netop kritisabel aflevering fra Tibbling til Kaiser, som satser, misser og giver van Weert en friløber. 3-3 er bare godt sparket ind (trods frisparket var en fejldom). Trods risen for sin implicering i 1-2 scoringen fortjener Kaiser et klap på ryggen. I første omgang havde jeg ham noteret til en lettere anonym indsats. Men efter at have set kampen igen skal den lille tysker have ros på sine pasninger. Han har intet mindre end 89 afleveringer i kampen, men rammer stadig på de 77 af dem. Han forsøgte at sætte tryk på Brøndbys angreb med afleveringer der skulle åbne op, men fik oftest ikke megen hjælp fra de to startende 8'ere (som også fortjent får ris for deres indsats). Kaiser bandt Brøndbys spil sammen og sørgede for der var lidt tempo i spillet. Konklusion Brøndby leverede mod AaB en blandet pose bolsjer. En ganske sløj første halvleg, men en markant bedre start på anden halvleg, inden der mod slutningen af kampen gik ren indianerbold iden. Der var momenter, hvor farten på bolden og kreativiteten skabte gode chancer fremad banen. Men den offensive tilgang til midtbanen betød også en udisciplineret defensiv, hvor bagkæden og Kaiser for nemt blev løbet over ende. Indbyrdes aftaler skal på plads, det skal ikke være muligt at trække stopperne væk fra deres pladser så nemt, så der kan spilles i mellemrummet mellem dem. Efter fadæsen i Odense var der momenter til noget der kan redde pladsen i mesterskabsslutspillet i hus og lukke sæsonen med selvbevidstheden nogenlunde intakt. Men defensiven... Den skal der arbejdes med.

Mest kommenterede nyheder